Første gang på vagt

Af Victor Krohn
Afskrevet efter: 1. Regiments medlemsblad "Kastellet", 1917

Vi var mødt som Rekrutter (ved 1ste Bataillons 1ste Kompagni) Søndag den 25. April 1880. Jeg var kun 20 Aar den Gang, og jeg husker, at jeg i min Iver for at møde i rette Tid ganske havde overset Klokkeslettet paa Indkaldelsesordren og derfor stillede i Kastellet allerede Kl. 9 om Morgenen, meget skuffet over, at jeg ikke straks kunde blive iklædt.

Rekrutskolen varede den Gang i 6 Uger, og da 1ste Kompagni skulde aabne Vagternes Række, fulgte deraf, at vi ogsaa skulde paa Vagt første Gang paa en Søndag, Søndag den 6. Juni. Det var før end Kepiens Tid, og derfor rykkede vi endnu paa Vagt med de rædselsfulde gamle høje Chakoer; men da der kun eksisterer et forholdsvis mindre Antal af dem, gik de fra det ene vagtgørende Kompagni til det andet. Chakoerne havde sikkert en Gang i deres unge Dage været kønne, men nægtes kan det jo ikke, at Filten nu spillede i alle mulige Farvenuancer lige fra teglstensrødt til vissengrønt med mange mellem liggende Farver, for hvilke der næppe gives nogen Betegnelse.

Dagen forinden blev Chakoerne af det forrige Vagtmandskabet opstillet i en Række paa Kirkepladsen foran det Kompagni, der skulde paa Vagt, og allerede paa Afstand udsøgte nu hver Mand sig den, der i hans Øjne forekom ham at være den skønneste, for saa paa et givet Signal at styrte sig over den. Men da de »skønne« endsige de »skønneste« var i afgjort Mindretal, fulgte heraf, at hele Styrken styrtede sig over de faa, der endnu havde bevaret noget af Fortidens Glans, og at disse blev hurtigt erobrede under en haardnakket Kamp, medens de mangefarvede kun fandt langsom Afsætning. Imidlertid var det jo desværre ikke altid, at det indvendige Maal samtidigt passede, hvorfor man enten maatte ofre et Par Aviser eller — naar den var for lille — om bytte den erobrede »skønne« med en ringere, hvad der altid føltes som et stort Nederlag for den oprindelige Sejrherre. Saa gik man i Lag m ed Pudsningen af dette Uhyre, og dette tog det meste af vor Lørdag Eftermiddag.

Paraden skulde trække op Kl. 12, og efter god(!) gammel Militærskik maatte vi stille 1½ Time forinden. Først blev vi eftersete af Korporalskabsføreren, saa af Delingssergenten — hele Vagten blev jo afgivet indenfor Kompagniet — dernæst af Stabssergenten, saa af Vagtkommandørerne og endelig af Kaptajnen som Vagtinspektør. Der var meget at rette, meget at efterse. Solen stod luende og stegende over Kirkepladsen, hvor en mægtig Masse Mennesker havde samlet sig, dels for Middagsmusikkens Skyld, dels for som Slægt, Venner og Kammerater — at overvære den store Begivenhed, at Bataillonen trak paa Vagt for første Gang. Vagtfeberen i Forbindelse med det nye Tøj og de uvante Forhold gjorde sit til at bringe Temperaturen tilvejrs. — Apropos, det nye Tøj — jeg har aldrig kunnet forstaa, hvorfor man ikke gaar med det ældste og daarligste Tøj til en saadan Svinetjeneste, som en Vagt maa siges at være.