Kummel-SkræderenAf Albert Anener I Foraaret 1873 sagde jeg min gamle Fødeby København Farvel og flyttede til den nærliggende Soldaterby Citadellet Med mig „fulgte vel tusinde Svende”, der alle efter Underofficerernes Forsikring trængte til at lære at staa og gaa, noget, vi i vor dumme Indbildning mente, at have kunnet udføre nogenlunde elegant i over en Snes Aar. Naar man lod Øjet følge Rækken af de blegnæbbede Rekrutansigter, maatte man dog indrømme, at Kavallererne sikkert alle trængte til en Friskluftskur med god Motion, solide Kommis-Rundtenommer og regelmæssig Nattesøvn i Kasernesengenes haarde og lidenskabsløse Favn, for at genvinde Kræfter, tabte enten ved Dag og Natarbejde eller ved at pokulere den halve Nat og derefter spadsere paa Kærlighedsstien til den lyse Morgen. Blandt disse haabefulde Fædrelandsforsvarere befandt sig ogsaa det uheldige Krigeremne, jeg vil fortælle en lille Historie om. Nr. 27 blev i Modsætning til os andre sjælden nævnt ved Nummer. De gode Numre havde den Ære, at blive kaldet ved Navn eller Titulatur af Kammeraterne. „Syvogtyves” Navn var „Skræderen", hans fulde Navn „Kummel-Skræderen”, og han svarede fuldstændig til Navnet: han havde sikkert syet lovlig faa Sting imellem hver Snaps. Den ulykkelige Hang til stærke Drikke havde ikke paavirket min Kompagnikammerat i nogen kendelig Grad paa Person eller Statur. Han hørte til første Delings velvoksne Folk, var forholdsmæssig bygget og havde et ret kønt Hoved med tæt mørkt Haar; det blegfede Ansigt var endda prydet paa værdig Riddervis med en stor Moustache og net tilspidset Hageskæg. Naar han havde været maadeholden i nogle Dage, kunde han næsten pynte i Geleddet blandt al den skægløse Ungdom. Men Alkoholen havde ikke været saa nænsom imod vor Skræders sjælelige Evner. Han var rent ud sagt en Klud. Karakter, Villie, Intelligens var som dunstet bort, og i deres Sted var traadt en lallet Godmodighed, der sjældent forlod ham, selv om Genvordighederne voksede ham over Hovedet. Han erkendte fuldtvel, at det baade var ordentligere og sundere at have en lille Snapsflaske istedetfor den store Pepitaflaske, men han vilde dog ikke skille sig ved denne gamle Ven og stadige Trøster. „Syvogtyves” Genvordigheder begyndte fra Morgenstunden. Naar Sektionen stillede, manglede der i Reglen en Mand, der kom løbende bagefter ned til Kompagniets Stilleplads ved Norgesporten; det var naturligvis Skræderen. Forpustet og med et meget ulykkeligt Udtryk luskede han til sin Plads i Geleddet, hvor hans Sidekammerater i Hast rnaatte hjælpe paa de værste Mangler ved hans Toilette, rette paa Lædertøjet og knappe de flagrende Skulderstropper. Strax efter ankom vor lille, rappe Kaptajn, for at give Kompagniet sin dunrende Morgenhilsen. Deri høje, magre Oversergent kommanderede sit halvtyske: „Gevær paa Skulder! Se til Højre!“; vi anspændte hver Sene for at staa saa strunke som Graner, og enhver sendte den ankommende et saa martialsk Blik, som han formaaede, for at aflede den Lynstraale, der snart vilde slaa ned. Kaptajnen passerede Kompagniet med en Mine, som vilde han spise os sektionsvis; Hornblæserne paa Fløjen fik i Reglen den første Dravat, men vor Skræder fik med Sikkerhed den næste — Bygen haglede ned over ham, naar Frakken var knappet til fejl Side eller kun tildels knappet eller, naar han havde glemt Brødposen — Flasken glemte han aldrig. Vor Skræder tog sit ulykkeligste Ansigt paa og rystede af Sindsbevægelse; men senere kunde han godt betro Kammeraterne sin private Mening: „Idag var Kaptajnen da lovlig krakilsk. Med takfaste Skridt marcherede Kompagniet saa ud ad Norgesporten; her under Portbuen dirrede Luften af Krigslarm: vrede Kommandoord, Miniégeværernes raslende Appel og de tunge Fedtstøvlers gungrende, taktfaste Drøn, der gav Genlyd fra den runde Porthvælving. Lige udenfor Porten bortvejredes alt det krigerske af den idylliske Fred, der hvilede over Kastelsgravens blanke Flade og over den gamle, grønklædte Vold. Lejlighedsvis kunde en enlig morgenduelig Spadserende sende et medlidende Blik ind i vor unge Krigertrup. Lyden af vor Marche var det eneste, der brød Stilheden i de ellers mennesketomme Alleer, hvor man kom i Skovsteming ved den rene, friske Morgenluft under Alletræernes solbelyste Bladtag. Det blev dog ikke forundt vor Skræder at nyde denne Stemning i Ro. Han havde kun Lyst til at vandre Livet igennem i sin egen Gangart; derfor rnaatte Delingsføreren med korte Mellemrum, og ikke altid lige blidt, minde ham om, at vi ikke skulde spadsere, men marchere. Naar Skræderen var i fejl Tridt, kom han desuden i Kollision med sin Bagmands haarde Støvlenæser, hvilket til Tider bragte ham til at udføre ureglementerede Dansetrin i Geleddet. Paa Østerfælled fortsatte vor uheldige Kammerat sin krigerske Løbebane med dens Kalamiteter. Vor Skræder maatte sande, at der er stor Forskel paa at haandtere en Synaal og et Gevær. Jeg vil haabe for ham, at han var dygtigere til at føre Naalen, end han blev til at bakse med Skyderen. Man viste ham forøvrigt den særlige Udmærkelse at give ham en Lærer for sig alene, naar der skulde læres Ting, der grændsede til Hekseri, f. Eks. at „træde om”. Men jeg saa ham aldrig rigtig fornøjet ved denne sjældne Ære. Derimod var „Syvogtyve” glad under Hvilen. Naar hele Kompagniet slog sig ned paa Randen af Grøften, der løb langs Strandvejen, var han i sit Es. Han kunde naturligvis ikke spise ret meget og delte derfor broderligt sin tarvelige Mad med den gule, smudsige Puddelbastard „Peter”, der stadig fulgte Kompagniet, indtil den engang blev lokket ind til en Slagter og Pølsefabrikant ved Utterslev, hvorfra den sikkert er kommen i stærkt omformet Tilstand. Det var ganske rørende at se disse to Skabningens Stedbørn, naar de i broderligt Fællesskab nød Tilværelsens snart talte salige Minutter. ”Peter” holdt sig til Maden, og Kummel-Skræderen holdt sig navnlig til den velfyldte Pepitaflaske; der kunde altsaa ikke let blive Uenighed mellem de to Venner om Tingenes rette Deling. Hunden gøede og dansede paa det sparsomme Grønsvær som Tak for Mad, og Skræderen fulgte dens glade Bevægelser med stigende Tilfredshed, efterhaanden som Flaskens Indhold formindskedes og hans Følelse af Velvære tiltog — „Peter” var det eneste taknemmelige Væsen, han kendte. Efter Hvilen begyndte imidlertid Genvordighederne igen; vor Skræder var ikke bleven styrket under Hvilen, hans Forstand og Nemme var snarere sløvet. — Tilsidst blev den militære Trøje ham for snæver. En skønne Dag, da han havde faaet Lønning, blev han borte fra Kastellet. I en billig Rus havde hanlullet sig ind i den Tro, at han ganske ubemærket kunde gaa over til det borgerlige Liv og den ædle Skræderkunst, uden at Kaptajnen vilde savne ham. Endskønt Militæretaten ikke tabte synderligt ved hans Bortgang, blev Skræderen dog eftersøgt for en Ordens Skyld, og Politiet bragte ham omsider tilbage til Afdelingen, efter at han i tre Dage havde nydt Frihedens Goder med tilhørende Smaasnapse. Han blev naturligvis tagen i en Værtshuskælder. Vor Skræder ankom til Citadellet i derangeret Tilstand og i aldeles nedslaaet Sindsstemning. Han fik ikke Lov til at træde ind i sin Plads i Geleddet, men blev, som en temmelig farlig Forbryder, sat i Varetægtsfængsel. Over Norgesporten findes et Værelse med smaa tilgitrede Vinduer; Indgangen hertil er fra Kastelsvolden. Her rnaatte den ulykkelige Skræder friste et Par lange Døgn, inden han fik sin forresten milde Dom. Naar Kompagniet i disse Dage marscherede ud ad den gamle Port, kiggede hver Mand op til de smaa Vinduer, hvor vor Kammerat sad indenfor og kukkelurede, og alle havde sikkert Medfølelse for det ulykkelige Menneske med den altfor stærke Tilbøjelighed og altfor svage Karakter. „Syvogtyve” sad ellers heroppe og blev ædruelig; med denne for ham sjældne Dyd fulgte Ro og Resignation. Nu kunde de gøre ved ham, hvad de vilde. Smide ham ud af Tjenesten maatte de allerhelst. Forresten benyttede han den meste Tid til at „tænke paa Ingenting", og til en Afveksling lyttede han efter Kolonnernes drønende Marsch gennem Porten nedenunder og efter Sergenternes haarde Kommanderen, for mulig derpaa at kende sit eget Kompagni. Helt afskaaret fra Omverdenen var han da heller ikke Til bestemte Tider af Døgnet modtog han korte Besøg af en eller anden af Brandvagtens Mandskab, der skulde sørge for hans nødvendigste Eksistensbetingelser. Søndag Morgen blev det min Tur at besøge ham! Jeg havde Lørdag Nat haft den ansvarsfulde Bestilling at patrouillere i Citadellets Gader for eventuelt med min dragne Sabel at nedslaa lldgerningsmænd, der kunde falde paa at stege mine slumrende Kammerater, men min Klinge var heldigvis pletfri, da Søndag Morgen oprandt med Sol og Sang fra Voldens Fugleskare. Brandvagtkommandøren gav mig det ærefulde Hverv at besøge Skræderen. Ordren lød: „Nr. 2! Nu gaar De op til „ham deroppe“ og hører, om han vil have noget — det vil sige: ingen Sprut! Forstaar De?” „Vel, Hr. Sergent!“ „Her har De Nøglen til Herligheden.“ Med disse Ord rakte han mig et rustent Instrument af anselig Størrelse. Efter en kort Gang paa den smilende lysgrønne Vold aabnede jeg den tunge, skumle Dør og traf min Kompagnikammerat i bedste Velgaaende i det halvmørke Rum over Norgesporten. Han bad mig høfligt om at købe sig lidt Flæsk og Ost ovre i Marketenderiet; navnlig vilde han være taknemlig, naar jeg kunde laane ham en god Brødkniv, thi han kunde ikke skære sig et ordentligt Stykke Brød med de Lommeknive, Brandvagterne laante ham. Jeg fik snart en stor Kniv ovre paa Samlingsstuen, og bad ham gøre sig færdig med Brødskæringen til, jeg kom igen. Saa lukkede jeg omhyggeligt for ham og gik i Byen efter den ønskede Fetalje. Men da jeg igen stod udenfor Marketenderiets fedtede Bod med Flæsket i den ene Haand og Osten i den anden, fik jeg en Tanke, der jagede den kolde Sved frem paa min Pande, og bragte mine Knæ til at vakle. Skræderen skulde da vel ikke have brugt den Kniv mod sig selv! I hans Situation, med Straf i Vente og Lede ved Militær livet, burde jeg dog have tænkt paa denne Mulighed. Hvad kunde Følgen blive af min Tjenstvillighed? Skam og Tort og selv en lang Tur inden tunge Døre! — Og den stakkels Skræder! Jeg saa ham i Tankerne ligge i det halvmørke Værelse, livløs, bleg, badet i Blod! Jeg løb med en Hastighed, som om Jorden brændte under mig, tilbage til Fængslet og aabnede Døren i aandeløs Spænding.------ Han stod der med et gemytlige Smil og betragtede en hel Mængde solide, smukt skaarne Rundenommer, takkede mig for Varerne, jeg bragte ham, og for Laanet af Kniven, og bad mig hilse alle Kammeraterne. Jeg blev saa glad ved Gensynet af ham, at jeg ikke har følt større Glæde ved at gense mine Nærmeste efter lang Tids Fraværelse. Jeg kunde have takket ham, omfavnet ham, — ja, maaske endda købt Snaps til ham, hvis han havde anmodet mig derom. Men jeg beherskede mig og nøjedes med at tiltale ham med et Overmaal af Venlighed. Sommeren gik saa taalelig for min Kammerat, og i Oktober slog hans Befrielsestime. Ved Genindkaldelserne kom han derimod ikke tilsyne. Nogle mente, at Skræderen havde drukket sin sidste Snaps, men det kan saamænd godt være, at han sidder som en fornuftig Skræder i en eller anden Provindsby uden Pepitaflaske og mindes Militærtjenesten med et Hjærtesuk: „Hvor jeg i Grunden var en Gris dengang!
|
