Vores egen historie

Fra før vi blev til og frem til 2014

Af Finn Andersen

Forord

Når man er interesseret i historie, i mit tilfælde i særdeleshed Kastellets historie, så løber man ofte ind i problemer med at finde kilder, der kan belyse et eller andet aspekt i en sag man forsker i.

Ofte er en potentiel kilde død, uden at have efterladt sig oplysninger om et interessant område af historien, hvor den pågældende i levende live var en vigtig aktør, og når man så løber ind i en historisk blindgyde tænker man ofte ”åh, hvorfor skrev han dog ikke om det?”.

Omvendt er der også tider, hvor man med stor taknemmelighed tænker på de, der tænkte på eftertiden. I tilfældet Kastellet var den vigtigste historieskriver Victor Krohn, hvis familie velvilligst har stillet hans efterladte materialer til rådighed for ”Kastellets Venner & Historisk Samling”, og gode, gamle Victor var i sandhed en mand, der tænkte ikke blot på fortiden, som han beskrev og dokumenterede, men også på sin eftertid, hvorfor han testamenterede sine historiske arkivalier til Det Kgl. Bibliotek, i dag i Rigsarkivet, hvor der ligger hele 11 arkivpakker. Han var forudseende nok til også at beskrive sig selv, så vi i dag ved ganske meget om både hans historiske forskning og også om ham selv, og processerne bag forskningen.

Med alt dette in mente må man jo gribe i egen barm, og tænke på hvad man selv ikke har bidraget med til en eftertid. Her ligger det nært for at beskrive vor egen historie, mens i alt fald hovedparten af aktørerne endnu er i live og kan udtale sig.

Dette er resultatet: Et bidrag til vor egen historie. Min tilgang har været ganske uhistorisk, idet jeg har benyttet mig af at så få af de vigtige kilder er døde, hvorfor det vigtigste kildemateriale har været interview med de heldigvis endnu levende og raske kildepersoner.

Jeg skal derfor her takke alle de pågældende, ikke blot for deres viden og hukommelse, men især fordi det gav mig lejlighed til at genopleve gode, gamle minder.

Finn Andersen, Karlslunde 2017

 

Kastelsguider anno 2014

Forhistorien

Der var engang… sådan starter alle gode eventyr, men sandheden er jo, at der som regel også ligger noget forud.

Dette er i høj grad også tilfældet for Kastellets Venner, som udsprang af et eksisterende historisk guidekorps, der formidlede Kastellets spændende historie. Så hvordan opstod da denne gruppe af mennesker, og hvordan blev de til foreningen ”Kastellets Venner & Historisk Samling”?

Idemanden til guidekorpset var Hjemmeværnets civilkommitterede Knud Alfred Damgaard (1917-2001), der ud over en solid politisk baggrund, også var blandt stifterne af det moderne Hjemmeværn, hvor han bl.a. fra 1946 var redaktør af bladet ”Hjemmeværnet”, der faktisk er ældre end det lovfæstede Hjemmeværn (oprettet ved lov 1949). Som ildsjæl, mediemand og politiker var han interesseret i at formidle Hjemmeværnet til den almindelige befolkning, ikke mindst fordi han tiltrådte som Kommitteret for Hjemmeværnet i 1977, hvor det var højeste mode at være venstreorienteret og forsvarsfjendtlig.

Knud Damgaard (1917-2001)

Der fandtes ved hans tiltræden en udstillingstjeneste, der skulle hjælpe ved hvervearrangementer, især i den daværende Region Vl, dvs. Storkøbenhavn. Den var beliggende på Rytterskolen i Brønshøj, hvor lederen var en tidligere modstandsmand ved navn Bruno Mortensen, og hvor ”produktionen” bestod i udstillinger med hovedvægten på modstandskampen under besættelsen.

Knud Damgaard var selv en af modstandens ledere i ”Ringen” men indså, at det et moderne Hjemmeværn behøvede, ikke kun var gamle modstandsfolk, men bred, folkelig opbakning og at det skulle bestå af dagens almindelige borgere. Som tidligere oplysningskonsulent kendte han værdien af en god udstilling i oplysningstjenesten, og besluttede derfor at grundlægge en landsdækkende udstillingstjeneste, der skulle benytte de mest moderne hjælpemidler. Til dette behøvede han både nye folk, og nye tanker og ideer.

Placering skulle være tæt på ham selv, og da han havde kontor hos Hjemmeværnskommandoen i Kastellet, var en placering her ønskelig. Valget faldt på Materialgården fra 1842 ud til Kirkepladsen i Kastellet, der stod ledig. Så skulle der findes en leder, og hertil faldt valget på Fridtjof Bornkessel, der både var uddannet fotograf, og havde en stor viden om tidens mest moderne audiovisuelle hjælpemidler.

Materialgård (Kastellet 19), opført 1842. Udstillingstjenestens hjem fra 1979 til 1995

Fridtjof blev ansat som Udstillingsleder og samlede et team, der skulle opbygge og modernisere en moderne udstillingstjeneste. Først skulle de dog hente, hvad der allerede fandtes på Rytterskolen i Brønshøj. Den tidligere udstillingschef, Bruno Mortensen, var naturligt nok lidt forbeholden over for manden, der skulle overtage hans stilling, men samarbejdede dog loyalt, og hjalp folkene fra den ny udstillingstjeneste med at fylde alt i en kassevogn. Til sidst gav han dem en stor kasse med ordene ”den her skal du nok være lidt forsigtig med”. Den røg ind på sædet, og vel ankommet til det ny domicil i Materialgård blev den stillet ind på gulvet. Da den et par uger senere blev åbnet, blegnede Fridtjof noget, da den viste sig at være fyldt med gamle tændsatser og sprængstoffer. Den blev – meget forsigtigt - hentet af forsvarets sprængstofeksperter. Et enkelt omslagspapir med teksten ”PE-2” (engelsk, nedkastet plastisk sprængstof) blev dog gemt og lagt i en udstillingsvitrine, der stod på trappeafsatsen på 1. sal.

Nu var ideen, at der skulle bygges en stationær udstilling i Materialgård, der skulle vise alle de moderne muligheder for anvendelse af AV-hjælpemidler, som inspiration til udstillingsfolkene over hele landet.

På en studietur til USA havde man set en talende figur, hvor en levende mands ansigt blev projiceret på den, så det var en ”levende” figur. Noget sådant ville man også lave i Danmark, men herhjemme mener vi jo altid, at vi kan lave tingene bedre – så det gjorde man.

”Livjægeren” bygges

Der etableredes et samarbejde med firmaet AVE (Audio Visuel Engineering), der lavede et hult hoved i hvid plastic. I dette monteredes et spejl i nakken, og i maven fik figuren en projektor, der sendte en optagelse af et talende ansigt op i hovedet, der således blev projiceret indefra, og en højttaler gav lyden. Så manglede man blot en rigtig militærmand til at lægge hoved og stemme til figuren. Her var den helt rigtige Kastellets daværende kommandant, major Poul Erik Helbo Pedersen, af alle kaldet Helbo (kommandant 1969-1981).

Poul Erik Helbo Pedersen, Kommandant 1969-1981

Han kunne stå helt stille mens han talte, havde en god fuldtonende stemme, og var ”typen” på en rigtig soldat.

Så Helbo blev figurens ansigt – og det skadede jo ikke, at kommandanten herved blev meget positivt indstillet, både overfor Hjemmeværnet som sådan, som for udstillingstjenesten i særdeleshed.

Figuren blev ved Tøjhusmuseets hjælp iklædt uniform som Livjæger anno 1802, et af de første frivillige korps, der anses som en stamfader til Hjemmeværnet. Uniformen syedes af en skrædder efter originale tegninger, mens alt lædertøj og patrontaske lavedes af Udstillingstjenesten selv. Chakot (hat) og krudthorn blev udlånt af Tøjhusmuseet.

Figuren stod lige inden for døren til Materialgård, ved trappen op. Når man trådte ind, stod figuren bøjet over en skrivepult, men rettede sig op og vendte sig mod tilskueren, og Helbos ansigt gav en introduktion til Hjemmeværnet og oprindelsen til det. Når Helbo holdt inde, stod figuren blot med hans ansigt tavst, mens en film startede på væggen på trappeafsatsen. Denne handlede kortfattet om optakten til 2. Verdenskrig og besættelsen.

Den færdige Livjæger

Når filmen sluttede, gik man op ad trappen til 1.sal, hvor der dels stod en montre med effekter fra modstandsbevægelsen, dels startede endnu en film, denne gang på en TV-monitor, der handlede om befrielsen og optakten til Hjemmeværnet – og så gik man ind i selve udstillingen, der fyldte det halve af den øverste etage – hele østenden. Også her var der talende figurer, dog lavet lidt enklere idet det blot var voksdukker, hvor et ansigt blev projiceret fra en projektor i loftet. Der var tre stande, Hærhjemmeværn, FlyverHJV og MarineHJV, der kørte efter tur.

Hærhjemmeværnsstanden

For alle tre gjaldt, at det var vigtigt IKKE at lægge vægten på kamp og krig, hvorfor alle tre stande handlede om bevogtning og overvågning. Faktisk var der adskillige, meget ”røde” lærere, der havde klasser inde at se udstillingen, som roste den meget for dens sobre måde at præsentere tingene og Hjemmeværnet på.

Hjemmeværnets guidekorps dannes

Og netop dette var helt centralt: En udstilling kræver jo, at der kommer nogen og SER på den. Godt nok var den reklame for Udstillingstjenesten, rettet mod oplysningsfolk i Hjemmeværnet selv, men den skulle også anvendes som stationær oplysningsstation for det meste af Sjælland, og i særdeleshed København. Damgaards idé var at anvende en madding til at tiltrække folk til udstillingen, og ikke mindst at anvende den til at præge de kommende generationer, det vil sige skoleelever af de ældste klasser – og hans tiltænkte madding var selve det gamle Kastel og dets fascinerende historie. Hertil ville han danne et korps af guider, der skulle lave en rundvisning i Kastellet, og fortælle nogle af de spændende ”røverhistorier” som guiderne stadig fortæller den dag i dag. Tanken var, at man skulle have en rundvisning i Kastellet, og til gengæld var man ”tvangsindlagt” til at bese hjemmeværnsudstillingen.

Opgaven med at finde guider blev givet til Fridtjof Bornkessel, men de forskellige Hjemmeværnskonsulenter blev også bedt om at kigge efter egnede frivillige hertil.

Den første blev dog ”landet” af Fridtjof Bornkessel. I forbindelse med en udstilling i Höganäs om de illegale transporter til Sverige under besættelsen, talte han med en de centrale skikkelser i ”Dansk Samling” under besættelsen, Vilner Skov, som havde stået for netop transporter over Øresund, først med kajakker, siden mere organiseret.

Fra udstillingen i Höganäs – Den første guide, Vilner Skov stående til venstre i uniform

Vilner var meget historisk interesseret, og lod sig hverve som den første frivillige rundviser, og han blev også skaberen af den ”standardtur” der oftest anvendes den dag i dag. Vilner lånte et af de sjældne eksemplarer af Victor Krohn’s ”Kastellets Fængselshistorie”, som blev fotokopieret i seks eksemplarer ved Hjemmeværnsregion Vl og pænt indbundet. Dette blev ”bibelen” for alle kommende guider sammen med Krabbe’s ”Kastellet gennem 300 år”.

Den næste fangst var såmænd forfatteren til disse linjer. Min hustru skulle lave et hvervearrangement for sit kompagni (dengang 6807) og var til møde med konsulent Helle Saaboe, der nævnte, at man savnede historieinteresserede til at vise rundt i Kastellet – og min hustru mente nok at kende en sådan. Så kom jeg til samtale hos Fridtjof, og blev den næste guide. Først fik jeg besked på at læse de to bibler ”lær dem udenad og æd dem”, dernæst var jeg ”føl” hos Vilner to gange – og så var jeg fuldbefaren guide, der selv skulle vise rundt.

Vi to guider blev hurtigt flere, idet vi hver for sig havde pæne netværk, der omfattede adskillige egnede kandidater – blandt andet håndfangede jeg Niels Elsborg, der i dag er formand for Kastellets Venner. Andre guider var Knud Ervø, pensioneret skoleinspektør og historielærer, forfatteren Knud Overs, samt Villy Goldring, men med tiden blev vi endnu flere.

Da alt over én er en flok, var det første guidekorps dermed en aktualitet allerede før årsskiftet 1980, hvor udstillingen også stod færdig – den officielle åbning med præsentation for pressen blev dog udsat til efter sommerferien 1980, selv om mange mennesker på dette tidspunkt havde set hele udstillingen – men så vidste man da, at den (dengang) meget avancerede teknologi fungerede og alle børnesygdomme var overstået.

Brochure om udstilling og rundvisning
sendt til alle skoler i København – bagside ses herunder

Bagside af brochure – her ses Kastellet anno 1980.
Frihavnssporet løb lige til højre for hegnet bag bygningerne længst til højre
på tegningen. De østlige bastioner var således ikke tilgængelige dengang

Faktisk var den allerførste præsentation ikke så heldig. Livjægerfiguren var lige blevet færdig, da Knud Damgaard kom anstigende med et hold udenlandske officerer, der skulle bese vidunderet. Damgaard befalede ”start figuren” og man trykkede håbefuldt på knappen. Livjægeren rettede sig op, bukkede til højre og til venstre, sagde ikke et muk, men vedblev at bukke til højre og venstre. Damgaard sagde heller ikke så meget, men trak sig stille tilbage med de knap så imponerede officerer, og fra Fridtjof’s kontor lød et råb: ”Jeg går hjem og græmmer mig”.

Men at meget kunne gå galt fremgår af, at udstillingen krævede 3,4 KILOMETER kabler.

Flyverhjemmeværnstanden: Et luftmeldetårn. En film viser et fly, som rapporteres
til Lavvarslingscentralen, hvor filmen viser plotning ud fra meldingerne

Udklip fra FREDERIKSBORG AMTSAVIS 14. aug. 1980
 

Guidekopsets hverdag

Jeg var i disse år studerende ved Tandlægeskolen i København, der dengang lå i Universitetsparken. Der var blot en kort cykeltur til Kastellet, så det var nemt at komme ind og vise rundt. Det var kort og godt sjovt, og vi guider havde samtidig et rigt socialt samvær. ”Stillingen” var jo ulønnet, så vi lønnede os selv med sjove oplevelser og konkurrerede på viden om Kastellets historie – men ikke bare dette. En ting, der hurtigt blev fast tradition ved de årlige julefrokoster var, at man indgik væddemål om snapsen til den næste frokost. Således sikrede vi os at der altid var rige forsyninger. Normalt var væddemålet om noget kastelhistorisk, men andet kunne dog også bruges. Allerede dengang var en nytårsaften uden filmsketchen ”90-årsdagen” ganske utænkelig, og et af de væddemål der kostede undertegnede en flaske snaps var om, hvilket dyr den mandlige butler hele tiden snublede over: Var det et tigerskind eller et bjørneskind? Og desværre holdt undertegnede på en isbjørn – men det ER et tigerskind. Det var dyrt for en studerende dengang, men jeg var ikke ene om at holde på bjørnen, så der blev ganske mange flasker til næste lejlighed.

Guidemøde (og julefrokost) i udstillingen

Guidekorpset var (og er) desværre meget mandsdomineret, men en enkelt kvinde sneg sig dog ind. Der var ofte NATO-delegationer, der skulle bese den flotte udstilling, så der var behov for nogen, der kunne tale udenlandsk. Her mente Fridtjof at han kendte en: Hans kone Sabine. Sabine er født tysk, så hun kunne naturligvis sit modersmål, og desuden talte hun flydende engelsk foruden selvfølgelig dansk, så hun blev ganske enkelt indkommanderet, og det gik da også ganske godt.

Sabine og Fridtjof Bornkessel 2014.

Der kunne selvfølgelig ske enkelte smuttere, som da hun skulle vise et hold fine fruer rundt, der blandt andet skulle bese kirken.

Lige denne dag var den sædvanlige dør dog låst, så hun gik ind gennem en sideindgang, og da de kom til det Sabine mente var døren til selve kirken, sagde hun flot ”og her skal I se noget, I aldrig har set før” – det passede, for med en elegant bevægelse slog hun døren op til……herretoilettet.

Sabine kom også til at vise skoleklasser rundt. Dengang havde vi udarbejdet et spørgeskema, (bilag 1) der på pædagogisk vis skulle vise, hvad elevernes udbytte havde været. Det var både tænkt som en hjælp til os selv til at udvikle udstillingen og rundturen, men også som en hjælp til skolelæreren til at vise elevernes interesse og udbytte. Efter rundturen og hjemmeværnsudstillingen kom eleverne ind i et stort lokale på den anden side af trappen, hvor vi serverede kakao og besvarede spørgsmål – og så skulle de udfylde de nævnte spørgeskemaer. Et af spørgsmålene lød: ”Hvad interesserede dig mest?” – det var faktisk ofte den talende dukke, men en dag svarede en stor knægt ”Sabines patter”. Noget havde han da fået ud af turen.

Kastellet, hvor vi viste rundt i 1980’erne, var meget anderledes end i dag, hvor restaureringen er langt mere fremskredet. Først og fremmest var de to østlige bastioner, Prinsessens- og Grevens Bastion skilt fra resten af Kastellet af en jernbane, der i 1890’erne brutalt blev ført gennem Kastellet til Frihavnen. Banen anvendtes ikke mere, men var fortsat indhegnet af et højt toldgitter på begge sider.

Gitteret ses herover med Ny Kasernebygningen til venstre. Skyggen i forgrund til højre er Kommandantgård.
Der var et tilsvarende gitter på den anden side af banen. Billedet er taget ca. 1960.

Desuden stod endnu de store, grimme kaserner fra 1880’erne, Ny Kaserne og Depotbygning, og kirken var også anderledes end i dag, hvor den i videst muligt omfang er bragt tilbage til udseendet fra 1780’erne.

Kommandanten træder i karakter

Der var mange morsomme episoder i disse år. En af de mere underholdende skyldtes en rundvisning for Foreningen Norden den 1. september 1984 for et fælles dansk/svensk hold. Det blev besluttet at dele holdet op i et dansktalende og et svensktalende hold, hvor guiden for det svenske hold blev Knud Ervø, pensioneret skoleinspektør og gammel historielærer – med fint kendskab til svensk fra et ufrivilligt ophold dér under besættelsen. Blandt de fremviste historiske steder var også den nuværende Præstegård, der blev udpeget som det sted, der havde huset bl.a. den store svenske feltmarskal Magnus Stenbock, som døde i dette hus 1717. Turen gik derpå som planlagt, og blev afsluttet som sædvanligt med et besøg i Hjemmeværnsudstillingen med påfølgende kaffe og kakao.

Stenbock’s fængsel i Præstegården. Foto 2014

Lidet anede vi, at dette besøg skulle kompromittere det dansk/svenske forhold, så vi kom på randen af en ny krig. I slutningen af november 1984 modtog kommandanten, major Erik Ørnstedt (kommandant 1981-1994) et anbefalet brev fra en svensk advokat i Helsingborg, hvori denne klagede over den ”pinsame” historieforfalskning, der således hævdede, at sejrherren fra slaget ved Helsingborg skulle have boet i så stort og smukt et hus, når nu al svensk historieskrivning viste, at han blev ydmyget, og holdt i en ussel celle, hvor fugt steg op fra kælderen og gjorde ham syg, så han døde af det. For god ordens skyld havde denne brave, svenske stridsmand sendt kopier af klagen til Foreningen Norden i både Sverige og Danmark samt den svenske ambassade i København.

Ørnstedt (der for øvrigt selv var 3. generations dansker af en familie fra Halland) var en meget striks og korrekt militærmand, men uhyre historisk vidende, og meget interesseret i Kastellets historie.

Han glemte intet, men sådanne civile sager kom sidst på hans dagsorden, så han svarede først i marts det følgende år i et langt, udførligt (og gennemført militært korrekt) brev til både den selvudnævnte advokat for Stenbock, den svenske ambassade i København, Foreningen Norden i såvel København som Stockholm, og endelig Hjemmeværnets Udstillingstjeneste, der først nu blev orienteret om de voldsomme politiske forviklinger, vi havde forårsaget.

I brevet vedlagde han uddrag af ”Kastellet gennem 300 år” af sin forgængers forgænger, oberst Krabbe, og fastslog at guiden, Knud Ervø, havde talt sandt. Tilmed kunne han påvise, at både Stenbock selv og hans nulevende advokat beviste sandheden heraf, idet de begge talte om den ”stinkende kælder” hvorfra der steg fugt op. Den eneste kælder i Kastellet ligger nemlig under præstegården.

Dette tyggede advokaten på en måneds tid, så kom der et nyt svar til samtlige. Nu havde han haft fat i flere historieprofessorer i Sverige, som vedgik at alle svenske historikere havde beskrevet Stenbock’s skæbne som han havde skrevet, men at dette nok skulle ses i betragtning af det had, der dengang rådede mellem Danmark og Sverige. Bl.a. nævnte Prof. Åberg, at danske krigsfanger, der skulle hjemsendes fra Helsingborg, frem for en kort sejltur over Øresund, blev tvunget til at gå til fods om vinteren via Jämtland til Trondheim, en tur kun få overlevede. Den gode sagfører indrømmede så, at guiden såmænd nok havde haft ret i sin påstand, og dermed undgik vi en ny svenskekrig. (bilag 2)

Udstillingstjenesten kom til at præge Kastellet på flere måder. Således var det denne, der først lavede en kopi af Norcoss’ bur i 1980, der dog fik en forholdsvis kort karriere. Dette skyldtes, at kommandanten, MJ Ørnstedt besluttede, at en sådan kopi var ”historieforfalskning” og lod det nedrive igen. Ideen overlevede dog, og 14. oktober 1999 kunne ”Kastellets Historiske Samling” invitere til indvielse af et nyt bur, denne gang bygget af fagskolens elever efter originale håndværksteknikker og forsynet med en dukke forestillende Norcross med sine mus – buret findes stadig i hans celle, dog p.t. desværre uden gulvet, da dette blev ødelagt ved oversvømmelse efter et stort skybrud 2011. 

Norcross i sit bur, før gulvet blev ødelagt.

Guidekorpset overføres til Kommandantskabet

I 1994 blev Fridtjof Bornkessel ramt af en blodprop i hjernen, og måtte gå på deltid af helbredsmæssige årsager – om end ikke helt så meget, som en af hans ansatte mente, da han frimodigt udtalte ”Nu er Fridtjof jo på halv deltid”, men det skar ned på hans egen indsats, der mere og mere overgik til hans ansatte.

Samtidig ønskede den nytiltrådte kommitterede for Hjemmeværnet, Peder Sønderby, at Udstillingstjenesten skulle flyttes til Glostrup, hvor Hjemmeværnet havde overtaget et større fabrikskompleks, der kunne rumme både et Hjemmeværnsdistrikt og et hjemmeværnsdepot – og så var der stadig masser af plads til overs.

 

Livjægeren nedtages

Der kunne, mente man, spares ret meget ved at samle flere funktioner på denne adresse. Denne udflytning afsluttedes 1994-95, hvor Bornkessel så samtidig endegyldigt trak sig tilbage af helbredsmæssige årsager.

Udstillingen blev nedtaget og spredt. Den mekaniske livjæger kom således til Hjemmeværnsmuseet i Frøslevlejren. Montren med forskellige ting fra besættelsen kom med til Glostrup, hvor den fortsat befinder sig på hovedtrappen – i dag desværre uden at ret mange kender dens fortid.

Udstillingen nedtages, og Materialgård ryddes

Sidste ”gravøl”

Udstillingstjenesten kom dog kun til at befinde sig forholdsvis kort tid i Glostrup, idet det få år senere blev besluttet at samle hele oplysningstjenesten på Hjemmeværnsskolen i Nymindegablejren, herunder også Udstillingstjenesten. De ansatte ønskede imidlertid ikke at følge med til Vestjylland, hvorfor der måtte startes helt forfra herovre.

En lille sjov historie er dog kædet til afslutningen i Glostrup: Per Lynge var sidste mand tilbage, og skulle opstille en udstilling i Slipshavn som sit sidste job. Da han kom tilbage, var Distriktsbygningen lukket, så han stillede tingene ind, låste bilen og alle døre, smed nøglen i postkassen og måtte så klatre over hegnet for at komme ud. Således sluttedes Udstillingstjenesten på Sjælland meget symbolsk med en mand, der kravlede over hegnet og forlod stillingen.

En ny udstillingstjeneste blev opbygget i Nymindegab under ledelse af Hjemmeværnskonsulent Erik Medum Jensen, og senere Lisbeth Frost Jensen, men blev efter en forholdsvis kort funktionstid endeligt nedlagt. Oplysningstjenestens videre udvikling er imidlertid ikke denne histories formål, hvorfor vi her forlader denne.

Guidekorpset reddes i 11.time.

Hvad nu med guidekorpset? Ja, vi forudså vores opløsning, for der var næppe mange, der ville have en historisk rundvisning omkring Farverland i Glostrup.

Da blev alle vi guider tilsagt til et møde med kommandanten i Kastellet, major Ørnstedt (Kommandant 1981-94). Dette møde blev holdt i den næsten tomme Materialgård, og blev den sidste gang vi kom til at samles dér. Vi kendte alle Ørnstedts interesse for historien, og han lagde ud med at rose os for vores formidling, som han havde fulgt igennem flere år. Nu, hvor Udstillingstjenesten skulle forlade det gamle Kastel, ville han derfor foreslå, at vi kom i ”stald” under kommandantskabet, der så ville stå for kontakt med de grupper, der ønskede en rundvisning samt administration af turene. Kommandantskabet blev nemlig tit, ofte dagligt, kontaktet af folk, der forhørte sig om muligheden for at bese Kastellet.

Erik Ørnstedt, kommandant 1981-1994

Han kunne fortsat ikke tilbyde os løn, med hans egne ord skulle rundvisningerne udføres ”con amore”, men til gengæld fri adgang til spændende steder i Kastellet, samt erfaringsudvekslingsmøder med nødtørftig forplejning (den viste sig nu ofte at være ganske god).

Vi guider syntes, at vi havde fået opbygget noget, der var for godt til at gå tabt, og trådte derfor i kommandantens tjeneste. Hurtigt blev den administrative del dog lagt over på forfatteren til disse linjer, således at kommandantens sekretariat modtog anmodninger om rundvisninger, som sendtes til mig, der så skulle fordele turene mest muligt retfærdigt, så alle fik lige mange ture.

Det foregik i de år med håndkraft, telefon og det danske postvæsen, der dengang stadig bragte post ud hver dag. Med dette var guidekorpsets eksistens reddet, nu som Kommandantskabets Guidekorps.
Rundvisningerne blev nu ofte udvidet tidsmæssigt, idet der jo ikke længere skulle afsættes tid til Hjemmeværnsudstillingen – til gengæld vankede der hverken kaffe eller kakao bagefter.
Hermed var guidekorpset frigjort fra Hjemmeværnet, og var derefter Kommandantskabets Guidekorps.

Under Ørnstedts kommando.

Major Ørnstedt var en lidt vanskelig chef for guiderne. Han besad en streng, studs og ofte hidsig personlighed, og stødte tit folk fra sig – ikke mindst civile, som han ikke havde meget til overs for.

Han krævede derfor, at vi altid skulle rundvise iført uniform M/69 – hvad der jo i nogen grad vanskeliggjorde hvervning af guider uden for Hjemmeværnet. Hans underordnede frygtede ham, og samarbejdet med disse var mange gange vanskeligt, så hans eftermæle blev noget blakket. Alligevel var han på mange måder en særdeles visionær leder af det gamle Kastel, og fik stor betydning for det.

Således opfandt og etablerede han Kastellets Historiske Samling, som i dag indgår i Kastellets Venner og er årsag til vort noget knudrede navn, ”Kastellets Venner & Historiske Samling” - ud over, at vi skulle skille os ud fra et allerede eksisterende, bornholmsk venneselskab om Kastellet i Rønne, hvad den lille tilføjelse også klarede. (bilag 4)

Historisk Samling

Det må være på sin plads her, at omtale den i og for sig ældste del af vor forening, nemlig ”Historisk Samling”, stiftet på Kastellets fødselsdag 28. okt. 1987 (bilag 5). Som medlemslisten viser, (bilag 6) var alle medlemmerne temmelig højtstående tjenstgørende, eller tidligere officerer samt museumsfolk, der på frivilligt grundlag ønskede at arbejde for bevarelsen af Kastellet og dets historiske minder. (bilag 5) I den oprindelige form havde foreningen nærmest karakter af en loge, (bilag 7) hvor man skulle anbefales til medlemskab, og eftersom medlemmerne jo alle var meget travle i kraft af deres beskæftigelse kan det tænkes, at dette var hovedårsagen til at den førte en noget tilbagetrukken tilværelse, foruden at foreningen langt hen ad vejen var tænkt som ”sovende”, men hvor de fremtrædende navne skulle virke som murbrækker hos fonde og museer. (bilag 9)

Den fik dog foranstaltet indsamling af historiske effekter, der blev oplagt dels i skunken Fortunstok 102, dels på loftet over Hovedvagten. På dette tidspunkt benævnede medlemmerne sig som medlemmer af ”Foreningen for tilvejebringelse og udstilling af Kastellets historiske samling”, med tiden forkortet til blot ”Kastellets Historiske Samling”, som den fortsat betegnes.

1988 fik Ørnstedt indrettet en samling i den vestre pavillon ved Norgesporten, hvor den stadig befinder sig, således at Kastellets Historiske Samling nu var etableret, og ikke blot et antal effekter gemt på lofter og i skunke. Til denne anskaffedes nogle glasmontrer (bilag 8), (bilag 10) og tilmed en model af Kastellet anno 1754. Der blev udarbejdet en egentlig udstillingsplan og fremstillet plancher og kopier af vigtige billeder til illustration af Kastellets spændende og lange historie.

Ørnstedt fik også igangsat et større reetableringsarbejde af det sørgeligt mishandlede gamle kastel. Som eksempler herpå kan nævnes, at han i juni 1988 fik Tøjhusmuseet til at overføre 4 stk. kanonrør af system 1766 (Carl af Hessen) fra et depot på Kronborg til Kastellet, og via et stort arbejde fik udvirket, at der i 1989 blev konstrueret 3 stk. voldlavetter nøje udførte efter originale ditto, tre – ikke fire, idet det viste sig at den ene kanon havde ligget i fregatten ”Jylland” under slaget ved Helgoland, og så ansås det for mest rigtigt, at den førtes tilbage til dette skib, (bilag 11), (bilag 12) og især fik Ørnstedt igangsat det store arbejde med at fjerne resterne af frihavnsbanen, med de store toldgitre der delte Kastellet i to, samt påbegyndt den reetablering af voldgrave og broer, der blev færdiggjort under hans efterfølger – men det store forarbejde skete allerede under Ørnstedt, som nok af mange huskes negativt som følge af hans vanskelige personlighed.

En af de smukke lavetter ”System Carl af Hessen 1766” bygget 1989

Vi guider havde dog en høj stjerne hos ham. Vi var jo historiefolk som han selv, og tilmed en slags militære personer, så blot vi ikke fremkom med højlydt kritik og var iført (korrekt) reglementeret uniform, så gik alt som smurt for vort vedkommende. Han gav sig altid tid til at arrangere besøg for os i ellers lukkede lokaliteter, såsom møllen og afholdt erfaringsudvekslingsmøder med forplejning, så vi var ikke i tvivl om, at vi var værdsatte.

Tiden under Ørnstedt blev dog kort, idet han fratrådte stillingen for at gå på pension allerede 1994.

Ny kommandant

Ny kommandant blev Major Bjarne Sørensen, under hvis ”regime” den store reetablering af Kastellet blev fuldført, betalt af Mærsk-fonden, der lagde et enormt millionbeløb i dette arbejde, der grundlæggende genskabte det smukke, gamle Kastellet. Arbejdet var enormt, idet man både skulle fjernes det gamle frihavnsspor, lukke gennemskæringerne til det i voldene, genetablere voldforløbet, dæmningerne til togsporet fjernes og voldgraven genskabes, så der igen var vand hele vejen rundt om Kastellet. Ja, tilmed måtte selve Gefionspringvandet flyttes for at muliggøre dette, og Sjællands Ravelin genskabes. Dog uden vagtbygning. Broerne til Kastellet genskabtes, desværre uden vindebroerne, der ikke ville kunne bære biler.

Det restaurerede Kastellet – atter en enhed med vand hele vejen rundt

Bjarne Sørensen overtog guidekorpset med en vis lettelse, for hermed fik han en gruppe frivillige med stor historisk indsigt til sin disposition – hvad han skønnede på, så vi følte os meget værdsatte lige fra starten.

Bjarne Sørensen, kommandant 1994-2002

Han lod sit sekretariat overtage det noget tidsrøvende arbejde med at fordele turene på de forskellige guider, hvad der var en stor lettelse for denne forfatter. Desuden frafaldt han sin forgængers uniformskrav, hvad der nu gjorde det muligt at hverve guider uden for Hjemmeværnet – og da alle havde pæne netværk, ændrede guidekorpset derfor gradvis profil fra et næsten rent hjemmeværnskorps, til et korps af historisk interesserede mennesker – og der begyndte langt om længe at komme kvinder iblandt os.

Vor nye chef udviste stor opfindsomhed med hensyn til at skaffe fondsmidler til den historiske restaurering. Således ”lånte” han DONG Kastellet til World Gas Konference, og som tak sponsorerede DONG til gengæld, at Kastellet fik genskabt den sydlige ende af Artilleristok som den var fra begyndelsen, inden mansardtagene gjorde deres indtog omkring 1784, og at der blev indrettet en belægningsstue, som de var fra de ældste tider – hvad der vil sige 1780’erne, for før denne tid flyder kilderne ikke så godt med hensyn til indretningen.

”Vaaningen”

Denne stue, ”Vaaningen” kaldet, giver den besøgende et godt indtryk af, hvordan soldaterne boede i Kastellet på denne tid. Oftest er folk rystede over de primitive forhold, men faktisk var det et meget stort fremskridt for soldaterne på den tid, og for mange boede de bedre dér, end hvor de kom fra.

Også med hensyn til ”Historisk Samling” skete der nyt. I samarbejde med Tøjhusmuseets Skoletjeneste blev der i år 2000 startet et koncept op, hvor børn skulle lege ”musketer for en dag” og på den måde lære om historien i 1700-tallet. Der blev fremstillet et antal uniformer i snit som Oldenborgske Geworbne Infanteriregiment anno 1764 i børnestørrelse, komplette med trekantede hatte, således at skoleeleverne kunne få et indtryk af, hvordan det var at være soldat dengang. (bilag 18)

Buret i Norcross’ celle blev, som tidligere omtalt genopført, og figuren af Norcross, der fortsat ses i hans celle, blev fremstillet af en jysk dukkemager, der også senere fremstillede figurerne, der ses i Vaaningen.

”Norcross” i sit bur

Med hensyn til figurer, så lykkedes det MJ Bjarne Sørensen at indkøbe nogle billige voksdukker, da Daells Varehus lukkede 1999 – disse blev iklædt gamle uniformer, og opstillet i Historisk Samling, der mere og mere begyndte at ligne en egentlig udstilling, omend noget rodet, idet der blev proppet enhver fremskaffet genstand ind. Tilmed blev den kun sjældent fremvist, idet alarmsystemet var ganske vanskeligt at betjene, og kun kunne slås fra på Kommandantskabets Kontor – når dette var åbent. Guidekorpset medtog derfor kun sjældent udstillingen på deres rundvisninger.

Ideen til Kastellets Venner fostres

Tiderne blev mere og mere vanskelige for Forsvaret. Der skulle spares og skæres ned, og der opstod et stigende pres fra Forsvarskommandoen på kommandanten, for at man ikke skulle ”spilde tid og ressourcer” på rundvisninger af civile og historisk formidling. Et problem allerede Ørnstedt havde kæmpet med.

Der modnedes derfor den tanke hos kommandant Bjarne Sørensen og Generalmajor Rye Andersen, der på denne tid var formand for den ”Historiske Samling”, at etablere et egentligt venneselskab baseret på et ikke-anvendt udkast af Ørnstedt. Hensigten var at bevare de historiske genstande i samlingen, men også den historiske formidling, og tilføje et så stort potentiale, at der også kunne blive historisk forskning. Hermed kunne man overlade den historiske formidling til andre, samtidig med at man bevarede det eksisterende – uden at det, i alt fald ud ad til, belastede det trængte kommandantskab.

General Rye Andersen var en god bekendt af advokat Wedel-Wedelsborg, der gav råd til vedtægterne, der så sendtes til Forsvarskommandoen for godkendelse. (bilag 13)

Der opnåedes forholdsvis hurtigt principiel enighed om det hensigtsmæssige i at etablere et sådant selskab, men derfra at sige at tingene så tog fart, er langt fra sandheden. Der blev skrevet, filet, og ændret i så mange forskellige udkast, at det ikke er lykkedes denne forfatter at beskrive det fyldestgørende, men omsider opnåedes officiel opbakning til et sæt vedtægter for den ny forening, der skulle kaldes ”Kastellets Venner” – men da den også skulle omfatte den allerede eksisterende ”Kastellets Historiske Samling” blev den salomoniske løsning, at foreningen skulle hedde ”Kastellets Venner & Historiske Samling”. Selskabet skulle dannes omkring en kadre bestående af guidekorpset, der også kom til at udgøre den første medlemsskare.
Det endelige udkast til vedtægter for den ny forening forelå 26-11-2001, (bilag 16) men skulle alligevel files en smule mere til, dog kun detaljer. Udkastet rundsendtes til alle Kastellets guider samt alle medlemmer af Historiske Samling, et antal personer fra Kastellets kommandantskab, Forsvarets Bibliotek (på dette tidspunkt Det Kgl. Garnisonsbibliotek) og enkelte andre historisk interesserede personer. Samtidig varsledes en stiftende generalforsamling. (bilag 14)

Foreningen stiftes omsider

Da tingene nu begyndte at tage endelig form, indkom enkelte forslag til rettelser til det endelige udkast, som bredt blev hilst velkomment, og omsider kunne der indkaldes til stiftende generalforsamling, hvor det vigtigste punkt var at få valgt en bestyrelse og derved få stiftet foreningen.

Denne 1. stiftende generalforsamling blev afholdt 14. februar 2002, kl. 16.00 i Gl. Hovedvagt. Der mødte 20 personer, og en enkelt guide, der ikke kunne komme, havde ved skriftlig fuldmagt givet tilsagn om såvel medlemskab, som støtte til oprettelsen. (bilag 15)

Nu tog tingene virkelig fart: Kommandanten, Bjarne Sørensen, bød velkommen til mødet, der gerne skulle blive stiftende generalforsamling. Eggert Frandsen blev enstemmigt valgt som ordstyrer, og bare 20 minutter senere var den ny forening stiftet, og den første bestyrelse valgt med akklamation. Denne kom til at se således ud:

Formand: N. A. Rye Andersen
Næstformand: Niels Elsborg
Kasserer: Eggert Frandsen
Sekretær: Hans Trolle
Fast medlem: Den til enhver tid værende kommandant i Kastellet (Bjarne Sørensen ved stiftelsen)

Så eksisterede ”Kastellets Venner & Historiske Samling” officielt, og alle 20 tilstedeværende meldte sig ind i foreningen, plus den fraværende, hvad der betød at foreningen startede sin officielle tilværelse med hele 21 medlemmer, der entusiastisk tog fat på at forme foreningen og formidlingen af Kastellet. Allerede samme dag besluttedes det at afholde det første bestyrelsesmøde bare fire dage senere.

Dette afholdtes mandag den 18. februar 2002, og dermed var den ny forenings arbejde reelt startet. Her måtte tages stilling til centrale emner som, hvem der egentlig skulle være medlemmer af foreningen, for SÅ mange guider var der jo heller ikke, foreningens navn idet der var ønske om at ændre dette til ”Kastellets Historiske Selskab” og to-tre andre forslag, idet der allerede eksisterede et venneselskab omkring kastellet i Rønne. Enighed opnåedes ikke, og derfor fastholdtes navnet indtil videre. Først senere på året besluttedes det IKKE at ændre navnet, der således forblev det, det stadig er. (bilag 16), (bilag 17)

Igen ny kommandant

Ret hurtigt fik foreningen igen ny kommandant at samarbejde med, idet Bjarne Sørensen gik på pension i 2002. Den ny kommandant, der heldigvis fik et meget langt åremål at virke i, blev major Jørgen Kold. Noget af det første den ny kommandant satte i værk sammen med den ny forening var et ”arvet” projekt til fornyelse af mørnede lavetter til de historiske jernkanoner model M/1834 på bastionerne.

Foreningens mange fødselsdage

Den nyvalgte formand for den nystiftede forening var, skulle det vise sig, allerede alvorligt syg ved sin tiltræden, hvorfor der ikke skete ret meget i den nystiftede forening i starten. Tilmed skulle de let ændrede vedtægter først endeligt godkendes ved Forsvarskommandoens jurister, og da sådanne ikke forhaster sig, forelå den endelige blåstempling af den ny forening fra forsvarets side først til Kastellets fødselsdag, den 28. oktober 2003. Dette skulle komme til at give en del forvirring om, hvornår foreningen egentlig er stiftet – var det ved den stiftende generalforsamling, eller først da officiel godkendelse forelå? Begge datoer har figureret på foreningens hjemmeside, men i dag er der konsensus om, at den stiftende generalforsamling, og valget af den første bestyrelse, der havde fundet sted 14. februar 2002, dermed er foreningens fødselsdag, selv om den historiske samling kan føres helt tilbage til 1987. Problemet med den officielle ”fødselsdato” forværredes af, at den eksisterende ”Historisk Samling” skulle inkorporeres i foreningen. Dette kunne kun ske juridisk ved at begge foreninger formelt nedlagdes, og en ny ”Kastellets Venner og Historiske Samling” formelt (gen)oprettedes til Kastellets fødselsdag tirsdag 28. OKT 2003. Foreningen kan således siges at have hele TRE fødselsdage, nemlig 28. OKT 1987, 14. FEB 2002 og endelig 28. OKT 2003.

Formanden, generalmajor Niels-Aage Rye Andersen afgik desværre ved døden allerede d. 24-08-2002 efter bare ½ års virke. Stiftelsen af den ny forening blev således det sidste værk i en særdeles imponerende karriere.

Ny formand

Ny formand måtte findes. Det skulle dels være en mand/kvinde med interesse for at bevare og formidle historien, dels helst også en formand med tilstrækkelig gode forbindelser til fonde og myndigheder. En sådan fandt man i ceremonimester, kammerherre Christian Eugen-Olsen, der trods en uhyre presset kalender, af interesse for historien og foreningens virke, accepterede posten og formåede at samle den ny forening og inspirere til iværksættelsen af adskillige projekter. Det første blev egentlig en fortsættelse af arbejdet på ”Vaaningen” som ved DONG’s generøse donation 1998 var ført tilbage til så oprindeligt et udseende som muligt – men der var to rum i den rekonstruerede ”barakke”, og kun det ene var anvendt som udstilling af leveforholdene i 1700-tallet.

Det andet stod tomt, og det bad den ny kommandant, Jørgen Kold, foreningen om at gøre noget ved. Det første forsøg blev en række plancher på væggene, omhandlende krigsartiklerne, eller de love som soldaterne levede under på den tid. Desuden hurtigt efter nogle plancher med kort, der kunne bruges som hjælp ved guidernes formidling. Senere fremskaffedes en stor montre, i hvilken skiftende små udstillinger om Kastellet vistes – og stadig vises, men per skrivende tidspunkt er foreningen endnu ikke helt tilfredse med udstillingen, som hele tiden undergår små ændringer og forbedringer. På skrivende tidspunkt er sidste tilføjelse en figur, med en komplet uniform anno 1864 – ikke originale dele, men en af de uniformer, der anvendtes ved filmatiseringen af DR’s serie ”1864” som ses herunder.

Guidningen fortsatte, stadig med kommandantskabet som fordelende og iværksættende myndighed, men det stod hurtigt klart, at ”Kastellets Venner & Historiske Samling” selv måtte forestå dette, da kommandantskabet led under skiftende regeringers stadige sparekrav til forsvaret.

Den ny formand lod indkalde til en NY stiftende generalforsamling, tirsdag den 28. oktober 2003, i anledning af sammenlægningen af Kastellets Venner og Historiske Samling, og her blev der for første gang fri tilgang af medlemmer, også uden for kredsen af guider og ansatte i Kastellet, der dermed endeligt fremtrådte som den forening, vi kender i dag.

Til denne anden stiftende generalforsamling var mange inviterede. Fremmødte blev i alt 32 personer, så det gik heldigvis fremad, og de reviderede vedtægter godkendtes. Foreningen havde nu den form, den stadig har, blot er den heldigvis blevet meget større.

Arbejdet fortsatte, idet bestyrelsen var genvalgt i samme form, og det første problem blev fundraising til projekt Krudttårn, der omtales senere, samt arrangering af diverse foredrag om Kastellet. Desuden var Norcross’ bur igen nedtaget, og skulle genopsættes. Norcross skulle hjem i sit bur, og nyt lys opsættes her.

Guideuniformer

Foreningens vigtigste ”produkt” og indtægtskilde var fortsat betalte rundvisninger. Eftersom disse nu ikke forgik i hverken Hjemmeværnets eller Kommandantskabets regi, blev det anset for nødvendigt at iklæde guiderne uniformer, der dels kunne forlene dem med den autoritet, der ligger i sådan påklædning, dels markere tilhørsforholdet til foreningen. Uniformerne kom til at bestå af en universaljakke med aftageligt for og en kasket, begge med foreningens logo. De første uniformer blev leveret af firmaet Seifert, men blev forsinket en del, hvorfor de først kunne udleveres til de utålmodige guider medio 2006.

Indtægter var jo nødvendige for at kunne afholde arrangementer som foredrag, særlige fremvisninger for foreningens medlemmer, publikationer og restaureringer, så rundvisningerne var meget vigtige.

Fiskekort til voldgravene

2005 fik foreningen af Kommandanten tilbudt at overtage rettighederne til fiskeri i Kastelsgraven, for dermed også at kunne få en indtægt – mod at stå for yngelpleje m.v. af fiskebestanden, samt administration af fiskekort. Dette tilbud takkede foreningen ja til, og allerede 2006 var der solgt 139 fiskekort. Mere om fiskeriet og fiskelaug følger senere.

Mortersagen. (2005-2008)

På Kastellets volde lå rundt omkring flere rør af diverse pjecer, således på Prinsens Bastion tre rør af morterer, 1 stk. 168 pd (pund) jernmorter, 1 stk ditto 84 pd og endelig 1 stk. bronzemorter 84 pd. Kastellets Venner fandt det synd, at disse våben ikke skulle kunne ses som de var engang, og allerede i 2005 tog bestyrelsen op at restaurere disse våben til fordums pragt, så de mange mennesker, der hver dag gik på voldene kunne nyde synet.

Det drejede sig dels om en slesvig-holstensk morter, krigsbytte fra tre-årskrigen. Det var en af tolv morterer oprindeligt støbte sommeren 1850 i Breslau for den Slesvig-Holstenske oprørsregering til fæstningen i Rendsborg. Mortererne støbtes vist nok efter prøjsiske tegninger, men blev boret til det danske 84 pd kaliber. Dette regnes igen efter vægten af den massive jernkugle der passer i løbet, men morteren skyder jo med hule granater, der kun vejer 2/3 af denne vægt. På enden af den ene tap står et tal, der udtrykker vægten af pjecen i prøjsiske pund, hvad der antyder at støberiet tog betaling efter vægten af det anvendte metal.

Denne mortér lå som rør uden rapert/morterstol på jorden. Men der fandtes en tvilling i komplet stand på Tøjhusmuseet.

De to andre var danske støbejernsmorterer af system 1834, der var støbt i Sverige for dansk regning. Det var hhv. en af kaliber 84 pd (samme som den slesvig-holstenske) dels en af hele 168 pd kaliber. For disse rådede Tøjhusmuseet over såvel komplette eksemplarer som originale tegninger.  Det var således muligt at genskabe de oprindelige raperter og morterstol præcis som de oprindeligt havde været, og Kastellets Venner & Historiske Samling påtog sig opgaven i nært samarbejde med Kommandantskabet og ikke mindst Tøjhusmuseet.

Opgaven skulle vise sig at blive meget større end oprindeligt forventet. Når noget skal genskabes historisk korrekt kræver det først og fremmest et stort historisk forskningsarbejde og opmålinger, men det er også særdeles kostbart. Uden en generøs donation fra ”A.P. Møller og Hustru Chastine Mc Kinney Møllers Fond til almene Formål” var det heller ikke lykkedes, men den store sum bevilligedes efter ansøgning. Det skulle dog vise sig, at såvel den danske 84 pd som den 168 pd morter oprindeligt havde ligget i fuldstændig identiske morterstole, hvad der betød at man kunne fremstille to identiske udgaver, hvad der sparede et meget stort beløb, som foreningen kunne returnere til fonden med tak for lån og velvilje.

Den komplette Slesvig-holstenske morter i Tøjhusmuseet blev omhyggeligt opmålt, de originale tegninger til de danske morterer blev kopieret og alle mål blev omregnet til moderne mål efter metersystemet.

At sådanne stykker virkelig har hørt hjemme i Kastellet, fremgår af ovenstående billede ca. 1869, men før 1880, af soldater i Kastellet med en sådan morter M/1834.

Soldaterne er fra 1. Regiment, bestående af 1., 15. og 21 Bataljon, der alle havde garnison i Kastellet fra 1868 – og det havde morteren altså også på denne tid.

Arbejdet tog meget lang tid og mange ressourcer, for ikke at tale om penge, men endelig kom dagen, hvor pjecerne nærmede sig deres færdiggørelse. Den slesvig-holstenske morter frembød under fremstillingen et særligt problem: Den var jo en ud af 12, og hvilket nummer skulle man så give den? Dette stod nemlig på morteren i Tøjhusmuseet, der havde ”nummer 1”. Man besluttede rask, at så skulle ”vores” morter hedde ”nummer to”, men reelt kunne det jo være hvilken som helst af de 12, der alle blev krigsbytte i tre-årskrigen. Heldigvis viste det sig, at da morteren skulle samles, så fandt man et overset nummer indhugget, og det sagde ”nr. 2”. Ved et stort held havde vi valgt det helt korrekte nummer til denne morterstol.
   

            
De to danske morterer lå begge oprindeligt i stole af støbejern, og nøjagtige kopier kunne fremstilles på et støberi i Køge. Det endelige resultat blev som vist herunder (84 pd. Morter M/1834)

 

En lidt morsom historie knytter sig til dette: Ved en senere lejlighed, da skibsrederen skulle have 75 års tegn som medlem af 1. Regiment, Danske Livregiments Soldaterforening, var daværende næstformand af vor forening til stede.

Han benyttede lejligheden til at takke for donationen, hvortil det bevingede svar var, ”gør de nytte?”.

Da næstformanden hertil svarede, at det gjorde de, mange mennesker ser dem hver dag, kom et dybfølt ”det glæder mig meget” ledsaget af et kraftigt håndtryk.   De smukke morterer kom til deres gamle pragt igen og kunne endelig opstilles på Prinsens Bastion med et vist besvær – bæsterne var meget tunge. 

 

Da mortererne var på plads på brostensfundamenter (burde have været brisker af træ, men sådanne er meget lidt holdbare) blev det endelig tid til at afslutte ”Projekt Morterstole” som var startet i 2005 – og indvielsen kunne endelig finde sted på Kastellets fødseldag den 28. OKT 2008 ved en højtidelighed, hvor hver morter blev hyldet med et skud sortkrudt fra en dansk forlademusket.

Ny formand

Ved bestyrelsesmødet den 31. maj 2006 blev der bestyrtelse, da formanden Christian Eugen-Olsen meddelte, at han efter nøje overvejelse ikke ville stille op til genvalg, da hans øvrige pligter krævede så meget af ham, at han ikke følte at han kunne bestride funktionen tilfredsstillende. Formanden lagde det op til bestyrelsen at finde en efterfølger, idet han ikke følte det rigtigt, at han selv pegede på en.

Bestyrelsen var dybt uenig i, at Eugen-Olsen ikke havde passet sit job, men tog opsigelsen ad notam.

Men hvor skulle man finde en ny formand med samme pondus som Eugen-Olsen?

Det tog faktisk lang tid, men ved bestyrelsesmødet 31. august 2006, kunne Arthur Mønsted meddele, at han havde haft kontakt til generalmajor K.J. Møller, som han kunne anbefale, og som var villig til at påtage sig hvervet, hvis bestyrelsen var positiv. Dette diskuteredes og alle var positive. Det besluttedes at indbyde GM Karsten Møller til næste bestyrelsesmøde og ”se ham an”, hvad der resulterede i at bestyrelsen, ved indkaldelsen til generalforsamlingen d. 26 oktober 2006 i ”Bageriet”, opstillede GM K.J.Møller til valg som ny formand. Efter en blændende præsentation blev Karsten Møller valgt som ny formand fra denne dato.

Den ny formand tiltrådte på et vanskeligt tidspunkt for såvel foreningen som for Kastellet.  De stadige sparekrav til Forsvaret drænede kommandantskabet for ressourcer, hvorfor mere og mere blev lagt over til foreningen, ligesom den store hjælpsomhed vi hidtil havde nydt godt af fra kommandantskabets side, med stor beklagelse måtte beskæres meget.

Fremskridt i foreningen

2002 startede foreningen med 21 medlemmer.

2004 var antallet allerede steget til 91 medlemmer.

2005 fik vi lystfiskerne tilknyttede, mange er også meget aktive medlemmer historisk. Dette år var der i alt i foreningen 274 medlemmer, heraf 135 ordinære og 139 fiskere.

2006 var tallet steget til 354 medlemmer, heraf 211 ordinære medlemmer og 143 fiskere.

2007 var tallet 352 medlemmer, dette år var der faktisk flere fiskere end ordinære medlemmer, idet der var 158 enkeltmedlemmer, 194 fiskere og 38 par-medlemmer samt 7 selskaber tilmeldte.

Efter dette er antal af enkeltmedlemmer steget år for år, fiskerantallet til gengæld noget reduceret.

Sidste år med optælling til denne fremstilling er:

2014 hvor der var 280 medlemmer, heraf 65 fiskere samt 8 foreninger som medlemmer.

Forfatter til disse linjer har nemlig valgt jubilæumsåret 2014 som sin skæringslinje, hvor andre må tage over. Det ændrer dog ikke, at visse senere ting, såsom bogudgivelser bliver puttet ind alligevel.

Foreningens publikationer.

Da foreningen jo er sat i verden for at udbrede kendskabet til Kastellet og dets fascinerende historie, så lå det nært for at gøre det også skriftligt. Igennem årene er det blevet til flere større og mindre hefter og bøger om Kastellets historie, og flere er i forberedende faser.

Det første af foreningens særtryk forfattedes af daværende næstformand Niels Elsborg. Det blev et nydeligt lille hæfte med flere mindre artikler om ”Det Jydske Jæger-Corps”, ”Det Siellandske Jæger-Corps” og ”1ste Jægerkorps” i Kastellet, samt en artikel om Krudthuset som fængsel. Denne sidste artikel var inspireret af helt ny viden tilvejebragt af Lis Ekelund Nielsen og Palle Nielsen, der havde publiceret deres bog ”Danmarks Værste Fængsel” i 2005. De havde videregivet deres resultater til guidekorpset allerede 1999, men da bogen da var i forberedelse, bad de om, at intet blev offentliggjort før publiceringen af denne. Derfor kunne foreningens første publikation først udkomme 2006, selv om den faktisk var klar inden da.

Den næste i rækken blev en spændende lille bog af historikeren Bjørn Westerbeek Dahl, ”Kastellet som det aldrig blev” om de oprindelige, meget omfattende planer for Kastellet, der skulle have huset et kongeslot, en stor, flot, rund barokkirke og ikke mindre end 16 stokbarakker.

Som det jo tydeligt fremgår af dagens Kastellet, så blev planerne beskåret en smule. Bjørn havde afholdt flere foredrag om emnet, men lod sig overtale til at udgive det på tryk. Billederne herunder fra bogen viser det planlagte byggeri, øverst, og hvad der rent faktisk BLEV bygget ses, nederst.

Bogen om de store, ikke-indfriede planer udkom 2008.

En væsentlig inspiration var en fantastisk virtuel model af dette oprindeligt planlagte Kastellet, som Bjørn havde fået Ib Rasmussen, et grafisk geni, til at udarbejde, og som Ib har tilladt at foreningen må have på vor hjemmeside, og hvor enhver virtuelt kunne ”gå rundt” i det kastel, der aldrig blev. Illustrationerne herover stammer fra dette arbejde, som også omtales i afsnittet om hjemmesiden. Desværre har IT-udviklingen gjort, at denne virtuelle model ikke kan fungere med dagens styresystemer – noget der i skrivende stund forsøges løst.

Foreningens arkivar, og aktive guide, Michel Boucheny var i årenes løb faldet over en masse billeder og materiale om begivenhederne i Kastellet på besættelsesdagen den 9. april 1940, og besluttede at samle det hele i en bog om denne ene, skæbnesvangre dag i Kastellets nyere historie.

Michel startede en meget omfattende litteraturgennemgang, og fandt mange hidtil upublicerede breve og beskrivelser af begivenhederne denne dag, og tiden umiddelbart efter. Da bogen endelig forelå, var den resultatet af mange års arbejde.

Bogen ”Kastellet den 9. april 1940” udkom 2010.

Også den næste publikation i foreningens regi kom til at omhandle de fem besættelsesår i Kastellet. Forfatter var Finn Andersen, der havde vist folk omkring i Kastellet i mere end 30 år.

I alle disse år havde vi kendt til den store tyskbyggede bunker, der ligger i kommandantens have bag Stjernestok. Under ”den kolde krig” havde den fungeret operativt som hovedkvarter for ”Militærdistrikt Storkøbenhavn” og var som sådan hemmelig, og blev derfor ikke omtalt ved rundvisninger.

Den kolde krig var imidlertid forbi, bunkeren var ikke længere militær (er i dag klubhus for ”De Blå Baretter”, nu omdøbt til ”Danmarks Veteraner”) og dermed begyndte mange at spørge til den. Til denne forfatters store overraskelse viste det sig, at vi intet vidste om den, og det var der tilsyneladende heller ikke mange andre der gjorde. Et årelangt forsøg på at udrede denne bygnings historie blev publiceret på Kastellets fødselsdag 28. oktober 2013 i bogen ”Bunkeren i Kastellet”, men kan desværre ikke siges at være det definitive værk om de mere end 1000 tons stål og beton midt i det ærværdige, gamle Kastellet.

Det kom også til at falde i denne forfatters lod at lægge navn til foreningens største publikation til dato.
Navn, men kun lidt tekst, for teknisk er der tale om en nyudgivelse af en særdeles bedaget sag i stærkt udvidet og kraftigt illustreret udgave.

Kastellets store historiker var Victor Krohn, der fungerede som oversergent i Kastellet i årene omkring 1900. Han skrev en mængde artikler om Kastellet, som i dag faktisk er grundlaget for vor viden om fæstningens historie. Han skrev til det sidste, idet han døde 1947, og hans sidste artikel udkom posthumt 1950.

I 1926 havde han samlet et meget stort materiale om Kastellets fængselshistorie de første 250 år (til 1914), men kunne ikke formå noget forlag til at udgive denne tragiske, men også fascinerende del af historien. Han valgte så at maskinskrive værket på 250 tætskrevne sider, og sende ét maskinskrevet, indbundet eksemplar til Kongen (Chr. X) og ét til Hærens Arkiv og derudover spritduplikere værket i 100 nummererede eksemplarer, som blev skænket til diverse biblioteker og interesserede enkeltpersoner. Bogen var, og er, standardværket om dette emne, men i sagens natur meget sjælden og svær at finde i dag.

Vi besluttede i ”Kastellets Venner & den Historiske Samling” at (gen)udgive denne bog på Kastellets 350 års dag i 2014.  Desuden skulle den i Krohns ånd fyldes med de illustrationer, han gerne ville have haft med, men ikke havde teknisk mulighed for i 1926. Bogen fremstod også meget gammeldags i sprog og udformning, og alt for kompakt, da der skulle spares på papiret dengang. Det skulle derfor være en moderniseret, gennemillustreret udgave, 74 år efter forfatterens død. Krohn var et barn af det 19. århundrede, hvad teksten tydeligt viste, så denne forfatter stod for omskrivningen. Der skulle indsættes tusindvis af punktummer, ord moderniseres og omskrivninger foretages. Desuden måtte enkelte faktuelle fejl rettes. Visse ting var først blevet kendt efter Krohns tid, men måtte føres ind, og et ekstra kapitel tilføjes om tiden efter 1914, især efter 2. verdenskrig, hvor Kastellet igen kom til at fungere som statsfængsel i en årrække. Desuden skulle der indsættes en mængde illustrationer. Medvirkende var i høj grad foreningens webmaster, Finn Poulsen, der er et geni til EDB og tekstbehandling, og uden hvis indsats bogen aldrig var blevet færdig, lige som Hans Trolle var en utrættelig korrekturlæser. Den egentlige indehaver af forfatternavnet burde stadig være Victor Krohn, men man kan ikke have rettigheder 75 år efter sin død, derfor måtte denne forfatter låne sit navn til bogen.
Stærkt medvirkende til projektets heldige gennemførelse var, at der via vor hjemmeside blev stiftet kontakt med begge de to grene af Krohns efterkommere, der generøst overlod foreningen Victor Krohns efterladte skrifter og en mængde fotografier. Alligevel var det en overraskelse for i alt fald denne forfatter, at det skulle vise sig at tage FEM ÅR at gøre værket klar – men det lykkedes, og bogen blev præsenteret planmæssigt den 28. oktober 2014, Kastellets 350 års fødselsdag.

I Victors Krohn’s ånd blev det første eksemplar overrakt til Hendes Majestæt, Dronning Margrethe ll, da hun deltog i fejringen af 350-års dagen den 1. november 2014.

Det skulle også falde i denne forfatters turban at få lov at udgive den foreløbig sidste bog: Kastellets Kanoner, med undertitlen ”fra 1626 til i dag”, som vil sige 2017.

Den kom til verden ved lidt af et tilfælde, idet J. Raun Kristensen i 2001 havde udgivet en lille vejledning om de kanoner, der i dag står på volden. Dette skrift havde været til stor glæde for mange spadserende, men var blevet lidt forældet, da der var flyttet lidt om på kanonerne, og enkelte var byttet ud. Vi besluttede derfor at opdatere det 2010, men da dette var færdigt var der dukket en masse nye informationer op, og så endte det med at blive en hel bog om skytset i Kastellet gennem hele dets historie, lige fra forgængeren, Sct. Annæ Skanse til i dag. Bogen indeholder også historien om Kastellets forskellige krudttårne og magasiner, idet historien om især krudttårnene i hhv. Grevens- og Dronningens Bastioner især har koncentreret sig om de 30 år, hvor de fungerede som nødfængsler for Danmarks allerværste forbrydere (se det efterfølgende afsnit om krudttårnssagen herom), men de er jo dog byggede som krudttårne, og også historien om dette må fortælles – særligt da denne del af deres funktionstid jo var langt den længste del.

På skrivende tidspunkt (2017) er der ikke flere udgivelser, men der foreligger adskillige manuskripter i de sidste faser, så der vil helt sikkert skulle indføres adskillige andre i denne tekst. Herudover skrives en hel del som rene e-bøger, der lægges til fri download på vor hjemmeside, hvor de kan lægges gratis, da der ikke er udgifter til trykning eller andet involveret.

Atter ny formand

2010 meddelte formanden, GM Karsten J. Møller, at han følte, at hvervet krævede for meget, og han ikke følte sin præstation som formand fyldestgørende, og at han derfor ønskede at fratræde. Han anbefalede at udpege næstformand Niels Elsborg som ny formand. Ved bestyrelsesmødet 23. august 2010 bad den samlede bestyrelse, og ikke mindst den udpegede efterfølger Niels Elsborg dog Møller om at betænke sig. Karsten Møller indvilligede i at genopveje sagen, men kom frem til, at han helst ville fratræde, og anbefalede fortsat som sin efterfølger næstformand Niels Elsborg. Andre forslag var historikeren Bjørn Westerbeek-Dahl, der dog netop var blevet opfordret til at tage samme post i ”Selskabet for Københavns Historie”, og ikke mente disse to ting kunne harmoneres, samt meddelte sin egen afgang som sekretær af samme årsag, og i øvrigt selv pegede på Niels Elsborg.

Denne på sin side foreslog Finn Andersen som ny næstformand, og dette ny makkerpar blev derpå enstemmigt af bestyrelsen foreslået til generalforsamlingen.

Denne afholdtes på Kastellets fødselsdag d.28. oktober 2010, hvor Karsten Møller holdt sin sidste beretning – i øvrigt en succesfuld af arten, idet han kunne meddele det hidtil største antal gæster ved rundvisninger, nemlig 3.200 besøgende foruden de, der havde været i Kastellet i forbindelse med ”åbent hus” og lignende arrangementer. Han meddelte sin beslutning om at gå af, og foreslog næstformand Niels Elsborg som ny formand, og Finn Andersen som ny næstformand. Begge blev valgt, og et nyt hold tog over – men uden de store forandringer i hverken bestyrelse eller øvrige forhold.

Krudttårnssagen.

Et af foreningens første store projekter var renovering af det gamle krudttårn i Dronningens Bastion og etableringen af en udstilling, der kunne vise såvel tiden som krudttårn, og ikke mindst de år, i hvilke dette såvel som det nu forsvundne tårn i Grevens Bastion fungerede som midlertidige fængsler (i ”bare” 30 år). Et fangeoprør i Tugt- Rasp- og Forbedringshuset på Christianshavn havde medført, at fængslet var brændt ned. Fængselsmyndighederne tyede da til Kastellets to krudttårne, der stod tomme. Et krudttårn var i 1779 eksploderet i Rosenkrantz Bastion ved Nyboder, med store skader til følge, og man besluttede da, at der ikke måtte opmagasineres krudt inden for Københavns volde i fredstid.

Desuden lå tårnene jo i en fæstning, der var bevogtet af soldater døgnet rundt, så de blev anset for ideelle som nød-fængsler. Tilmed var temperaturen året rundt omkring 17 grader celsius, så man behøvede heller ikke ofre penge på opvarmning, og i samtlige 30 år som fængsler var der derfor ingen opvarmning.

Guiderne kendte jo godt historien, og krudttårnet blev også fremvist ved særlige lejligheder (sjældent, da det i disse år rent faktisk blev anvendt til opbevaring af ammunition). Kendskabet til denne både tragiske, men også interessante periode blev voldsomt forbedret da et søskendepar, Lis Ekelund Nielsen og Palle Tolstrup Nielsen i kraft af slægtsforskning blev interesserede i denne del af deres slægts historie. De havde nemlig en forfader, der endte sit liv som fange i dette tårn.

Ja, rent faktisk blev han hængt, da han var gerningsmand til det eneste mord, der blev foretaget i dette tårn. De fik tilladelse til at foretage bygningsarkæologiske undersøgelser, og fandt ud af en masse, vi ikke havde vidst tidligere.

Krudttårnet i Dronningens Bastion 2017

Deres foreløbige resultater blev præsenteret på et møde for kastelsguiderne juni 1999, hvor de udleverede et kompendium til alle guider. Senere, i 2005 blev det til en hel bog, ”Danmarks Værste Fængsel”. Pludselig var vor viden om denne fængselsperiode mangedoblet, og tanken om at lave en udstilling herom i krudttårnet opstod spontant og vandt gehør hos kommandanten, Bjarne Sørensen, der rent faktisk startede en opbygning af en sådan udstilling i 2001. Den nåede dog ikke langt, før den nye kommandant, Jørgen Kold, tiltrådte, og da han måtte konstatere at der ikke var indhentet tilladelser fra hverken Bygningstjenesten eller Kulturarvsstyrelsen, så standsede han omgående projektet. (bilag 19)

Efter at diverse tilladelser forelå, og de dermed følgende begrænsninger var helt på plads, så blev det oprindelige delprojekt med opbygning af fire cellekopier af brædder i to etager, med markeret etageadskillelse og figurer af fangerne færdiggjort, og indviet 31. oktober 2004.

Resten af ”Projekt Krudttårn” blev overdraget til ”Kastellets Venner & Historisk Samling”.

Rent praktisk blev det kæmpestore arbejde udført af to ildsjæle, nemlig foreningens sekretær til 2008, Hans Trolle og Søren Sloth, som stort set ene to udførte hele det store arbejde, hvor de mødtes hver mandag i 1½ år, og resten af tiden søgte efter viden, og ledte efter de rigtige materialer. I øvrigt fortsætter de to stadig arbejdet, og forbedrer hele tiden udstillingen.

Søren Sloth under arbejdet i Krudttårnet.

Bygningen er fredet, og der var som nævnt meget restriktive betingelser opstillet fra Kulturarvstyrelsen.  F.eks. måtte der ikke slås søm eller skrues i væggene, men der måtte gerne sættes skruer i det bestående tømmer. For at kunne ophænge billeder og montere belysning, var det nødvendigt i et par meters højde at opsætte nogle kraftige rammer af træ. Hertil skulle bruges en træsort, der ikke slog sig i det relativt kolde og fugtige miljø. Løsningen blev Douglas fyr, der er særligt stabilt, og det blev bilhugget frem for savet og bejdset, så det kom til at ligne den eksisterende tømmerkonstruktion.

Helt uden uheld gik arbejdet da heller ikke. En dag skulle der fjernes selvklæbende etiketter fra nogle beslag. Til dette brug anvendte Søren en hårtørrer, der måske blev VEL varm. I al fald udløstes en brandalarm i vagten ved Kongeporten, så Kastellet pludselig var fyldt med brandbiler. Sagen blev forklaret, og det aftaltes af kommandanten med vagthavende sergent, at alarmen skulle forblive slået fra for at undgå gentagelser.
Til middag gik Søren og Hans til frokost, og imens skiftede vagten i Hovedvagten klokken 12.00.

Den nytiltrådte vagthavende sergent fik ikke noget at vide om, hvad der var sket, men bemærkede at brandalarmen var slået fra. ”Sjusk” tænkte han, så han slog den til igen.

Da Søren og Hans kom tilbage, fortsatte de ufortrødent arbejdet – og få øjeblikke efter, var Kastellet igen fuldt af brandbiler.

Ved første udrykning tog kommandanten situationen nogenlunde roligt, men anden gang blev han noget stram i betrækket. De to falske alarmer kom til at koste ham en pæn sum penge, og i de følgende år undlod han ikke sjældent – dog med et smil på læben – at minde ”synderne” om deres ”dåd”.

Til udstillingen skulle fremstilles kopier af krudttønder – og det viste sig at være særdeles vanskeligt bare at finde ud af, hvor sådanne kunne fremstilles. Til sidst lykkedes det dog at finde et bødkeri, der kunne lave disse meget specielle tønder.

Billedet viser disse ubehandlede, som de kom til at fremtræde nogle år. De blev indfarvede og brændemærkede i 2017, så de ser mere autentiske ud. Den nuværende tømmerkonstruktion er senere end fængselstiden, hvorefter tårnet igen blev anvendt som krudttårn. Vi ved dog præcis, hvordan fængslet var indrettet. Dels findes der tegninger, dels er det også stadig muligt flere steder på murværket at se svage spor efter placeringen af etageadskillelse og cellevægge. Det lykkedes at få tilladelse til at foretage en svag opstregning på vægge og loft med en diskret lys grå farve, så disse spor nemmere kan erkendes i dag. Udstillingen indviedes i 2009, men er under stadig vedligeholdelse, og suppleres også med nye og gamle fund. Således blev der i 2017 ophængt en ægte ”nihalet kat”, mage til dem fangerne fik at mærke, når de havde forbrudt sig mod det strenge reglement.

Kastellets Historiske Samling i Norgesportens vestre vagtpavillon.    

Den historiske samling blev etableret i 1988 og var, så vidt vides, ordnet og præsentabel til ind i 90’erne, hvor bl.a. guiden Eggert Frandsen var ansvarshavende for vedligeholdelsen.

Et uhensigtsmæssigt fungerende alarmsystem medvirkede dog til, at samlingen med tiden kun blev fremvist ved sjældne lejligheder.

Systemet alarmerede naturligt nok militærvagten ved Kongeporten, hvis det ikke blev slået korrekt fra, når døren blev åbnet. Men betjeningsknapperne befandt sig i kommandantens kontor i Fortunstok, og det kunne udelukkende slås til og fra her. Dette betød, at det stort set var umuligt at slå alarmen fra uden for de normale kontortider, og dertil kom, at systemet også havde en uheldig tendens til at alarmere, selv om det var slået fra. Og hver gang alarmen lød, kom vagten løbende med skudklare geværer i fuldt firspring gennem Hovedgaden, hvad der kunne være en rystende oplevelse for både guiden og gæsterne.

Samlingen endte med at forfalde og blev nærmest benyttet som pulterkammer for alt, bare det var gammelt. Rengøring blev der heller ikke gjort meget ved, og samlingen fik efterhånden et vist præg af raritetskabinet.
I 2009 var situationen så grel, at det blev besluttet, at ”nu må der gøres noget ved det”. Igen var det guiderne og ildsjælene Hans Trolle og Søren Sloth, som påtog sig opgaven.

Praktisk startede nyopstillingen af samlingen med et møde mellem Hans og kommandanten den 5. januar 2010, hvor der stort set blev givet frie hænder.

Tilsvarende var allerede givet fra foreningens bestyrelse, hvor begge i øvrigt selv sad. Som med Krudttårnet blev det en kæmpe opgave, der blev løst af blot fire personer: Hans Trolle, Søren Sloth, Michel Boucheny og som historisk rådgiver, Jytte Kreiborg, der siden indtrådte i foreningens bestyrelse som ansvarlig for alle Kastellets udstillinger.

Her er deres egen beretning om forløbet af istandsættelsen:

Mødet med Kastellets kommandant, Jørgen Kold, blev nærmest en formalitet. Han var yderst interesseret i, at den historiske samling blev endnu et aktiv for besøgende i Kastellet, og da han gennem halvandet år havde fulgt udførelsen af projektet i Krudttårnet, blev alle fremlagte ideer og forslag godkendt, og der blev givet grønt lys for igangsættelse.

Rummene blev hurtigt ryddet, og alle effekter midlertidigt opmagasineret i ”Dukkehuset”, den sydlige portbygning over Norgesporten. Kommandanten påtog sig at sørge for istandsættelse af lokalerne: Vægge og lofter blev malet, gulvene afhøvlet og lakeret, samt el og varme efterset og repareret.

”Dukkehuset” over Norgesport – samlingens midlertidige opholdssted.

Alle de historiske materialer blev sorterede og opdelt i emnegrupper, og for at give overblik og lette arbejdsgangen, gav gruppen væggene numre, som det fremgår af plantegningen. Den overordnede opdeling blev, at rummet mod vest, der blev døbt nr. 1, skulle indeholde materialer omhandlende selve Kastellets historie, mens tingene i rum nr. 2 skulle vise alt det, der var foregået og fortsat sker i Kastellet.

Fordi bygningen er gammel og noget skæv, og væggene havde en tendens til fugt, blev vores løsning at montere træplader på væggene ophængt på afstandslister med ventilationshuller. Luften kan således
cirkulere bag pladerne, der i øvrigt er lige til at hægte af, hvis man en dag ønsker at udskifte stofbe-klædningen, e.l.

Det blev et knoklearbejde at håndtere de høje, tunge vægplader og få dem beklædt og hængt op, så de hang lodret, men da først det var klaret, kom alt det interessante.

Planen over udstillingen

Nogle af væggene havde så stor bredde, at der var plads til flere emnegrupper, som, for at tydeliggøre det, blev afgrænset med en dekorativ rød murersnor.

Eksempel på emneinddelingen med røde snore

For at få dækkende historier om de enkelte emner skulle der fremskaffes en hel del supplerende materiale og ikke mindst fotos – og på grund af bygningens fugt, blev alle fotos og plancher plastlamineret.

Opsætningen ville have været en næsten umulig opgave, hvis alt skulle have været fastgjort direkte på murværket, men på grund af træpladerne kunne alle fotos monteres med dekorationsstifter (der brugtes ca. 1000 stk.). Det var en teknik, Søren kendte fra sin tid som dekoratør, der giver dybdevirkning, fordi billederne har afstand til baggrunden.

Under opbygningen skete der desværre et natligt indbrud, hvor et par rariteter fra besættelsestiden blev stjålet. Der må have været tale om et ”bestillingsarbejde”, idet alarmen fungerede, og vagten var til stede blot minutter efter, hvor gerningsmanden var væk med byttet. For fremover at undgå, at uvedkommende havde indsigt til samlingen, blev vinduerne beklædt med utransparent plastfolie, der dog giver et godt lysindfald.

Denne tyske standard var en af de stjålne genstande.

Nye glasmontrer var også nødvendige for på en præsentabel måde at kunne vise de mange små og større effekter, samlingen bestod af. Og en moderne belysning skulle selvfølgelig også opsættes.

En af udstillingens nye montrer

Som prikken over i’et og for at give lidt ”liv” i udstillingen blev der ophængt to TV-skærme, en i hvert rum. Hans fremstillede i alt tre Power Point serier, der kan køre i sløjfe, med emnerne: ”Årstiderne i Kastellet”, ”Christen Købkes billeder fra Kastellet” samt ”Den tyske besættelse af Kastellet 1940 – 45”.

Arbejdet foregik med få undtagelser hver uge i de ca. 16 måneder projektet varede – oftest mandage, af og til tirsdage; godt et halvt hundrede arbejdsdage blev det til fra kl. 10.00 til ud på eftermiddagen. Sidste hånd blev lagt på værket så sent som mandagen inden genindvielsen, der foregik torsdag den 5. maj 2011. Ingen fondsmidler indgik i projektet. Alle omkostninger i forbindelse samlingens nyopstilling blev dækket af foreningen ”Kastellets Venner & Historiske Samling”.

Fra nyindvielsen af samlingen 5. maj 2011

Hjemmesiden.

Godt nok var alle i den ny forenings bestyrelse af lidt ældre dato, men alligevel stod det klart for dem, at en forening i det 21. århundrede måtte have en hjemmeside. Blot havde ingen i bestyrelsen den ringeste anelse om, hvordan en sådan skulle skrues sammen eller vedligeholdes. Daværende næstformand, Niels Elsborg var også medlem af bestyrelsen i ”Vaabenhistorisk Selskab”, hvor man havde samme problem, og der havde man fået kontakt til en mand på Bornholm, der skulle have god forstand på sådant. Ham kontaktede Elsborg, og det lykkedes at få ham til at lave og forestå en hjemmeside for foreningen.

Siden kom op at stå 2005 og domænenavnet ”kastelletsvenner” blev købt, men var teknisk ikke så god.

Problemer

Af forskellige årsager viste det sig hurtigt, at webmasteren ikke havde den fornødne tid til sin rådighed. Resultatet blev hurtigt at hjemmesiden gik fuldstændigt i stå.

Situationen var således, at foreningen i og for sig havde en hjemmeside, men alle omtalte arrangementer m.v. var flere år gamle, og der var ingen nem kommunikationsmulighed via siden.

Alt i alt meget utilfredsstillende, men eftersom ingen i bestyrelsen havde viden til selv at gøre det bedre, og der i det mindste på forsiden stod et telefonnummer, hvor man kunne kontakte foreningen, så levede man med det i håbet om, at webmasteren skulle få bedre tid, og vende tilbage. Dette skete imidlertid ikke, og kontakt var nærmest umulig.

Ny Webmaster

Finn Andersen, der på dette tidspunkt var blevet suppleant i bestyrelsen, kendte imidlertid en mand, som havde alle de nødvendige talenter til at fungere som webmaster, nemlig Finn Poulsen. Han havde arbejdet med IT i mange år, og generelt meget vidende om alt indenfor IT, og havde lavet adskillige hjemmesider allerede. Det krævede en længere overtalelse at få ham til at acceptere at forestå hjemmesiden for ”Kastellets Venner & Historiske Samling”, men omsider lykkedes det at få ham overtalt den 6-3-2011, og endelig lysnede det for vort elektroniske ansigt udadtil. Først skulle den ny webmaster forsøge at få koderne til hjemmesiden, hvad der kæmpedes med i lang tid, men faktisk aldrig lykkedes. Dele af siden blev dog genanvendt ved at blive ”sakset”, altså kopieret, og anvendt blot i ny form.

Derpå blev den gamle side lukket, og den ny side åbnet på samme tid, og på et nyt web-hotel, så ingen opdagede at det reelt var en helt ny side, der var kommet til.

Designet skulle være inspirerende, så man får lyst til at undersøge siden nærmere, når man har dialog med brugerne via hjemmesiden er det vigtigt at man sørger for, at brugeren får et autosvar tilbage (en kvittering) ved henvendelse, så de får en fornemmelse af at der er liv i systemet. Derudover skal der være et vist indhold på siden, som både tilfredsstiller dem, der blot kommer forbi ved et tilfælde, og til de mere historisk interesserede brugere, noget som den foregående hjemmeside helt manglede.

Siden kom op at stå senere 2011, efter alle håb om at få fat i koderne til den oprindelige var udslukte. Den blev til gengæld en øjeblikkelig succes.

Antallet af ”hits” voksede eksplosivt, og det samme gjorde antallet af kontakter udefra. Siden er naturligvis på dansk, men kan også ses på engelsk, norsk, svensk, spansk og tysk da der kommer mange udenlandske henvendelser. Således har en tysk professor henvendt sig om oplysninger om tysk/østrigske krigsfanger i Kastellet 1864. Dette gav anledning til en frugtbar udveksling af fakta. Vi var i stand til at give de ønskede oplysninger, og tilmed kunne vi gengive et (i Tyskland helt ukendt) brev fra feltmarskal Wrangel til fangerne i Kastellet, hvori han sendte dem 300 Preussiske daler til at forsøde deres tilværelse. Vor formand, Niels Elsborg ejede også en fin lille akvarel der viste fanger i Nordre Magasin 1864. Også dette billede var ukendt for den tyske professor. (Billedet vises herunder i lille gengivelse)

Også fra Sverige har der været mange kontakter, således var hjemmesiden kanalen, ad hvilken KV kom til at hjælpe med en udstilling i Stockholm om den svenske feltmarskal Magnus Stenbock, der døde som fange i Kastellet 1717.

Men de danske kontakter er heldigvis flest: Dels er dette den langt hyppigste kanal, ad hvilken der bestilles rundvisninger i Kastellet, eller hjælp til film/TV produktioner. Mange spørger også til forfædre, der har levet i Kastellet. Desværre er det ofte ikke muligt at hjælpe hermed – endnu – men en af de store planer for siden, som webmaster Finn Poulsen leger med, er netop en interaktiv personoversigt, der vil hjælpe slægtsforskere og andre med at finde navngivne personer, og den viden om dem, der måtte findes.

Siden har også haft stor betydning for vor viden om Kastellet, idet mange (bl.a. Victor Krohns efterkommere) kontakter os med oplysninger, billeder og andre arkivalier, der bringer vor viden længere.

Med hensyn til viden, så har vi lagt en masse artikler og særtryk op til fri download for alle interesserede. Det største er selve ”Bibelen” om Kastellet, Krabbe’s ”Kastellet gennem 300 år”, som vi generøst fik tilladelse til at lægge til fri afbenyttelse af Martins Forlag, der udgav bogen i 1964, men netop biblioteket vokser konstant.

Hjemmesiden er absolut en af foreningens vigtigste kommunikationskanaler i dag.

Fiskelauget

Kommandanten havde overladt retten til udstedelse af fisketegn til ”Kastellets Venner”, og for at yderligere at støtte selskabet foresloges det, at fisketegn skulle gøres betinget af medlemskab af ”Vennerne”.

7. juni 2012 udgik en skrivelse til alle med fisketegn til Kastelsgraven, den lød som følger:

Der er mange spørgsmål om fiskeri i voldgraven på Kastellet, og hvem er det mere relevant at spørge til råds om emnet end fiskerne, der sidder med linen i vandet?

Derfor har bestyrelsen, i samråd med kommandanten, besluttet at få nedsat et fiskelaug, bestående af medlemmer med fiskekort til Kastelsgravens indre voldgrav.

Derfor indkaldes til stiftende Laugsmøde, hvor praktiske spørgsmål om fremtidigt arbejde vil blive drøftet, og en laugsstyrelse (projektgruppe) vil blive nedsat.

Mødet vil blive afholdt:

Torsdag d. 14. juni 2012 kl. 19,30

PÅ KASTELLET I ”BAGERIET”, DER ER BELIGGENDE I BYGNINGEN SØNDRE

MAGASIN, BYGNINGEN TIL VENSTRE FOR KIRKEN:

Vi håber rigtig mange af vore fiskende medlemmer vil deltage, og gøre deres indflydelse gældende.

Fra bestyrelsen deltager formanden, samt bestyrelsens koordinator Søren Sloth.

Mødet resulterede som håbet i etableringen af et egentligt fiskelaug, der også siden fik sit eget medlemsforum på hjemmesiden.

Projekt ”Struensees’ celle” 2013-14.

Et nyere projekt blev en ”oplevelsesvenlig” nyindretning af den celle, der havde huset Struensee fra hans arrestation til hans henrettelse. Der nedsattes en projektgruppe, der selv beskrev deres kommissorium således i juni 2013, her citeres:

Projektgruppe bestående af: Niels Elsborg, Jytte Kreiborg, Søren Sloth og Hans Trolle.

Situationen:

Cellen er i dag tom, rimelig uinteressant og en skuffelse for de besøgende.
På grund af senere ændringer kan cellen ikke genskabes, som den var, da Struensee opholdt sig dér. F.eks. er det indmurede bord med tilhørende bænk af senere dato, og døren sad i den østlige ende af sydvæggen.
Døren kan i øvrigt ikke låses, og cellen besøges via kirken af ”uautoriserede” gæster. Vi har i Samlingen 4 nøgler, som skulle stamme fra celledørene!?

Opgave:

De besøgende skal have en god oplevelse.
De skal ind og se – og forholdsvis hurtigt ud.

Udførelse:

Hvilket af følgende to forslag, der evt. skal vælges, afhænger af, om det er muligt at kunne få sat låsen i døren i stand. Det må anses for at være ideelt, hvis det er guiden, som låser celledøren op, og kun lukker færre gæster ind ad gangen.

Forslag 1 – døren kan låses:

Struensee som mandshøj, stående figur, iklædt kopi af autentisk beklædning, samt lænket til væggen med en 6 fod lang kæde.
På nordvæggen: Store billeder med overskrifter af ”Struensee’s anholdelse” samt ”Struensee liggende på briks har besøg af præst”.
På østvæggen store billeder med overskrifter: ”Skafottet på Østerfælled”, foto af øksen - findes på Nationalmuseet samt ”Efter henrettelserne - hjul og stejle”.

Forslag 2 – døren uaflåst:

Som forslag 1, men figuren erstattes af en tilsvarende udskåret i pap eller krydsfinér. Der kan evt. opsættes standere med rød snor et stykke inde i cellen.

Fælles for begge forslag:

Møbler som briks, stol, bord og kakkelovn er overvejet, men fravalgt.

Generelt:

Cellens vægge trænger til istandsættelse. Kan de fremstå rå, vil de virke mere autentiske.
Der skal opsættes lys i cellen f.eks. automatisk tænd/sluk som i Norcross’ celle samt spots på figur og billeder.
Såfremt lænke og billeder skal fastgøres til væggene, er det muligt, at Kulturstyrelsen skal ansøges om tilladelse, men måske kan foreningens chefdekoratør udtænke fastgørelsesmetoder, så dette kan undgås?

Det vil være ønskeligt, om det vægfaste bord og bænk kan fjernes.

Dette var naturligvis en stor opgave, der skulle komme til at involvere mange personer, myndigheder og instanser. Projektgruppen holdt adskillige møder, hvor nøjere planer for cellens indretning blev lagt, idet der jo skulle tages mange modsatrettede hensyn. Der kunne ikke laves egentlige bygningsmæssige ændringer i den totalt fredede bygning, end ikke de ændringer der var lavet under den tyske besættelse i form af en bilæggerovn med udvendig indfyring og en tidligere sodrensnings-lem i skorstenen, samt to svære brædder indsat som henholdsvis bord og stol i væggen (disse dog indsat før krigen).

Man kunne heller ikke flytte døren, der på Struensees tid sad i den østlige ende af cellen. Desuden var der jo den alvorlige begrænsning, at jo mere der blev fyldt ind i cellen, des mindre plads blev der til de besøgende, som det hele jo var beregnet på.

Da planerne var mere fastlagte, afholdtes et møde med Kommandanten juni 2013, hvor man enedes om at gå ind for en løsning med en fuldskala figur, hvilket medførte nødvendigheden af at døren til cellen kunne aflåses. Dette skyldtes, at der jo var fri adgang fra kirken, hvorfor der ikke var nogen form for kontrol med, hvem der besøgte cellen på ”uautoriserede” tidspunkter, så for at undgå hærværk og grafitti måtte cellen aflåses mellem fremvisningerne.

Heldigvis befandt nøglerne til cellerne sig i den historiske samling, og en af disse fandtes at passe til døren i Struensee’s celle. (nummer to fra højre på billedet herefter)

Døren måtte rettes op, for at låsen kunne fungere, men ellers var det muligt at lave kopi-nøgler til de nøglebundter, guiderne anvender ved rundvisninger, således at cellen kunne holdes aflåst imellem officielle fremvisninger.

Bare fremstilling af figuren, der forestiller Struensee, var en enorm opgave. Højde og drøjde måtte dokumenteres, billedmateriale fremskaffes, og beklædning vælges og sys. Materialer til brug herfor indhentedes fra mange kilder, og til fremstilling af figuren valgtes Historicum i Christiansfeld, der efter deres eget forarbejde kunne afgive tilbud på figuren. Kulturstyrelsen var konstant medspiller, således at intet kunne skade det historiske rum.

Der skulle fremstilles en række illustrationer, visende Struensee’s arrestation, ophold og henrettelse, samt portrætter af sagens tre hovedpersoner, Struensee, dronningen og prinsessen.

Allerhelst ville gruppen have haft den originale bøddeløkse, men så langt ville Nationalmuseet dog ikke strække sig. Heller ikke at få lavet en tredimentionel kopi gik de med til. Derimod sendte de et meget fint foto af en sådan, der så kunne vises i næsten naturlig størrelse på en planche.

Vindovnen

På tidens billeder af cellen, her på et tryk med Enevold Brandt, ses en vindovn, det man i en senere tid ville kalde en kakkelovn.

En sådan tidsmæssig korrekt ovn blev velvilligt stillet til rådighed af Nationalmuseet, der havde en sådan liggende i adskilt stand i Frilandsmuseets depot. Ja faktisk flere, som der kunne vælges fra.

Billede fra samtiden af Brandt, hvor en vindovn tydeligt vises

Ved at opstille den foran skorstenen kunne den historisk forkerte renselem skjules. På fotoet ses tydeligt, hvor den originale ovns røgrør gik ind i skorstenen, så dette gav sig selv. Øvrigt møblement blev fravalgt af hensyn til pladsen for de besøgende.

Det hele lyder nemt, men der krævedes megen aktivitet, mange møder, og hektisk kommunikation med eksterne partnere, før alt faldt i hak til sidst.

Blot en detalje som at fastgøre figurens lænke til væggen, uden at denne skadedes, var et problem, der løstes med en Storm-P’sk, men smart løsning: Et fladjern blev bukket, så det følger panelets form og går ca. 20 cm op ad væggen. Nederst 4 huller til fastskruning i gulv og øverst monteres en kraftig øsken, hvori kæden fastgøres. Beslaget camoufleres ved, at det maledes i væggens og panelets farver, og ved at kæden hænger ned foran.

Som tidligere nævnt, måtte der under ingen omstændigheder røres ved væggene, hvorimod det tillodes at skrue i loft og gulv.

Så derfor kunne lyssætningen umiddelbart monteres i loftet, der kunne opsættes de såkaldte gallerilister til billedophængningen.

Projektet blev tidsmæssigt presset af filmen ”En Kongelig Affære” fra 2012, med Mads Mikkelsen i rollen som Struensee, der medførte en voldsomt øget publikumsinteresse for cellen, og historien om Struensee og dronning Caroline Mathilde.

Det færdige resultat blev præsenteret for Hendes Majestæt Dronning Margrethe ll i forbindelse med festlighederne ved Kastellets 350 års jubilæum 2014.

Dronning Margrethe beser den færdige celle med Struensee-figuren

Møllelauget.

Den yngste del af ”Kastellets Venner” indtil afslutning af denne historie ved kastellets 350 års jubilæum 2014, er Møllelauget. Møllen er Københavns sidste komplette voldmølle (oprindeligt var der 16), men til gengæld stadig i funktionsduelig stand.

Forgængeren til den nuværende mølle var en stubmølle, der blæste omkuld i en forrygende storm. I stedet rejstes den nuværende mølle i 1847 af tømrermester F. Balslöv, og er en hollandsk gallerimølle i fem etager. Møllen blev i 1908 overflødiggjort af et motordrevet mølleri i den daværende brødfabrik i Søndre Magasin, men heldigvis bevarede man møllen som reserve- og beredskabsforanstaltning. I mange år var det en tradition i Kastellet, at den skulle have sejl og køre på Kastellets fødselsdag den 28. oktober, samt ved særlige lejligheder, men denne smukke tradition døde desværre ud, da de stadige besparelser i forsvaret borttog de soldater, der havde udført dette arbejde.

Gennem de næste 10-12 år led møllen under mangel på ”motion”, idet møllen sætter sig, hvis ikke den bruges, og kan blive aldeles ubrugelig – en mølle bør køre af og til.

Til dette formål – samt ikke mindst at vise møllen frem – blev Møllelauget etableret 26. oktober 2011. De (alt for få) frivillige møllere startede med at få møllebygger Michael Jensen til at gennemgå hele møllen, hvad der endte ud i en meget udførlig rapport, der udløste et kæmpearbejde med reparation og udskiftning af mange dele. Møllehatten blev drejet frem og tilbage, og hele krøjeværket og mølleværket smurt regelmæssigt med smeltet oksetalg. Møllestenene (med vægte på 6-700 kg) skulle tilrettes og afbalanceres, og alle møllere på kursus i den ædle, nu næsten glemte, kunst at køre med en mølle. Arbejdet er siden fortsat, møllen har fået ny vejrbjørn og nye vinger og sejl, og snart skal den igen til at male mel, som den og dens forgænger har gjort i århundreder forud. Der er dog stadig behov for flere møllere, så hvis nogen af læserne føler lyst til at deltage i lavets arbejde og sociale samvær, vil forfatter opfordre til at kontakte formanden Benjamin Behrendt via foreningens hjemmeside.