Den ydmygende aprildag 1940

Af Knud Timmermann

En beretning om, hvordan en løjtnant, der var elev på Hærens Officersskole, oplevede dagene omkring 9. april 1940.

Som elev på Hærens Officersskoles yngste Afdeling i 1940 havde jeg som løjtnant den fordel, at jeg ikke var tvunget til at bo på Frederiksberg Slot. Jeg var oven i købet så heldig, at jeg fik et to værelses kvarter i Kastellet. En anden fordel var, at jeg ikke - som kornetterne - var tvunget til overvåget lektielæsning hver aften.

Hver morgen og eftermiddag nød jeg den dejlige cykeltur mellem Kastellet og Frederiksberg Slot, hvor jeg korn over Kongens Nytorv, Strøget og Rådhuspladsen. Altså tværs igennem Københavns centrum med indtryk af morgenens og eftermiddagens forskellige bybilleder.

Kastellet

Det gamle fæstningsanlæg (fra 1664) med voldgrave og høje volde, der omslutter de gamle karakteristiske bygninger opført i 16-1800-tallet inden for rammerne af det indre femkants areal, havde i mange år været uden egentlig militær betydning – indtil april 1940. Derimod var Kastellet en enestående turistattraktion, der dog yderligere er blevet forstærket efter de seneste års restaureringer.

I 1940 var Kastellet domicil for en afdeling af generalkommandoen og enkelte andre stabe med et antal officerer og befalingsmænd af officiantgruppen, der ikke kom over 50.

Til forskellige arbejdes-, ordonnans- og vagttjenester var der et garnisonstropskompagni på ca. 70 mand, hvis militære uddannelse, - i henhold til bestemmelserne - var på et meget lavt niveau.

Nogle af officererne og befalingsmænd af officiantgruppen ved stabene havde tjenestebolig/kvarter i de stokke, som de fleste bolig- og kontorbygninger i Kastellet benævnes. Derudover boede der et mindre antal ugifte officerer, der gjorde tjeneste i København, som f.eks. elever på Hærens Officersskole. Endvidere boede der enkelte civile (familier), hvis funktion var knyttet til Kastellet. Alt i alt et lille militært-civilt samfund pa 200-300 mennesker, der følte sig privilegeret ved at bo i disse fascinerende omgivelser, selv om boligernes hygiejniske faciliteter var ret sparsomme. (I 1993 er det den rene idyl.)

Jeg boede i Svanestoks (syd lige del) nr. 2, hvilket var lige over for Nordre Magasin, hvor der var officers- og officiantmesse lige over for mit kvarter. Da der ikke var køkkenfaciliteter i mit kvarter, spiste jeg min aftensmad i officersmessen, hvor nogle officerer fra de stabe, der var hjemmehørende i Kastellet, også spiste. Jeg var meget glad for at komme i officersmessen, hvor jeg havde lejlighed til at være sammen med officerer, der havde mulighed for på nærmere hold at kunne følge med i den udvikling, som blev mere og mere alvorlig for Danmark og vort forsvar.

På Officersskolens yngste afdeling, hvor vi udelukkende havde civile lærere, blev der aldrig givet orientering om, hvorledes situationen udviklede sig. Vi elever måtte selv holde os orienteret gennem pressen og hos de af vore kammerater, der gjorde tjeneste ved afdelingerne.

Aftenen før det tyske overfald

Om aftenen den 8. april 1940 var vi 6-8 officerer, der spiste sammen i officersmessen og drøftede den spændte situation. De officerer, der var tjenestegørende i stabene, vidste selvfølgelig bedre end jeg, hvad den stadig alvorligere politiske og militære situation kunne komme til at betyde for os. Vi drøftede de manglende danske militære forberedelser og pressens omtale af udviklingen- især Jacob Kronika's artikler i Nationaltidende. Efter hans opfattelse, ville tyskerne - for at imødegå vest magternes eventuelle militære aktioner mod Norden - være klar til at handle både hurtigt og overraskende. Specielt var Norge efter hans mening i farezonen. Vi drøftede også de mange rygter om indskibninger af soldater i tyske Østersøhavne og de tyske troppesamlinger, der var ved at ske umiddelbart syd for grænsen. Ikke mindst de seneste omtaler af de tyske skibsbevægelser gennem Storebælt og Kattegat optog os en del. Ingen var i tvivl om, at der forelå en meget alvorlig situation for Danmark - også selv om Norge ville være hovedmålet for tyskerne. Den danske regering var uhyggelig tavs.

(Når man senere hørte, hvorledes ansvarlige toppolitikere forsøgte at bagatellisere den viden, de havde om situationen, kan man kun tvivle om sandheden i deres udtalelser. Den almene viden, vi havde om situationen, var ikke af fortrolig art.)

Inden vi skiltes efter aftensmad en sagde en kaptajnløjtnant: ''Jeg håber ikke, at Danmark, når vi vågner i morgen tidlig, hedder protektoratet Danemark'' På det tidspunkt, vi drøftede situationen i messen, anede vi ikke, at på samme tidspunkt var de tyske styrker, der skulle overfalde Kastellet, på vej i S/S "Hansestadt Danzig" ved at blive instrueret om deres angrebsopgaver.

Som på almindelige hverdagsaftener gik jeg i gang med at læse på mine lektier til næste dag. Men jeg havde lidt vanskeligt ved at koncentrere mig om mine franske verber og de matematiske opgaver. Den pessimistiske stemning i messen fulgte mig, og det varede længe inden jeg - efter lektielæsningen - kunne falde i søvn.

Vækket med et brag

Det næste jeg opfattede var, at jeg var blevet vækket med et brag. Der gik nogle minutter eller måske blot nogle sekunder, inden det for alvor rigtigt var gået op for mig, hvad dette brag kunne betyde. Mens jeg var ved at komme til mig selv oven på den bratte opvågning, hørte jeg støj og råb.

Jeg løb ind i det værelse, der har vinduer, der vender ud mod gaden mellem Svanestok og Nordre Magasin, da jeg mente, at støjen kom der fra. Trak rullegardinet op og så i samme øjeblik, i tusmørket, en tysk patrulje på 4-6 mand, der gik langs Nordre Magasins husmur, ivrigt spejdende mod Svanestok, der ligger på den anden side af gaden. Da patruljen åbenbart havde bemærket, at der skete noget ved mit vindue, begyndte nogle af dem at sigte med deres geværer mod vinduet. Kaptajnløjtnantens ord om protektoratet var kommet uhyggelig tæt på.

Jeg kom meget hurtigt ned på gulvet og ind i soveværelset, der vendte ud mod Kastellets (senere nedrevne) gymnastik hus. Kom hurtigt i uniformen og gik ud trappegangen, der skilte mit kvarter fra min genbos, der også lå på 1. sal. Min genbo - en korpsofficiant og hans kone - var også blevet vækket af braget og støjen, og de var nu kommet ud på reposen. Vi kiggede - på behørig afstand - ud af vinduerne og så og hørte, at tyskerne patruljerede og havde poster ude mellem de forskellige stokke. Der blev råbt noget om, at vi skulle komme ud af husene og gå til kirkepladsen, og at man ville begynde en husundersøgelse. Lidt efter så vi danske soldater fra garnisonstropskompagniet på vej til kirkepladsen fra deres indkvarteringsområder i den nordlige del af Nordre Magasin. På grund af den støj og uro, vi hørte fra den nordlige del af Svanestok, gik vi ud fra, at det var der, at tyskerne var begyndt husundersøgelsen af Svanestokken.

Overvejelser

Korpsofficianten og jeg talte sammen om, hvad vi kunne gøre. Enten skulle vi vente til tyskerne ved husundersøgelsen nåde vore kvarterer, eller også skulle vi følge med de andre, der var på vej mod kirkepladsen. At forsøge at slippe uset ud af bygningen og derefter at komme over volden og gennem voldgravens is-fyldte vand, opgav vi meget hurtigt. Korpsofficianten og hans kone var i øvrigt ikke helt unge mennesker, og han havde også ansvar for sin kone. Da jeg ikke havde en tjenestepistol, var det begrænset, hvor meget jeg kunne sætte mig til modværge. Vi kom til den konklusion, at vi ikke havde anden mulighed end at gå ud på kirkepladsen - altså at overgive os.

Jeg gik ind til mig selv for at overveje situationen endnu en gang. Pludselig bemærkede jeg, at jeg ikke var blev et barberet.

Da jeg ikke ville vise mig ubarberet, barberede jeg mig straks (med gammeldags barbermaskine og sæbeskum). Jeg gav mig god tid til at blive ordentlig og korrekt påklædt. Efter at have iført mig lædertøj, kasket og handsker gik jeg ud af Svanestok og mod kirkepladsen. Jeg var ikke bange eller særlig anspændt. Det hele forekom mig så uvirkeligt, at det, vi havde talt om gennem længere tid - og senest for nogle få timer siden - nu var blevet en kendsgerning. Tyske soldater, som hidtil havde været fjerne og diffuse begreber - og kun kendt gennem billeder - stod nu uden for min dør. Men det var alligevel som om, at det ikke berørte mig personligt. Jeg følte mig som iagttager.

På og omkring kirkepladsen herskede der en ret livlig tysk aktivitet. Nogle tyskere var ved at udlægge kendingsflager, som tegn til de mange fly, der kredsede over os, at Kastellet var besat. Der var opstillet en radio, og flere køretøjer var parkeret langs pladsen. Jeg så også nogle tyskere, der var i færd med at fotografere/optage film af hele sceneriet, der nu fandt sted med det tyske rigskrigsflag vajende over Kommandogårdens tag.

Tilsyneladende var de fleste tyskere mest optaget af egne aktiviteter, men der var dog nogle, der holdt øje med os. På grund af den uro, der var i og mellem de forskellige stokke, havde jeg på fornemmelsen, at der skete en del, som jeg dog ikke kunne se. Der kom endnu enkelte danskere, inden officererne blev beordret til Kommandogården, hvor vi skulle op på 1. sal, der var bolig for chefen for generalkommandoen, generalløjtnant Prior. De menige og øvrige befalingsmænd blev beordret til gymnastikhuset.

De få kvinder og børn, der var, fik besked på at gå til kirken.

Under tysk bevogtning

På 1. sal i Kommandogården blev vi - vel omkring 40 officerer - samlet i et større lokale (generalens spisestue). Vi måtte ikke tale sammen, men vi begyndte dog så småt at forstå, hvad der var sket. Det var først, da de yngre officerer blev sendt over i officiantmessen i Nordre Magasin, at vi måtte tale sammen og mere frit kunne fortælle hinanden om morgenens oplevelser.

Braget, der havde vækket mange af os, skyldtes sprængningen (kl. ca. 04:55) af Norge sporten, der altid var lukket om natten. Vi hørte også, at general Prior med nød og næppe var kommet ud af Sjællandsporten, inden tyskerne stormede ind gennem den og overmandede vagten. Sjællandsporten - også benævnt Kongeporten - er i modsætning til Norgesporten åben døgnet rundt. Vagten på en vagtkommandør og 9 mand fra garnisontropskompagniet var hurtigt blev et afvæbnet. Og de officerer, der havde været på vagt på de forskellige stabskontorer eller var i deres kvarterer, var blevet overmandet eller havde på grund af den håbløse situation, de var i, overgivet sig.

Vi var overraskede over, at generalmajor Ebbe Gørtz og den radikale indenrigsminister Bertel Dahlgaard også var taget til fange. Vi kunne ikke umiddelbart se forbindelsen mellem dem. Det viste sig senere, at de hver for sig var blevet fanget ved den vejspærring, som tyskerne havde etableret ved Østerport Station. General Gørtz, der havde overnattet i sit hjem i Hellerup, kørte straks efter alarmeringen ad hurtigste vej mod Krigsministeriet på Slotsholmen, og havnede derfor i den tyske vejspærring. På samme måde gik det flere officerer, der efter alarmeringen var på vej til Slotsholmen fra deres hjem i den østlige del af København. Generalmajor C. Jacobsen, generalinspektør for fodfolket, der boede i Generalstok, var også blandt de tilfangetagne. Han havde ikke lukket op for tyskerne, der var begyndt på husundersøgelsen, da han var syg og sengeliggende. De sprængte døren og nærmest hev ham ud af sengen.

Det blev hurtigt klart for tyskerne, at Bertel Dahlgaard også for dem var en vanskelig person. Efter at han var blevet fanget ved Østerport, var han bragt til Kommandogården. Her optrådte han yderst kværulerende og insisterede på, at han - som indenrigsminister - straks skulle frigives. Bertel Dahlgaards optræden var så uværdigt, at de danske officerer, der overværede hans samtale med tyskerne, skammede sig. Jeg så selv et glimt af ham, da han viste sig i døren til det lokale, hvor jeg var. Da han så de mange officerer og formentligt mærkede deres kulde, trak han sig meget hurtigt tilbage. Efter min opfattelse har Bertel Dahlgaard aldrig været en gevinst for det danske samfund. Da jeg hørte om hans optræden, styrkede det kun min modvilje mod denne defaitistiske "radikaler", der, som indenrigsminister i årene før krigen, havde undladt at gøre noget effektivt ved vort civile beredskab, selv om vi var på randen af en europæisk krig.

Omkring 9-tiden fik vi at vide, at vi var frie og kunne begive os hvorhen, vi ville. Da vi forlod messen og kom ud på trappegangen, gik løjtnant Resner (der senere fik et eventyrligt liv, inden han faldt i Nordafrika) hen til en tysk vagtpost, der stod med opplantet bajonet. Resner følte på bajonetten for at konstatere dens skarphed. Han sagde derefter et eller andet til soldaten, der smilede meget anstrengt.

På et eller andet tidspunkt kom der ind i Kastellet nogle åbne lastvogne, hvor der sad mænd og kvinder, bevogtet af tyskerne. Først senere fik vi at vide, at det var folk fra de engelske, franske og polske gesandtskaber, der skulle interneres, indtil de kunne blive sendt til deres respektive lande.

Tyskernes besættelse af Kastellet

Det var først år senere, at vi fik kendskab til tyskernes plan for besættelsen af Kastellet. Formålet med besættelsen var, at tage den kommanderende general - og helst også andre højere officerer - som gidsler, for at presse den danske regering til at acceptere besættelsen og de tyske krav. Man kan retrospektivt klart se, at når en militær styrke uantastet kan landsættes direkte uden for Kastellets porte, så kan man ikke finde en bedre base for afspærringen af Amalienborg og det indre København.

At Kastellet var fuldt tilgængeligt for offentligheden benyttede den tyske major Glein, der var chef for den bataillon (I/308. Infanteriregiment) der skulle overfalde Kastellet, sig af. Som almindelig "turist" rekognoscerede han 4-5. april 1940 for overfaldsmulighederne. En dansk sergent, der troede, at Glein var en almindelig turist, viste ham rundt i Kastellet, besvarede alle hans spørgsmål og drak til slut en øl med ham marketenderiet.

9. april kl. 04:20 lagde S/S "Hansestadt Danzig" til ved Langeliniekajen med Gleins bataillons tre lette kompagnier forstærket med bl.a. et tungt maskingeværkompagni og nogle panserafværgekanoner. Der er fra kajen kun nogle få hundrede meter til Kastellet. Overfaldet skete ved, at en forstærket deling af 1. kompagni trængte gennem Sjællandsporten og overmandede vagten, og 3. kompagni samt resten af 1. kompagni trængte gennem Norgesporten efter at have sprængt den lukkede port. 2. kompagni lagde straks en ydre ring omkring Kastellet for at hindre en eventuel indgriben udefra. Der blev oprettet spærringer ved bl.a. Østerport Station, og Esplanaden/Bredgade. Ved oprettelsen af den ydre ring kom enheder fra 2. kompagni i ildkamp med vagten på Amalienborg. Kampen om Amalienborg blev standset efter ordre fra kong Christian.

Kl. 06.35 kunne major Glein melde, at Kastellet var besat uden modstand, og kl. 06.50 mod tog han meldingen om, at Danmark havde accepteret de tyske krav. Derefter lod han radiohuset, telefonhuset, telegrafstationen og 15 centraler besætte af specialister.

Tyskerne hjalp mig ud

Vi, der boede i Kastellet, havde ved frigivelsen fået at vide, at vi kunne blive boende, men at vi skulle have et "Ausweis" for at kunne legitimere os, nar vi i civil påklædning skulle ind i Kastellet. Foreløbig kunne det danske adgangstegn for cyklister og bilister dog anvendes som legitimation, såfremt det var stem plet med den tyske ørn og hagekors. Det blev det samme dag. Mit "Ausweis" blev udstedt 26. april af Der deutsche Standortkommandant fur Kopenhagen, hvis adresse var Amaliegade 33. På mit Ausweis, der var forsynet med foto, var min bopæl angivet som Citadellet. Men foreløbig var uniform eller dansk adgangstegn med tysk stempel tilstrækkeligt.

Kort efter frigivelsen fik jeg fat på min cykel for at køre til Officersskolen, der var mit tjenestested. Men da jeg var kommet ud gennem Sjællandsporten og ud til Esplanaden, blev jeg mødt af en større menneskemængde. Flere spyttede på mig og råbte hånende ord om, at jeg var en kujon, der ikke havde forsvaret mit land og andre nedsættende ud tryk som landsforræder. Jeg blev så rasende, at jeg råbte, at de hellere skulle spørge Stauning om, hvorfor vi var kommet i den situation - der var i alle tilfælde ikke officerernes skyld. Selv om jeg prøvede at bane mig vej, kunne jeg faktisk ikke komme frem. Det opdagede de tyske vagter, der stod ved broen til Sjællandsporten. En tysk befalingsmand gav et par menige ordre om at skaffe mig igennem mængden.

En underlig historietime

Efter dette nedslående intermezzo, hvor jeg var blevet vred på mine uforstående landsmænd, kørte jeg så hurtigt, jeg kunne til Frederiksberg Slot, hvor der tilsyneladende intet var sket. Jeg meldte mig ved 10-11-tiden til den vagthavende inspektionsofficer, der blot sagde, at jeg skulle gå op til min klasse.

Efter skemaet havde klassen på det tidspunkt historie. Læreren var en adjunkt, der efter klassens opfattelse var radikal. Jeg forstod, at klassen havde fået ordre til at overholde skemaet og fortsætte undervisningen, som om intet var hændt.

Da jeg kom ind i klassen, var den optaget af at drøfte morgenens begivenheder. Alle havde hørt og set de tyske fly, der kredsede over København, og enkelte havde hørt det tyske ''oprop" blive læst op i radioen eller fundet det som flyveblad på gaden. Men efter hvad jeg forstod, havde skolen ikke givet nogen orientering, selv om den telefonisk var blevet alarmeret omkring kl. 05:00 af kommandanten i København. Det var først ved 11:00 tiden at kongens og regeringens proklamationer blev udsendt i radioen.

Det var under stor opmærksomhed, at jeg fortalte klassen om mine oplevelser og - især henvendt til vor historielærer - hvad jeg mente om de radikale og regeringen, der havde svigtet Danmark og bragt os i den ydmygende situation, vi var havnet i. Læreren tav klogeligt, da han så, hvor ophidset jeg var. Det var en underlig historietime, der fandt sted midt på en dag, som med morgenstundens begivenheder allerede var blevet historisk.

Senere på dagen fik vi i yngste afdeling at vide, at undervisningen skulle fortsætte efter skemaet. Vi fik vist nok tidlig fri om eftermiddagen. Skolen efterkom til punkt og prikke opfordringen til, at man skulle fortsætte med sit daglige arbejde.

Et ændret bybillede

Senere på dagen gik jeg sammen med en bekendt rundt i kvarteret omkring Kongens Nytorv og Bredgade for at få indtryk af situationen. Der var flyttet tyskere ind på hotel d'Angleterre, hvor der holdt flere militære biler og motorcykler. I Bredgade var der tilsyneladende flyttet tyskere ind på hotel Phønix, hvor der stod to tyske vagtposter foran indgangen. I øvrigt havde tyskerne benyttet deres magt til at indføre ensrettet trafik i bade Store Kongensgade og Bredgade. På Amalienborg havde garderne fået udskiftet den blå vagtuniform med feltuniformen.

Der var lidt flere københavnere på gaden end sædvanligt. De kiggede nysgerrigt på de tyske soldater, der var på post eller - som efter en udenforståendes opfattelse - kørte planløst rundt i byen. Men det var måske for at gøre indtryk på borgerne. På Kongens Nytorv så jeg nogle danskere, der forsøgte at komme i kontakt med de tyske soldater. Men tilsyneladende var alt roligt. De fleste skyndte sig dog hjem, inden det blev mørkt, for at få ordnet den mørklægning, som tyskerne krævede.

Ved min tilbagekomst til Kastellet erfarede jeg, at garnisontropskompagniet havde pakket deres grej og var afmarcheret - uden våben - til Gernersgades kaserne. I løbet af eftermiddagen (9. april) og de efterfølgende dage var de forskellige stabe og nogle af beboerne flyttet fra Kastellet. I løbet af 9. april var der i Kastellet skaffet indkvartering til major Gleins styrke på omkring 650 mand.

"Oprop" og budskaber

I dagene efter 9. april tænkte jeg den gang - som nu - at regeringen "for god ordens skyld" kynisk ofrede nogle soldaters liv (senere viste det sig, at være 16 faldne og 23 sårede). Den danske defaitistiske forsvarspolitik kunne ikke andet end bringe Danmark i en situation, som medførte en tysk besættelse. Som afslutning på den epoke ofrede regeringen nogle soldater. Og den ansvarssky regering "skubbede" kongen foran sig, da der skulle kapituleres.

9. april 1940 blev en verdenskendt ydmygelse. En ydmygelse, der kunne have været undgået, såfremt regeringen i tide havde etableret et troværdigt forsvar. Et forsvar kunne ikke stables på benene i løbet af nogle uger, dage eller timer. Som situationen var blevet, kunne vi kun kapitulere, hvor ydmygende det end var.

De tyske "oprop" og de budskaber kongen og regeringen udsendte, følte jeg var kunstige og uærlige.

Det var naturligt, at tyskerne ønskede, at danskerne passede deres arbejde som sædvanligt. I det tyske ”oprop” hed det bl.a.: "Folket opfordres til at fortsætte det daglige arbejde og til at sørge for rolighed og orden".

Og den danske regerings budskab var ikke meget bedre. Det hed bl.a. "Ro og orden må præge landet, og loyal optræden må udvises over for alle, som har myndighed at udøve".

Hvorfor skulle vi være loyale over for dem, der udsendte disse erklæringer. Hvorfor over for tyskerne, med hvem vi havde en ikke angrebspagt? Der var ingen grund til at være loyal overfor en voldsmand.

Og hvorfor være loyal over for de danske ministre, der havde svigtet deres naturlige pligter? Opfordrede regeringen os til også at være loyale over for tyskerne, der nu havde tiltaget sig myndighed? Det var spørgsmål, der optog mig en del.

Skulle 9. april 1940 blot være som en almindelig hverdag, hvor enhver passede sit daglige arbejde - som om intet var hændt?

Samarbejdspolitikken var begyndt. Den blev først afbrudt 29. august 1943. Det tog danskerne 3 1/2 år at finde ud af, at der ikke var brug for loyalitet under alle forhold. Men det vidste vi ikke 9. april.

Ingen ændringer i tilmeldelsesfrister.

Fra 9. april kunne vi ikke længere få aftensmad i Kastellets officersmesse. Derfor forsøgte jeg at tilmelde mig til aftensmaden på Officersskolen. Men jeg blev afvist med den besked, at tilmeldingen til kostforplejningen skulle være sket den 25. måneden før. Jeg forsøgte at forklare, at jeg ikke den 25. marts var klar over, at der ville ske ændringer 9. april. Et forhold som jeg absolut ikke havde haft indflydelse på. Men nej - reglerne skulle overholdes. Da jeg regnede med, at min tilmelding så stod ved magt fra maj, tænkte jeg ikke nærmere over. Men min henvendelse 10. april var ikke at betragte som en tilmelding, hvorfor jeg blev afvist, da jeg forsøgte at få aftensmad fra 1. maj. Jeg måtte vente til juni. I mellemtiden lærte jeg de "ydmyge" spisesteder - bl.a. i det københavnske "minefelt" - at kende.

Blev boende i Kastellet

Jeg blev boende i Kastellet. Og takket været Kastellets kommandant, oberstløjtnant Bokkenheuser fik endnu nogle elever fra Officersskolen kvarter i Kastellet. Vi var omkring 8-10 1øjtnanter, der hyggede os i Kastellet - til trods for tyskernes tilstedeværelse, som vi fuldstændig ignorererede.

Det var skiftende tyske styrker, der var indkvarteret i Kastellet. De første styrker, der var indkvarteret, var som "rigtige" soldater skulle være. Men senere kom der luftværnsartillerister, som ikke så feltduelige ud. Flere var så dårligt gående og så så gamle ud, at det undrede mig, at de var indkaldte som soldater. De soldater, der var på post ved Sjællandsporten var derimod altid præsentable og korrekte i deres optræden. De aflagde altid korrekt honnør, når jeg passerede.

Lidt efter lidt blev der indrettet forsvarsstillinger i Kastellet og på voldene - også mod flyangreb. Endvidere blev der bygget nogle interimistiske bygninger og halvtage. Alt sammen noget der gav Kastellet et trist præg.

Jeg blev hurtigt efter besættelsen af den danske kommandant udpeget som husvagt for Svanestok. Og dermed fik jeg ansvaret for, at der altid var korrekt mørklægning, og at beboerne kom i beskyttelsesrum ved luftalarmerne. Beskyttelsesrummet var udfaldsgangen gennem vold en bag Nordre Magasin. Jeg erindrer en lille pudsig hændelse fra den tid. En dag drak jeg en øl i marketenderiet sammen med den flinke kasernearbejder. Pludselig lød luftalarmen, og vi løb til beskyttelsesrummet. Efter have siddet lidt sprang kasernearbejderen op og løb ud af rummet. Men lidt efter kom han sveddryppende tilbage med den halve øl, han havde glemt i skydningen. At redde øllet var det vigtigste.

Da jeg var færdig med yngste afdeling i 1941, rejste jeg fra Kastellet. Flere og flere af beboerne følte sig efterhånd en utrygge ved at bo i Kastellet og "sivede" bort. Tyskerne, der ikke var glade for at have danskere boende i området, gav derfor ordre til, at alle danskere skulle være fraflyttet Kastellet inden 1. november 1942.

April 1945

Mit sidste indtryk af tyske soldater og Kastellet fik jeg i slutningen af april 1945. Jeg skulle til Langelinieområdet for at se, hvad der skete i havnen. På min vej mod havnen oplevede jeg et syn, som gjorde et uudsletteligt indtryk på mig.

På plænerne til venstre for Norgesporten, når man komme inde fra Kastellet, lå 150-200 tyske soldater på den bare kolde jord. De lå, som de sov eller var bevidstløse - nogle havde bandager på. Deres uniformer var krøllede og snavsede. Jeg formodede, at de var kommet med skib direkte fra en krigsskueplads i det nordlige Tyskland. Det må have været kamptrætheden og sammenstuvningen i skibet, der havde gjort dem fuldstændig udmattede. Der var ingen vagtposter. Der undrede mig, at de ikke var kommet ind i Kastellet, men måske har de været så udmattede, at de ikke har kunnet slæbe sig over broen og ind i Kastellet. Lidt efter dukkede der vagter op, og jeg blev gennet væk. Da jeg senere kom tilbage var styrken væk.

Det var en ejendommelig oplevelse, at se de udmattede tyske soldater ligge foran Norgesporten, som andre tyske soldater så triumferende var stormet igennem fem år tidligere.

Jeg glædede mig til snart igen at kunne se danske soldater i Kastellet.