Paa Vagt

Af "45".
Afskrevet efter: 1. Regiments medlemsblad "Kastellet", 1915

Enhver af os kender sikkert den Følelse af Spænding og Interesse, hvormed man som Rekrut den første Gang stiller til Vagt paa Kirkepladsen. Gennem de foregaaende Dages „teoretiske Vagttjeneste" har man faaet det Indtryk, at denne nye Side af Soldaterlivet, der, om man saa kan sige, vender mere udad mod Offentligheden, frembyder saare megen Lejlighed til at blive „knaldet". Paa Kirkepladsen, Fælleden og i „Bastioneu" har man imidlertid lidt efter lidt faaet Øjnene op for det Utal af Faldgruber, der aabner sig for den ulykkelige „Post for Gevær", der skal kunne kende Kongehusets Medlemmer og Generaler paa lang Afstand og afgøre, om „én Fører og 1 Mand" i Vagtkommandørens Øjne et et „væbnet Kommando", alt imens han nøje maa passe at forbipasserende Befalingsmænd faar den dem tilkommende Honnør, hvad enten det drejer sig om den nyudsprungne Underkorporal eller selve den „kommanderende". I denne Følelse af Ængstelse for det nye, der forestaar, blander sig en vis Stolthed over at være paa Vej til at blive „gammel Soldat", og at det snart er forbi med at høre paa „Vinterbissernes" haanlige Bemærkninger og belærende Foredrag ovre i „Tutten", thi naar Rekrutterne overtager Vagten synger „Vinterbisserne" paa deres sidste Vers,

Den første Skærsild er lykkeligt gennemgaaet, „Staben" har ikke haft noget særligt at udsætte paa Paaklædning og Pudsning, kun „53“, der har en ubegrændset Appetit, og hvis Brødposes Laag ikke kan knappes som Følge af Madpakkens gigantiske Præportioner, faar en lille Paamindelse om, at Brødposens Laag er der for at være lukket i og at han maa se at indrette Appetiten efter Brødposens Dimensioner.

Vagtinspektøren nærmer sig og modtager Honnør fra de tre Kommandører, Geledderne aabnes og atter underkastes Paaklædningen et Eftersyn. Geledderne sluttes og man giver sig saa til at vente paa at Klokken skal blive Hel paa Kirkens Ur, medens Regimentsmusiken giver et Par Numre til Bedste for en Tilhørerskare, hovedsagelig bestaaende af Barnepiger og Soldater, der bejler til Pigernes Gunst, hvilket for Rekrutternes Vedkommende er ret haabløst saa længe „Vinterbisserne" endnu er til Stede paa Arenaen.

Saa lyder Vagtinspektørens Kommando, der rettes, svinges ud, og med fuld Musik sætter „Paraden" sig i Bevægelse, medens Vagtinspektøren „saluterende" gengælder Honnøren fra Vagterne.

Fra de smaa øverste Vinduer i Stjernestok og Artilleristok kigger Kammeraterne grinende efter os; vi retter os, trækker Geværet an og sætter Foden haardere i Stenbroen og føler Forfængeligheden kiIdret ved at være Genstand for Opmærksomhed, fordi det er første Vagt af Rekrutterne.

„Hovedvagten" drejer af til venstre, „Rosenborgvagten" og „Tøjhusvagten" marscherer ud af Sjællandsporten ....

Den første Tur paa Post ved Porten til Rosenborg Slot er vel overstaaet; det var et helt livligt Sted at staa Post, en lille Sludder med et Par Bekendte forkorter Tiden og inden man ved et Ord af det er Afløsningen der.

Aftensmaden er fortæret en forbuden Frugt i Form af en „Aalborg" er hastig skyllet ned og Flasken forsvarlig gemt. Man forsøger at faa en bekvem Stilling i de haarde Vagtstole, men det vil ikke rigtig lykkes; tilsidst slumrer dog alle blideligt, en paa Bordet, en paa Gulvet og undertegnede oven paa et Skab, der staar bag Døren. Stillingen er noget ubekvem, men mit gode Sovehjerte fornægter sig ikke, og snart hviler jeg lige saa trygt i Morfeus Arme paa mit haarde Leje, som laa jeg i den bedste Seng med Fjedermadras .... Pludselig vækkes jeg af min Søvn ved en Støj, farer op og ser en Officer, som jeg ikke kender, staa og ruske i „36" der, sovende paa Bordet, „haler nogle vældige Torsk i land". En Anelse siger mig, at det trækker op til „Knaldperler" og jeg glider forsigtig ned af Skabet og faar Livremmen spændt uden at Officeren bemærker mig. De andre Kammerater er imidlertid vaagnede og til Slut lykkes det ogsaa at faa „36" kaldt tilbage til Livet; med et højst komisk, forvirret Ansigt stirrer han paa Premierløjtnanten, der med en urokkelig Ro kommanderer „Til Gevær“ og begiver sig ind i Vagtkommandørens Stue, Lidt efter viser han sig i Følge med Vagtkommandøren udenfor Vagtbygningen, hvor vi staar ved Geværslotterne, spændte paa, hvad der nu skal ske. Der rettes og „meldes af“ og „røres“ igen, og endelig udløses Spændingen ved, at „Ronden“ spørger om 36’s Nummer. 36 retter sig og svarer.

„Der kom ingen af Vagtmandskabet ud, da der blev raabt til Gevær, og den Mand laa paa Bordet og var næsten ikke til at vække", siger Premierløjtnanten, henvendt til Vagtkommandøren, der ogsaa ser noget søvndrukken ud. „De, „Post for Gevær“ henvender han sig til „67“, maa se at raabe noget højere, man skulde tro det var en ung Pige og ikke et Mandfolk, der raabte „Til Gevær". „36" bliver indmeldt, men de andre skal slippe for denne Gang".

Glade var vi med Undtagelse af „36"; vi vidste jo, at Kommandanten straffede haardt for Vagtforseelser, og vi drøftede indgaaende, hvor meget der vel kunne regnes for den svære Synd at have sovet paa Bordet. „67“ slap ikke for Tiltale; den Haan, hvormed vi efterabede hans spinkle Røst i et „Til Gevær" var knusende, og alle var vi enige om, at Skylden for det passerede udelukkende var hans, selv om jeg er overbevist om, at selv det kraftigste Brøl ikke havde vækket. Nattetimerne paa Post ved Slottet gaar ikke saa hurttigt som om Dagen ude ved Porten; men ogsaa de faar en Ende, skønt det sidste Kvarter synes længere end en Evighed. Afløsningen kommer endelig travende ud fra Vagten og snart efter forkynder en kraftig Snorkekoncert fra Vagtstuen, at alle sover trygt og roligt, som man kun kan det, naar man er Soldat, selvom Lejet er haardt og ubekvemt.