Soldaternes Levevilkaar under Kong Frederik den VI

Af H. B. Thorsen. Et historisk Tidsbillede. H. B. Thorsens Kilde: Tidsskriftet „Nær og Fjærn“, Bind IV 1875
Afskrevet efter: 1. Regiments Medlemsblad "Kastellet", 1934

Af en lille Pjece „Acht Jahre in Danemark", der i 1852 udkom i Ulm, er nedenstaaende et sammendraget Udpluk til Belysning af ovenstaaende Emne, som jeg haaber kan paaregne nogen Interesse. Pjecens Forfatter, Theodor Ulrich, var Søn af en Retsskriver i Ulm, og i 1783, kun 17 Aar gammel, lod han sig af en Ven forlede til at flygte fra Hjemmet, hvorefter han lod sig hverve af den danske Regerings Hververe.

Sit første Indtryk af Datidens København skildrer han saaledes:

„Jeg blev forbavset ved at se denne udmærket smukke Stad. Da vi over Kongens Nytorv førtes til Amaliegade, hvor Byens Kommandant, General von der Osten, boede, voksede vor Beundring mer og mer ved til højre og venstre at se lutter Paladser".

Indkvarteringsforholdene var ogsaa forbavsende, men derimod ikke opmuntrende. Han faar anvist Kvarter i det Hus, hvor Kompagniets Kommandersergent, Mader, bor, og da denne, en streng og hidsig Mand, tager venligt mod ham og forestiller ham for sin Kone, venter han sig i sin Naivitet noget særdeles godt af Kvarteret. Hurtigt bliver han imidlertid revet ud af denne Vildfarelse, da Korporalen lader ham gaa fem Etager op og som Logis anviser ham et elendigt lille Tagkammer, i hvilket der var „indespærret" fire Soldater. Kun i Midten kunde man staa oprejst uden at støde Hovedet, og paa begge Sider skraaede Taget ned, saa man maatte krybe i Sengen under Tagstolen. I Sengen, der var slet, kunde ingen rette sig op uden at støde Næsen mod Tagspærene, og Klumperne i Underdynen maatte de slaa itu med Geværkolberne. Overdynen var alt for kort og smal for to temmelig store Mennesker, saa de altid maatte ligge tæt klistrede op ad hinanden, og de kunde ikke vende sig uden at vække Kammeraten, saafremt de da vilde have Gavn af Dynen. Om Vinteren maatte de oin Morgenen banke Sneen af Sengetæppet, og ikke sjældent var Skægget bedækket af Rim.

Soldaternes økonomiske Stilling var alt anden end heldig. Lønningen stod ikke i Forhold til Levnedsmidlernes Pris, og vilde han undgaa at kæmpe mod Sult og Nød, var han nødsaget til i sin Fritid at søge Fortjeneste ved alskens forefaldende Haandarbejde. De slette Lønningsforhold gav Anledning til, at Tyveri var meget hyppigt mellem Soldater og Matroser, hvad der igen affødte saavel den hyppige Spidsrodsløben som Borgerskabets Foragt for Soldaterstanden.

Hans Kompagnichef ved Oldenborgske Infanteri-Regiment (senere Sjællandske Infanteri-Regiment), en mecklenborgsk Greve Sponneck, som han karakteriserer som en tyk brav Mand, der holdt af at pleje sin Magelighed, maa have været en godhjærtet og velmenende Mand, thi paa den første Lønningsdag lod han uddele dobbelt Brødration til den unge Mand samtidig med, at han forbød ham at arbejde udenfor Tjenesten, fordi han frygtede, at Ynglingen skulde tage Skade ved det haarde Arbejde. Den dobbelte Ration var imidlertid utilstrækkelig for hans store Appetit, hvorfor han ikke kunde adlyde Befalingen, men nødtes til at søge Fortjeneste, hvor det lod sig gøre.

Til at begynde med forsøgte han sig som Oppasser hos en Løjtnant Biering, men efter to Timers Forløb blev han under Sergentmadam Måders Spot infamt kasseret, formedelst han ikke forstod at pudse Løjtnantens Underbeklædning. Saa maa han nøjes med at hugge Brænde og bære Vand for derved at tjene mangt et Stykke Smørrebrød.

Snart efter søger han ligesom Kammeraterne Arbejde som Haandlanger. Sædvanligvis maatte de paa Værfterne bære Bjælker, som de var 16 til 24 Mand om pan Skuldrene at slæbe ad en Lægtetrappe op paa de halvfærdige Skibe, ligesom de slæbte Master, Ankertov, Roi og andre til Skibsudrustning fornødne Genstande. Dette for den stærkt opløbne Knægt uvante, haarde Arbejde medførte den Ubehagelighed, at Huden løsnede sig fia begge Skuldre, hvilket især smertede og fik ham til at stønne i Løn, naar han den følgende Dag trak paa Vagt efter forudgaaende 4 Timers Vaabenøvelse paa Eksetcerpladsen i stram Uniform. Men, som han skriver, saa sultede han da ikke.

Kunde han om Morgenen ikke faa den Tjans eller faa Losningsarbejde ved Skibe, hvilket ofte mislykkedes, saa stillede han sig, iført en gammel rød Trøje og med et Tov om Livet, paa Hjørnet af Amagertorv eller Kongens Nytorv og ventede med Længsel paa, at en Tjenestepige eller Borger skulde behøve Hjælp af en Soldat ved et eller andet svært Haandarbejde.

Traf det sig en Dag saa uheldigt, at han intet Arbejde fik, ja, saa maatte han næste Dag først eksercere i de 4 Timer med en sulten Mave for derefter at trække 24 Timer paa Vagt uden Mad i Tasken.

Af ovenstaaende faar man det Indtryk, at Militæret kun har krævet Tjeneste hver anden Dag.

Mest indbringende var Flyttedagen, thi saa var der Brug for Hjælp til at bære Kister og Kasser op og ned ad ynkelige Hønsetrapper og gennem Gaderne. En saadan Dag bragte sædvanlig aabne (!) Skuldre og lasede Fingre med sig, men til Gengæld gav den ogsaa 5 a 6 Mark (ca. 2 Kroner) i Lommen.

Hans Moder og Tante forsøgte imidlertid gennem den kejserlig østerigske Konsul i København, Bogenhard, at løskøbe ham fra Tjenesten, men da dette mislykkes, sender de ham ad samme Vej nogen Understøttelse, og Konsulen, der er en brav og herlig Mand, faar ligesom hans Hustru Godhed for ham og hjælper ham paa mange Maader. Blandt andet skaffede Konsulen ham godt betalt Arbejde med at afskrive Aktstykker for den kejserlige Minister i København og for Legations-Sekretæren Mertz. Denne Fortjeneste kom ham dog ikke tilgode, medens han var Menig, da han ikke havde Plads i sit elendige Kvarter til at udføre Arbejdet. Han bliver dog snart Korporal og forandrer Kvarter, og saa gaar det løs med Skriveriet.

Ved Siden af Afskrivning skabte han sig en anden Næringsvej, der var langt mere indbringende, uagtet den krævede mindre Tid. Han gav Advokatens Rolle, i Begyndelsen i det smaa, men med hans Renommé voksede hans Mod. Efter at have erhvervet sig nogen Erfaring, fik han Øvelse paa dette Omraade og tumlede saa kækt i Rollen, at han endog flere Gange tillod sig at vise sig i Uniform for Politidirektionen, der afgjorde alle Stridsspørgsmaal. Ved Forsigtighed og Øvelse blev denne halvjuridiske Praksis en indbringende Indtægtskilde for ham. 1 vanskelige Tilfælde raadførte han sig med en norsk Student Bjelke, der var hans gode Ven, og som studerede Jura i København. Politiets Embedsmænd behandlede ham altid skaansomt, og han havde Følelsen af, at de alle nok undte ham denne Bifortjeneste som Sagfører. Han arbejdede med beskedne Priser, en simpel Klage skrev han for 3 Mark, et Forsvarsindlæg for en Rigsdaler.

Hans utrættelige Flid lettede hans Stilling lige saa meget, som den befæstede hans Anseelse ved Regimentet.

Til almindelig Overraskelse bliver han i 1786 — kun tyve Aar gammel — ved Parolbefalingen af Regimentschefen udnævnt til Kommandersergent ved Livkompagniet, ved hvilket han indtil videre har at gøre FourerTjeneste imod at oppebære Tillæget.

Hans Gage forbedredes derved betydeligt, idet han hver femte Dag erholdt 1 Rigsdaler og 5 Skilling, hvad i Nutidens danske Penge vil sige 191 Kr. 63 Øre aarlig i al Beskedenhed.

Saaledes gaar Tiden indtil den 17. April 1790, hvor hans Kapitulation er udløben, og hvor han føler sig glad og fri ved at forlade den danske Armé, i hvis Favntag hans Ungdoms Ubesindighed havde kastet ham.

Uagtet han ved sin Afsked knap er 25 Aar, saa har han formaaet at klare Stillingen godt, og sikkert har han været et ret enestaaende Eksemplar blandt Datidens hvervede Mandskab.