Oprindeligt ville Rüse have lavet langt flere stokbarakker end der blev opført, faktisk skulle der have været 16, foruden et kongeligt slot og en smuk barokkirke. Men som altid blev det hele lidt mere beskedent, og der blev i alt bygget 6 barakker, som var tænkt som boliger for soldaterne. De så oprindeligt ud som vist på tegningen herover (af Svanestok). Den sydlige ende af Artilleristok er i dag ført tilbage til det oprindelige udseende.

 

Bygningerne var delt på langs i to af en brandmur, en forbarak mod gaden og en bagbarak mod gården, og hvert ”halve” hus var delt op i et antal barakker, der hver havde en dør, en trappe mellem etagerne og en skorsten, selv om der oprindeligt kun kunne fyres i stueetagen. På hver etage var der to værelser, der hver skulle huse 6 voksne (for menige soldater, officerer kunne have et for sig selv) Eventuelle børn under 12 år talte ikke med – de måtte finde plads som man kunne. Hver stue var udrustet med to tre-mandssenge, et bord og to bænke. Fattigt efter vore begreber, men dengang nærmest luksus, da man ellers lagde soldaterne i ”borgerleje”, dvs. gav hver husstand en eller flere soldater, de skulle huse – og det blev næsten uvægerligt i de ringeste lokaler, lofter eller kældre eller endog uopvarmede udhuse. Gulvene i barakkernes stueetage var oprindeligt brolagte, rummene derfor meget kolde. Tilmed var grundvandsstanden høj, så det skete at gulvene stod under vand om vinteren. Belysning var der oprindeligt ikke meget af i Kastellet, og slet ikke i de menige soldaters kvarterer. 

 

Stokkene blev i århundredernes løb ombygget igen og igen, og forfaldt også mere og mere, som det ses på dette billede taget lige før restaureringen påbegyndtes i 1950’erne. De store vinduer var i store samlingsstuer, der gik helt gennem bygningerne, og inddrog to etager, så det krævede ganske voldsomme indgreb at føre dem nogenlunde tilbage til deres oprindelige udseende – og desværre forsvandt de markante skorstene i processen. Man bibeholdt dog mansard-tagene, der gav disse bygninger en anvendelige etage mere. Disse mansardtage er bygget i 1780’erne, hvorfor man søger at føre Kastellet mest muligt tilbage til denne tid, når man restaurerer.

 

 

 

Restaureringen var ofte MEGET gennemgribende som dette billede af Svanestok under restaurering i 1956 viser.

 

Modsat kirken, i Kastellets østre side finder vi den imponerende Kommandantgård.

 

Oprindeligt boede kommandanten i den sydlige ende af Generalstok (der netop fik sit navn heraf, da de fleste kommandanter var generaler) men da Gerhard von Stöcken tiltrådte i 1724 fandt han ikke, at denne beboelse var imponerende nok for kommandanten over Kastellet, og udarbejdede sammen med arkitekten Elias Häusser et projekt for en ny kommandantbolig øst for kirkepladsen. Her lå der godt nok en smedie, men den tænktes sammenbygget med kommandantgården. Projektet budgetteredes til i alt 5.279 Rigsdaler (men endte med at koste 10.000) Kongen godkendte projektet, og von Stöcken fik sin flotte embedsbolig. Den var dog ikke blot bolig, men også adskillige kontorer fandt deres plads her, blandt andet Parolstue der findes bag vinduet i stueetagen lige til venstre for flagstangen på billedet. I dette lokale foretoges forhørene over Struensee efter hans arrestation i 1772, og her fik han sin dødsdom forkyndt.

 

Bygningen faldt også i andres smag: I 1807 blev Kastellet besat i 6 uger (plus én dag) af engelske styrker efter Københavns bombardement, og i den tid flyttede den engelske general Cathcart ind hér og under den tyske besættelse 1940-45 havde de forskellige besættelsesdivisioner for Sjælland kontorer i denne bygning.

 

Efter 1945 blev huset tjenestebolig for Chefen for Hæren, siden for Forsvarschefen, men afventer i dag restaurering, selv om den benyttes til kontor- og repræsentationsformål.

 

 

 

I den nordlige ende af Artilleristok ser man præsteboligen, der skiller sig ud fra resten af både Artilleristok som fra alle de øvrige stokke ved dens store vinduer – og så er det under denne at man finder den eneste kælder i hele Kastellet.

 

Oprindeligt lå der her en fritliggende bygning – som muligvis stammer fra før det nuværende Kastellet blev opført – i hvilken man indrettede Kastellets første kirke. Bygningen blev mærkværdigvis samtidig anvendt til opbevaringsrum for kommandanten (pulterkammer?). Mellem denne bygning og Artilleristok var der en smal smøge, der kaldtes ”Kantorens gang” på omkring en meter i bredden.  

 

 

Bygningen blev med tiden temmelig faldefærdig, og var tilmed alt for lille som kirke for hele mandskabet i Kastellet.

Der findes nogle projekter for modernisering af kirken her, et af disse er fra 1705, altså et år efter, at den nuværende kirke var blevet taget i brug.

Det hedder heri: »På det sted, hvor den gamle kirke stod (altså må den da have været nedrevet) er det nødvendigt at opføre en ny barakke af højde og bredde ligesom den øvrige barakke og indrettet således, at en præst og andre kirkebetjente der kan have bolig«.

Dette projekt blev gennemført, og udførelsen kostede 2650 Rdl. (man bevarede kælderen).

Man ser stadig spor af denne ombygning, hvis man følger den hvide frise under tagrenden hen til nedløbsrørene – her ser man tydeligt, at profilet skifter, og ser man nøje efter ses det tydeligt, at Artilleristok oprindeligt havde sin nordlige ende her, ligesom bygningsarkæologiske undersøgelser har vist, at skillevæggen på dette sted i virkeligheden er den oprindelige endevæg.

Præsten og degn flyttede ind, men snart blev de tvunget ud igen, idet boligen skulle anvendes som standsmæssigt fængsel for den svenske feltmarskal Magnus Stenbock.

Han var blevet fanget i Holsten 1713, og i starten holdt fangen under meget frie forhold i København, indtil man opsnappede breve fra ham til den svenske konge, hvor han dels hånede den danske konge, dels gav oplysninger om byens forsvar. Han blev derfor sat i fængsel i præstegården, men dog stands- mæssigt med egne tjenere og mulighed for at dyrke sine hobbyer kunstdrejeri og maleri – billedet af ham her er et selvportræt som han sendte til den danske konge, Frederik d. 4. med bøn om frigivelse. Mens han sad her, modtog han besøg af selveste den russiske Zar Peter den Store, da denne var i København. Stenbock opnåede aldrig sin frihed, men døde i sit fængsel her i præstegården i 1717. 

 

 

Efter Stenbocks død var præstegården genstand for rivalisering mellem hæren og kirken, idet hæren ønskede at beholde rådigheden over præstegården som fængsel for ”fanger af stand” mens kirken ville have sin præstebolig tilbage – og kirken endte med at vinde denne kamp, selv om der også er blevet huset andre ”fanger af stand” her siden hen. Endnu i dag er her præstebolig.

 

Her var degnen også pligtig til at undervise de mange børn, der i gamle dage var i Kastellet, så her har også været skole. Børnene var i gamle dage ikke meget mere begejstrede for skolegangen end i dag, og forældrene var jo rå soldater, der ikke var synderligt interesserede i børnenes skolegang. Man ansatte derfor en underofficer til to gange dagligt at gå rundt i Kastellet, udrustet med et spanskrør, og samle børnene sammen – det hjalp gevaldigt på mødeprocenten.  

I sagens natur har der altid været oplagt krudt i en fæstning som Kastellet, men der vides ikke så meget om egentlige krudttårne før der i slutningen af det 17. århundrede anlægges et to-etagers krudttårn i Grevens Bastion. Det må dog have været dårligt bygget, for det blev revet ned igen allerede 1741 og erstattet af et andet to-etagers tårn med murtykkelse på to meter og med fire massive stræbepiller på hver side, antageligt på grund af den dårlige undergrund da Grevens Bastion ligger på opfyldt havbund.

 

 

Tårnet kunne rumme 1200 centner krudt. Centner var en gammel måleenhed, der svarede til 100 pund, eller i vore dages mål 50 kilo.

Der opbevaredes altså ikke mindre end 60 ton krudt i bare dette tårn. Og som det senere vil ses, så var der yderligere et tårn i Kastellet, foruden mindre oplag nærmere ved skytset. På et tidspunkt nævnes et krudtoplag i det ene tårn over Kongeporten, men denne usikre placering kunne man dog godt se var uhensigtsmæssig. Tårnet i Grevens Bastion eksisterer desværre ikke mere, idet man i 1890’erne lagde en jernbane til Frihavnen tværs gennem denne bastion (og Prinsessens Bastion) hvorfor tårnet blev nedrevet. Et næsten identisk tårn, dog uden stræbepiller, findes i dag i Fredericia. Det antages, at det er opført efter samme tegninger som det forsvundne i Kastellet. 

 

Derimod eksisterer Kastellets andet krudttårn i bedste velgående. Det ligger i Dronningens Bastion og blev opført 1712 af entreprenør Pelli. Dette tårn er kun i én etage og blev opført i dimensionerne 15 x 30 alen og også dette tårn forsynedes med to meter tykke mure.

 

 

Tårnet blev udstyret med reoler til krudtønder, og kunne rumme i alt 1000 centner krudt eller i vore dages mål 50 tons krudt. 

 

Billedet herover viser tårnet i 1939, hvor det igen fungerede efter sin bestemmelse som krudttårn. 

 

Sortkrudt er en mekanisk blanding af svovl, trækul og saltpeter. Saltpeteren rummer den ilt, der gør den eksplosive forbrænding mulig, men det er også den tungeste bestanddel i sortkrudt, hvorfor den havde en tilbøjelighed til at udfældes og synke til bunds i tønderne. På et stadie i denne proces blev krudtet ustabilt, og kunne eksplodere ved stød og slag. Der var derfor meget strenge regler for, hvordan man opførte sig i et krudttårn: Man måtte ikke have metal på sig, der kunne lave gnister, man måtte gå med tøfler eller sivsko uden søm, og så var det strengt forbudt at bande, for ikke at fornærme Gud, så han lod tårnet ryge i luften. Skulle det alligevel ske, så var de tykke mure beregnede på at lede eksplosionskraften opad, så skaden begrænsedes til tårnet selv. 

 

Alligevel skete det i 1779 at et krudttårn på Østervold sprang i luften, og ved den lejlighed virkede de tykke mure ikke. Der skete svær skade på især Nyboder, og mange mennesker omkom eller blev skadede. Derfor bestemtes det, at der ikke måtte opbevares krudt inden for byens volde i fredstid. Byens krudttårne tømtes, og således også tårnene i Kastellet. 

 

I 1817 kom det til et oprør i Tugt- Rasp- og Forbedringshuset på Christianshavn, som var så voldsomt, at man måtte ty til at beskyde fængslet med artilleri for at nedkæmpe fangerne. Herved brændte fængslet ned, så man stod med et problem med disse farlige fanger: Hvor skulle man opbevare dem? De værste henrettede man straks, men resten valgte man at anbringe i midlertidige fængsler indrettede i Kastellets to krudttårne. Det stadigt eksisterende blev udstyret med et trægulv, der delte det i to etager, og på hver etage blev der indrettet 10 celler til 2-4 fanger. Lige så mange celler indrettedes i tårnet i Grevens Bastion. 

Her blev fangerne, eller ”slaverne” som de betegnedes sat til at plukke værk, dvs. pille gammelt tovværk i tråde, der kunne anvendes til at tætne skibe med, de måtte nemlig ikke få værktøj i hænderne.

 

 

Dette var utvivlsomt Danmarks værste fængsel, men det var jo også blot midlertidigt – kun 30 år!! Fængslet blev først nedlagt i 1847. Der kan fortælles mange historier om dette som pladsen ikke tillader, men besøg stedet og få en rundvisning.