Vagttjenesten i gamle Dage

Af Johannes Helms: Soldaterliv
Afskrevet efter: 1. Regiments Medlemsblad "Kastellet"

At Vagtjenesten og de med denne forbundne Formaliteter ikke er undergaaet væsentlige Forandringer i de sidste Par Menneskealdre, vil Karnmeraterne kunne dømme om ved Læsningen af den af Skolemanden, Johannes Helms, givne Skildring af Vagttjenesten i København i Slutningen af 1849.

Johannes Helms, der som Frivillig deltog i Krigen 1849 - 50, fortæller herom:

Den første Gang, jeg var paa Vagt i København, havde jeg, der indtog en Underkorporals beskedne Stilling, det ansvarsfulde Hverv at kommandere en Vagt paa tre Mand paa Hønsebroen. Aldrig har jeg befundet mig lige over for en saa vanskelig Opgave. Da ieg og mine tre Mand var komrnet over Havnen til den Bro, der paa den anden Side af Bomløbet fører til Ny-Holm, viste der sig en Mand med en trekantet Hat, der gav sig til Kende som noget stort i Marinen, hvad han nok saa ud til, Overkanoner, Kvartermester eller noget lignende, og som til min store Forfærdelse forklarede mig, at jeg nu foreløbig stod under hans Kommando, og endvidere udviklede for mig, hvad ieg og mine tre Mand skulde passe paa og observere, hvor Posterne skulde stilles og hvad der skulde gøres, idet han bestandig benyttede Stedbetegnelser og maritime Udtryk, der var mig og mine tre Mand lige saa gaadefulde, som om han havde talt Kinesisk, skønt det maaske var godt Latin paa Ny-Holm. Af den Vagtkommandør, jeg afløste, kunde jeg ingen Oplysning faa, da han befandt sig i en Tilstand af haabløs Aandssløvhed, og sikkert har den, der afløste mig, faaet et lignende Indtryk af mig.

Jeg er vis paa, at ingen af mine tre Mand i noget Øjeblik af Døgnet fandtes paa det Sted, hvor de skulde findes, eller passede paa det, de skulde passe paa. Manden med den Trekantede kom iævnlig og gjorde et forfærdeligt Kvalm, talte atter Kinesisk, hvorpaa jeg for 10de og 20de Gang begav mig paa en haabløs Opdagelsesrejse efter Et eller Andet, som ieg ikke vidste, hvad var', og derfor umuligt kunde finde - kort sagt ieg førte en yderst kummerfuld Tilværelse. Jeg var vis paa Fæstningsarrest eller Degradation til de Meniges 2den Klasse, da henimod den Tid, da jeg skulde afløses, den Trekantede kom ind til mig i den Trækasse, der tjente til Vagtstue, satte sig ned og skrev en Rapport, der bevidnede, at Alt var udført i den fuldkomneste Orden, med nøjagtig Opgivelse af de Steder, hvor hver Post havde været udstillet til de givne Klokkeslet kort sagt det fuldkomneste Vidnesbyrd om den udmærkede Tjeneste, jeg og mine tre Mand havde ydet Fædrelandets Forsvar. Min Forundring og Taknemmelighed tabte sig noget, da jeg opdagede, at han ikke skrev det ud af Hovedet, men skrev af efter en Formular, der fandtes i Skuffen, og det blev mig klart, at en enslydende Melding hver Dag sendtes fra samme Vagt til Kaptajn-Vagtmesteren.

Jeg erfarede senere, da jeg oftere blev Vagtkommandør i mere betroede Stillinger, at det overalt gik til paa samme Maade med , Rapporten". I hver Vagtstue i København var der et Bord, i hvert Bord en Skuffe, og i hver Skuffe en Formular, der skulde afskrives og indsendes til Kaptain-Vagtmesteren. Den bestod af to Dele, hvoraf den ene forsaavidt var foranderlig, som den indeholdt et Skema, hvorpaa der opførtes Navnene paa de Personer, der udgiorde Vagtmandskabet, samt de Klokkeslet, da hver enkelt stod paa Post, for at den ulykkelige Synder kunde gribes, der muligvis kom til at begaa en Bommert. Den anden Del var derimod uforanderlig. Dens væsentligste Indhold var en Opremsning af de Mangler, der klæbede ved enkelte eller de fleste af de Inventariegenstande, der fandtes i Vagtstuen, f. Eks.:, I Skilderkappen til Posten for Gevær mangler den nederste Knap paa venstre Side. I Lygten er en Rude knækket. Et Stoleben er brækket o. s. v. ". Saadan en halv Snes Mangler blev afskrevet Dag efter Dag, Aar ud og Aar ind, og det synes ikke rimeligt, at de nogensinde blev afhjulpne eller kunde afhjælpes, uden at der kom Uorden i hele Maskineriet; saa vilde jo alle Rapporterne have været gale, og ieg erindrer ikke nogensinde at have opdaget nogen Uoverensstemmelse mellem de manglende Knapper. og Vinduesruder, og hvad der stod i Rapporten, og som havde staaet der Gud ved, hvorlænge. Jeg gad i Grunden vidst, om det staar der endnu.

Det skete engang, at et tænkende Hoved fik en Vagt at kommandere, og saa skete der noget skrækkeligt. Han skulde i Færd med Rapporten, men saa kom han til at tænke. Han tænkte, at det maatte være kedeligt for Kaptain-Vagtmesteren eller Kaptain-Vagtmesterens Skriver hver Dag hele Livet igennem at stave sig igennem den vidtløftige Opregning af manglende Knapper eller brækkede Stoleben, og da han selv ikke var stiv i Pennen, saa troede han at spare baade sig og sine høje Foresatte en Del Bryderi og at berede sidstnævnte en glad Overraskelse ved at afvige fra Recepten, og saa skrev han kort og godt: "I Vagtstuen er Alt i den sædvanlige Orden". Hvis han nu hermed var standset paa Reformernes slibrige Bane, havde han indskrænket sig til at tænke een Gang, vilde det muligvis have gaaet fredeligt af; men det skrækkelige var, at han tænkte to Gange. Da han havde nedskrevet den oven anførte meget forstandige og i ingen Henseende overspændte Sætning, faldt det ham ind, at det næppe var korrekt at bruge Ordet "Orden" om den lange Række af paapegede Mangler, og som en praktisk Mand, der vidste at hjælpe sig med de mindst mulige Midler, satte han et U foran "Orden", saa at Sætningen kom til at lyde: "I Vagtstuen er Alt i den sædvanlige Uorden". Man kan forestille sig Kommandantskabet, der fik en saadan Overhaling af en Underofficer! Den Ulykkelige maatte møde for Kaptajn-Vagtmesteren. At han blev straffet jeg troer med Vand og Brød er naturligt, men at han blev skældt ud for et Fæ, finder jeg meningsløst undtagen for saa vidt man altid er et Fæ, naar man vil gøre sig klog, naar Ingen forlanger eller venter det. Men hvem vil kaste den første Sten? Jeg ikke. Hvem af os kan sige sig fri for at ville give det gode Hoved, naar han kan se sit Snit? Hvem er beskeden, naar han kan undgaa det? Nej, i Sandhed! Kaptain-Vagtmesteren har Ret, vi er Fæ alle til Hobe, og jeg undtager kun Een, kun en Eneste, thi jeg kender virkelig eet Menneske, der er saa godt et Hoved, at han ved om sig selv, at han er en Dumrian. Samme Mand er min gode Ven, nyder min udelte Agtelse, og det følger næsten af sig selv, at han er et ualmindelig nyttigt Medlem af Samfundet og har aldrig stillet sig til Rigsdagen. Det var nu alt sammen i Anledning af min Vagt med tre Mand paa hans Majestæts Hønsebro.

Jeg avancerede i Løbet af Efteraaret og Vinteren, først til Korporal og henad Jul til Sergent og Fourer, og var nu Kompagniets næstfornemste Underofficer. Som Korporal var ieg blandt andet engang paa Vagt paa Hovedvagten som Næstkommanderende under en Kaptajn. Det var en vanskelig Post for de ulykkelige Skildvagter, der skulde holde Udkig med de mange høje Officerer, som i Løbet af Dagen passerede over Kongens Nytorv, og som der skulde gøres Honnør for eller vel endog raabes ud for, hvis de passerede, Paa denne Side Hesten", ikke at tale om Vogne med rød Kusk, der kørte over Torvet i Retning til eller fra Bredgade. Om Natten Kl. 12 blev Byens Porte med Undtagelse af Nørreport - lukkede, og Nøglerne bragtes til Hovedvagten. Saa blev Vagten raabt ud, og der præsenteredes Gevær for Stadens Nøgler, og nu kunde de gode Borgere sove saa meget tryggere for Fjendtligt Overfald. Saa vidt jeg husker, udsendtes fra Hovedvagten de mystiske "Rundetegn", i ethvert Tilfælde kom de tilbage dertil efter at have aflagt en Visit paa alle Byens Vagter. Det var smaa firkantede Stykker Messing det forekom Soldaterne underligt, at de kaldtes runde, der sendtes fra Vagt til Vagt, medens det af Vagtkommandørerne omhyggelig blev noteret, til hvad Klokkeslet de var forevist der, hvilket saa optoges i Rapporten. De hørte vist med til Reminiscentserne fra Erik af Pommerns Tid; i det mindste har det altid været mig en Gaade, paa hvilken hemmelighedsfuld Maade de bidrog til Stadens Forsvar, men at de paa den ene Side var i Stand til at berede Forlegenhed, og paa den anden Side, at Hovedstaden ikke straks faldt i Fjendehaand, fordi de kom noget til, derom kan ieg fortælle en Historie, som jeg omhyggelig har gemt paa i fireogtredive Aar, men hvorfor jeg nu agter at lette min brødebetyngede Samvittighed, inden jeg synker i den tavse Grav, da jeg var - jeg kan desværre ikke sige det uskyldige - Redskab for den Skæbne, der ramte et Rundetegn.

Jeg gik en Dag over Langebro. Der mødte jeg en Underofftcer af 4de Kompagni, min Ven, Skole- og Krigskammerat. Han saa altid af Naturen noget højtidelig ud, men idag var der noget nervøst anstrengt i den Maade, hvorpaa han bad mig at gaa en Tur med om ad Bastionerne, da han havde noget at betro mig. Jeg fulgte og tænkte mig alt som tredje Mand i en Kærlighedshistorie. Jeg maatte formelig sætte Mod i ham for at faa ham til at begynde, og i Sandhed, hvad ieg hørte, var nok i Stand til at bringe Haarene til at rejse sig paa Hovedet af en Korporal. Han havde for ca. otte Dage siden været paa Vagt paa Hovedvagten. Ved Midnatstid, da Byen var lukket af, og Stadens Nøgler var komne, og der altsaa ikke syntes at være nogen truende Fare paa Færde for Øjeblikket, siger Kaptajnen til ham, at han vil tage sig en Lur paa et Par Timer; skulde Rundetegnet imidlertid komme tilbage, havde han kun at skrive Tiden op og opbevare det, til han Kaptainen vaagnede. Rundetegnet kom, den midlertidige vagtkommandør noterer Tiden og putter Tegnet i Bukselommen, men glemmer siden at aflevere det; Kaptajnen glemmer at spørge om det, Kaptajn -Vagtmesteren glemmer det, Kommandantens Skriver glemmer det eller søger det i en forkert Bordskuffe; det ties ihjel, og nu gik han, den ulykkelige Korporal, paa ottende Dag og varmede det usalige Rundetegn i sin Bukselomme. Her var gode Raad dyre. Skulde han melde sig og aflevere det? Det var den visse Ødelæggelse. vi spadserede om een Bastion, om to Bastioner, om tre Bastioner da fik ieg en lys lde. "Holdt! Vend dig om, Kristian! Øjnene indad mod Vartov! Saadan! Giv mig Tegnet!" pavse! der høres et Plask langt borte. - Nu er Spørgsmaalet ude af Verden". Kristian gjorde store Øjne, men følte sig lettet han anede, at det Forfærdelige var sket, jeg havde gemt Rundetegnet paa Fæstningsgravens Bund, og en kommende Arkæolog vil i disse mine sanddru Optegnelser finde Nøglen til at tyde den mystiske firkantede Messingplade, som en Brøndboring om hundrede Aar vil bringe for Lyset.

Det kan nu være nok med Vagthistorier, men jeg maa dog fortælle een endnu om, hvorledes jeg engang ikke kom paa Vagt, men derimod paa Hovedvagten, fireogtyve Timers Arrest, og den Gang virkelig ganske uskyldig. Heraf ser man, at der dog er Retfærdighed til allerede her i Verden, om den end ofte kommer anderledes, end man tænker; jeg gik fri for Straf for min virkelige Brøde, men blev til Gengæld straffet for en Brøde, ieg ikke havde begaaet.

En Søndag havde Underkorporal Jørgensen og jeg af en eller anden Grund, som jeg nu ikke husker, men med Kompagniets Tilladelse, ikke været til Stede, da Kompagniet stillede for at høre Ordre for den næste Dag, men vi var tilsagte til at møde hos Kommandersergenten om Aftenen for at modtage vore Ordrer. Han har nu husket fejl eller læst fejl i sin Note-Bog, maaske har der ogsaa været noget andet i Vejen; nok er det, vi fik Ordre til at møde næste Morgen Kl. 7 i Gothersgadens Eksercerhus til Gymnastik. Kl. 7 var vi paa Pletten , Jørgensen og jeg, men der kom ingen andre. Da vi havde ventet en Times Tid, gik vi hiem jeg boede paa Regensen men, op ad Dagen kom Kommandersergenten for at hente mig til Hovedvagten som Arrestant. Først af ham fik ieg at vide, at vi begge to skulde have været paa Vagt, Paraden havde stillet, men der manglede to Vagtkommandører. To andre blev da pressede til at gaa i vort Sted, og vi blev uden videre Ceremoni ved Bataillonsbefaling dømte til fireogtyve Timers Arrest for Tjensteforsømmelse. Først mange Aar efter har ieg faaet at vide, hvad ingen dengang havde sagt mig, at jeg havde haft Ret til at protestere mod Dommen og fordre Krigsret, men om jeg ogsaa havde vidst det, er det tvivlsomt, om jeg havde gjort Brug af denne Ret, især da Kommandersergenten, der var sig sin Fejltagelse bevidst, snakkede noget om, at det var jo bedst, om jeg vilde tie stille i, "han havde Kone og Børn, men mig kunde det jo ikke skade stort". Deri kunde Jeg nogenlunde være enig med ham, og det var jo atter noget nyt, der kunde prøves.

Nede paa Gaden traf jeg min Lidelsesfælle Jørgensen, der skulde samme Vej. Under Vejs forsynede vi os med Cigarer og Svovlstikker samt et Spil Kort i det Haab, at man vilde give os Lov til at "sidde" sammen. Det blev der dog ikke noget af; vi fik hver sin Baas, efter at man først havde undersøgt vore Personer, ladet os beholde Cigarerne, men sat sig i Besiddelse af vore Svovlstikker.

Min Arrest var i og for sig ikke noget hyggeligt opholdssted, "en Lejlighed for en ugift", med Lys og Varme tilmaalt i meget knappe Portioner. Der var et lille Vindue, saa stort som en Stilebog, højt oppe, saa at ieg ikke kunde se ned paa Gaden. Væggene var beklædte med Brædder, der vistnok oprindelig havde haft Træets naturlige Farve, men som i Tidens Løb havde lagt sig en meget mørk Teint til, og de var bedækkede med Indskrifter, hidrørende fra tidligere Fanger, nogle kunstfærdig udskaarne i Træet. Med megen Deltagelse læste jeg der Navnene paa forhenværende Eneboere i denne beskedne Vraa. Adskillige syntes at have været en Slags Stamgæster, da der fandtes Inskriptioner, der tilbagekaldte Mindet om gentagne Ophold, og Vedkommende synes oftere at have trukket sig tilbage fra Verden for at hengive sig til et asketisk Levnet. Jeg mindes Indskriften "Søren Andersen Nakkeby, 3 Gange 5 Dage Van og Brø", og et andet Sted en Indskrift af samme Forfatter: "Søren Andersen Nakkeby, 24 Timmer krom"; denne sidste Indskrift var omgiven af et Hjerte, alt sammen meget smukt og kunstfærdig udskaaret. Denne Omstændighed satte min Tankevirksomhed i Bevægelse og beskæftiger endnu jævnlig mine ledige Øjeblikke med at løse det Spørgsmaal, ved hvilke Kunstgreb det har været muligt at skære dette i Væggen i Løbet af de fireogtyve Timer, han laa "krom".

Vi staar her atter over for et af de mange slaaende Eksempler, Historien har opbevaret, paa de Underværker af Snilde og Udholdenhed, som Fængslets Ensomhed har udklækket.

I Døren var der en Lem, der af og til blev aabnet af en Slutter, der tilbød at besørge, hvad jeg ønskede i Retning af Spisevarer, vel at mærke for min egen Regning og mod Drikkepenge, saa at jeg ikke var udsat for Hungersnød, men fik meget ordentlig Mad fra et Spisekvarter i Nærheden. Det mærkeligste ved det hele var, at jeg sad i Arresten og avancerede fra Korporal til Sergent, thi min Udnævnelse dertil kom netop samme Dag, hvad enten det nu var en ren Tilfældighed, eller Bataillonskommandøren havde faaet en Anelse om, at han var gaaet lidt overilet til Værks og vilde forgylde Pillen. Meddelelsen om mit Avancement fik ieg af en af vore Officerer, der kom op til mig og fik Tilladelse til at tale med mig gennem Gluggen paa Døren; han bragte mig desuden Snore, Naal og Traad, saa at ieg bl. a. tilbragte min Tid med at forsyne min Uniformsfrakke med Sergents Distinktioner, hvilket iøvrigt ikke var saa let paa Grund af den noget tarvelige Belysning, men det var til stor Forbavselse for Slutteren, der lukkede en Sergent ud, medens han havde lukket en Korporal ind.

Næste Dags Middag blev vi afhentede af Kommandersergenten. Da vi kom til Kasernen, stod Bataillonen netop samlet i Kasernegaarden, og vi blev nu efter Skik og Brug fremstillede for Bataillonskommandøren. Havde han nu bragt Sagen paa Bane, havde jeg ganske vist fortalt ham Sammenhængen, men til min store Forundring henvendte han sig straks til mig med de Ord, at det glædede ham at have kunnet forfremme mig, og kom ikke med den mindste Hentydning til Arresthistorien, saa at ieg fik en Formodning om, at han satte Pris paa, at jeg heller ikke talte derom, og jeg tav.

Selv tog ieg denne Sag meget let, fordi jeg lige fra det første Øjeblik havde set, at her forelaa en Fejltagelse og ikke en Uretfærdighed, men en Fejltagelse af en Art, der ganske vist ikke er tilladelig, og hvis nogen vil bebrejde mig, at ieg tav dertil, vil ieg svare, at ieg skyldte alle dem, der havde Del deri, saa megen Tak, at ieg sagtens kunde finde mig i at kede mig i fireogtyve Timer uden at gøre Kvalm, og derfor slugte jeg Kamelen i Tavshed.