Mine Følelser som Rekrut ved 15. Bataillon.

Af Grosserer Rudolph Seifert, 392, 1879-15-4
Afskrevet efter: 1. Regiments Medlemsblad "Kastellet", 1928

Om en Maaneds Tid vil det være 50 Aar siden, jeg gik paa Session i det nu nedrevne Kvindefængsel paa Christianshavn. Mit inderlige Ønske var at blive kasseret, men undertiden kan Lykken være bedre end Forstanden. Thi om jeg var bleven kasseret, saa vilde jeg være gaaet glip af mange skønne Oplevelser og Erfaringer fra min Soldatertid, Oplevelser, som man ikke kunde købe for Penge. I April 1879 mødte vi i Kastellet, 500 unge Mænd af de mest forskellige Livsstillinger, som meget hurtigt blev lige saa mange gode Kammerater.

Det var jo nærmest 4. Kompagnis Kammerater, som jeg levede mig sammen med. Det kunde slet ikke blive anderledes, takket være alle de brave Befalingsmænd ligefra Kaptajnen nedefter til Underkorporalen. Jeg maa tilstaa, at jeg ikke var den dygtigste Rekrut, men Befalingsmændene indsaa, at jeg gjorde min bedste Flid, og altid var Behandlingen yderst human. Vi blev ikke kaldt ved Nummer, men ved Navn, hvad der jo ligefrem var en Opmærksomhed mod os, og vi gjorde os saa meget mere Flid, for at vore Foresatte maatte blive tilfreds med os. Stabssergenten, ved Navn Brunsgaard, var Gymnastiklærer og en meget tjenstivrig Befalingsmand. Uheldigvis var Gymnastik min svage Side, og min Sidekammerat var Kompagniets dygtigste Gymnastiker, som i Privatlivet havde været Elev af Stabssergenten, hvad der gjorde mig, i endnu ringere.

Men, som sagt, Behandlingen var yderst human. Hvad jeg var daarligst til, var at springe over Hesten. Desuagtet behandlede Stabssergenten mig alt for høfligt, thi naar jeg ikke kunde magte Opgaven, tiltalte han mig saaledes: „De fine Mand, vil De behage at springe over Hunden". Jeg maa tilstaa, at jeg vilde have foretrukket en mere grov Tiltale. Øvelserne gik hver Dag saa behageligt, som tænkes kan, hvad enten det var Geværgreb paa Kirkepladsen, Gymnastik i Gymnastikhuset, Skydning paa Amager eller Øvelse paa Fælleden, altid den samme humane, men alligevel bestemte Optræden fra Befalingsmændenes Side, og et smukt Kammeratskab indbyrdes.

Jeg følte mig en Dag meget sløj, og da det hed sig, at vi de nærmeste Dage skulde have Felttjenesteøvelse paa Eremitagesletten, frygtede jeg, at mine Kræfter ikke vilde slaa til. Jeg henvendte mig derfor til Oversergenten med Anmodning om at blive gjort kvatersyg faa Dage, men det kunde der ikke være Tale om. Jeg skulde til Lægen, Korpslæge Wanscher. Denne saa paa mig, men sagde ikke et Ord, gjorde en Haandbevægelse: „træd af til venstre". Da Lægen havde behandlet de øvrige Rekrutter, der havde meldt sig, var vi tre Mand, som Underkorporalen fik en Seddel paa, at vi skulde paa Sygehuset. Jeg protesterede saa meget, jeg kunde — det var ikke ret meget — og forklarede Lægen, at det maatte bero paa en Misforstaaelse, at jeg ikke var saa syg, at jeg behøvede at indlægges paa Sygehuset. Lægen sagde fremdeles ikke et Ord, kun med Haanden til venstre, og Kl. 3 maatte vi tre Mand vandre til „Grødslottet" i Rigensgade.

Jeg kom straks i Seng, men fik ingen Medicin af nogen Art, og kun ubetydelig Næring i to Dage. Det hed Feberkost, saa kom jeg op og blev straks udnævnt til Køkkenassistent. Min Bestilling var, at komme 3 kogte Svedsker i hver Talerken Sødsuppe, som jeg udførte til Køkkenchefens Tilfredshed. Saa var der gaaet 4 Dage og den femte Dag, en Søndag, blev jeg hjemsendt til Kastellet. Jeg indsaa nu, at jeg ikke havde haft Grund til at være vred paa Lægen. Han havde tvertimod villet mit Vel, idet han havde set, at jeg virkelig var sløj og trængte til absolut Hvile, hvad der ikke var Lejlighed til som kvartersyg i Kastellet, hvor man f. Eks. kunde komme til at trække Rullen, naar Drejlstøj skulde rulles.

Den 8. Oktober blev vi saa hjemsendt. Kaptajn H. P. Petersen holdt en smuk og rørende Tale til os, og der var næppe en eneste Mand, uden at han havde en Taare i Øjet, da Kaptajnen tilraabte os sit „Levvel". Saa var en dejlig Sommer levet, som aldrig er kommen igen ligesaa god. Et herligt Minde om 15. Bataillon, hvis Chef, Oberst Frost vi ikke havde set særligt meget til i Sommerens Løb. Med den Aand, som herskede i Kastellet i 1879, vilde der aldrig i Befolkningen kunne være nogen Stemning mod Hæren.