Skydebane-Vagten Juleaften 1888

Af Claus J. Olsen, nr. 129, 15. Bataillons 2. Kompagni,
Afskrevet efter: 1. Regiments medlemsblad "Kastellet", 1938

Det var en mørk og trist Efteraarsdag i 1888, da vi indkaldte Vinterholds-Mandskab mødte derude paa Kirkepladsen i Kastellet for at modtage vore Uniformer og Vaaben for derefter at blive indkvarteret i den nye Kaserne lige overfor Norgesporten.

Vi stod der i vort civile Tøj og kiggede nysgerrig paa hverandre, og vi var alle klar over, at det var ikke Overklassen af det danske Samfund, der havde sendt sin Ungdom til Vintertjeneste ved 15. Bataillon — dem, der havde haft Raad dertil, havde for en ringe Sum Penge byttet over til Sommerholdet.

Vi var ialt 100 Mand, inddelt i 4 Kompagnier, og hvert Kompagni havde en Sovesal og en Samlingsstue med 25 »Madskabe«. Efter at være iført Uniformerne blev vi sendt i Byen med vort civile Tøj og med den Ordre at møde paa Kasernen om Aftenen Kl. 10; — Dagen derpaa begyndte Rekrutuddannelsen.

Staten havde dengang en egen nem og billig Maade at ordne Bespisnings- og Beklædnings spørgsmaalet paa — den gav os hver 5te Dag et Rugbrød og 55 Øre om Dagen — »samt et Madskab«! — og saa maatte vi hver især selv sørge for Resten (Morgenkaffe, Frokost og Middag — Underbeklædning, Støvler, Pudserekvisitter m.m.).

Det var jo givet, at denne Naturalie-Forplejning langt fra kunde slaa til; havde vi en Smule Penge til at begynde med — hvad vel de færreste havde —, saa var disse hurtigt brugt.

Vi maatte derfor se at ordne os paa anden Vis — ved Hjælp af Bekendte, Venner og Veninder, og det var særlig de sidste, der kom i første Plan.

Det er jo let forstaaeligt, at ogsaa vi gerne vilde have forskellige Sager indeholdende Vitaminer og Kalorier i de os anviste Madskabe.

Men alle vil ogsaa kunne forstaa, at det selvfølgelig maatte blive en højst uensartet Forsyning til de forskellige Madskabe, og Systemet kunde ikke være praktiseret uden ved den største Hjælpsomhed og Kammeratskab mellem Soldaterne; det var i det hele taget mærkeligt at se den Forskel paa disse i Geledet og indbyrdes dem selv imellem — se disse vilde Krabater, som Befalingsmændene havde det største Besvær og Møje med at holde indenfor den militære Disciplins Regler og Bestemmelser — til den ene Side — og saa de samme Mennesker som de mest omsorgsfulde Kammerater overfor hinanden.

Vi var nu naaet henimod Jul, og Tiden var inde til, at Sommerholdet skulde hjemsendes, og at vi skulde overtage Vagterne, og det blev 15. Bataillon, der skulde begynde med Vagterne Juleaftensdag Kl. 2 om Middagen.

Det var selvfølgelig ikke i den gladeste Stemning, at vi ca. 50 Mand stillede paa Kirkepladsen under Kommando af Stabssergenten, som skulde aflevere Vagtholdene til Kastellet, Rosenborg og Skydebanerne. — Vor gamle, elskelige Stabssergent paalagde inden Afmarchen Vagtkommandørerne at give Mandskabet den mest mulige Frihed til at gaa til Byen for efter fattig Evne at skaffe sig nogle af julens Herligheder.

Var Stemningen paa Kirkepladsen nede omkring ved Nulpunktet — saa blev den ikke bedre, da vi — den 9 Mand stærke Skydebanevagt — marcherede gennem Bredgade, over Kg. Nytorv ud til den gamle Langebro.

Vi saa den højtidsstemte københavnske Befolkning belæsset med Pakker indeholdende alle Julens gode Sager, ile mod Hjemmene, — og vi — vi saa — over den gamle, smalle Langebro — for os det dengang ubebyggede Amager Fælled, som laa foran Indgangen til Skydebanerne.

Vagten — en lille, uanselig Bygning, trist og mørk, nærmest mindende om et landligt Sprøjtehus, — var ikke særlig indbydende.

Og saa blev den 3 Mands første Vagt sat paa Post!

Vejret var tørt med let Frost og en Del Blæst, og eftersom Mørket faldt paa, blev det mere og mere koldt — og her stod saa vi — og saa ind over Stranden Lysene tændes i de mange Hjem derinde i Byen, — og vore Tanker formede alt det herlige, som dér fandt Sted, og som vi gik glip af.

En Trøst for os var det, at vi saa den ene efter den anden af Frivagten med Brødposen spændt over Skulderen forsvinde over Broen ind mod Byen — og vort Haab om, hvad de eventuelt kunde »hamstre« derinde.

Et herligt Omslag i Stemningen viste sig, da vi ved Vagtafløsningen kom ind i den dejligt opvarmede Vagtstue, Ilden buldrede lystig i Ovnene — Vagtens tildelte Kulration var selvfølgelig alt for ringe, men den var bleven suppleret med tort Brænde »hugget« fra de nærmeste Havehegn og Stakitter.

Bordet var dækket med alt, hvad Frivagten havde skaffet tilveje — Steg, Fedt, Smør og Æbleskiver, dertil Punch og Nødder. — Ved juletid er Folk jo bløde om Hjerterne og var gode mod de forfrosne Soldater derude paa Fælleden.

Kammeraterne vidste ikke alt det gode, de vilde gøre os, som kom ind fra Vagtposterne, og varme, mætte og tilfredse blev det vor Tur at faa Brødposen over Skuldrene og ind til Byen for at se, hvad vi kunde skaffe, — og juleaften derude i den lille Vagtstue blev saa højtidsfuld festlig baaret oppe af et Kammeratskabs hjælpsomme Venlighed, der skabte en Stemning, der staar som et af de skønneste Minder fra Soldatertiden.

Der er nu gaaet 50 Aar siden da! Men hver Gang vi nærmer os Højtiden, saa melder Mindet sig om hin dejlige juleaften derude paa Skydebane-Vagten.