En Soldat

En munter Fortælling fra det gamle Kastel af Arne Stevns.
Afskrevet efter: 1, Regiments Medlesmblad "Kastellet", 1924

Man skal være varsom med Vejrspaadomme, hvis man ikke er Vesterhavsfisker og altid kan sige det rigtige, eller Meteorologisk Institut og altsaa har Tradition for at sige netop det stik modsatte af Sandheden. Men nogle faa Ting kan man, nu efter at de gennem Generationer har slaaet til, dog betragte som givne, blandt andet at det altid er Regnvejr, naar den danske Hær modtager sine Rekruter.

Tænk Dem Kastellets Kirkeplads i øsende Regn. Ved Gavlen af de lange, lave Længer staar Befalingsmændene i Klynger med Kraven smøget op om Ørene, med en vaad Cigaret i Mundvigen og Hænderne dybt i Kappelommerne, medens de venter paa, at Klokken skal blive tolv, saa de kan faa meldt sig til den inspektionshavende Officer og faa begyndt paa Ekspeditionen af Rekrutterne. I problematisk Ly under Træernes Løv staar et Par Borde, hvorover en Tavle med Kompagniets Numer. En Sergent venter i Regnen med den sammenrullede Rekrutliste i Haanden. Smaa, klare Strømme rinder fra hans Oliefrakkeærme ned over Eingrene og Listens Kontorblæk, som opløses og flyder ud over Papiret i allehaande Figurer. Inden længe minder det hele mere om Gainsboroughs Skitser til den blaa Dreng end om et sømmelig, stabssergentsskrevet, militært Dokument.

Alting har en Ende. Kirkeuhrets lange Viser er kravlet helt op til den dækker sin korte Arbejdsfælle ved Tolvtallet. Arbejdet kan begynde.

De Indkaldte er samlede fra alle Verdenshjørner og alle Samfundslag. Endnu er de forskellige og slutter sig sammen i mere velklædte og mindre velklædte Klynger. Der findes et tysk Eventyr om en Vidundermølle, som malede alle gamle Kællinger om til nye Jomfruer. Noget lignende foregaar paa et Munderingskammer i Løbet af Indkaldelsesdagen. I en fortsat Strøm glider de ind, én i „Brødrene Andersen“s sidste Création, en anden i et upresset Cheviotsæt fra Skræder Andersen i den fjerne Landsby. I fortsat Strøm glider de ud igen, ens i Tøjet, lige gode for Gud og Mennesker, alle Kammerater og alle „du’s“.

Heldigvis bliver de aldrig ens; men saalænge de er i Kongens Klæder, maales de efter en anden Maalestok og en mere menneskelig. Ingen spørger om Stand og Stilling, det eneste, som interesserer, er Evnen og Villien til at passe Krammet og udføre, hvad der bliver befalet..........

En af Rekrutterne kom uden Vadsæk og Koffert.

Til Gengæld bar han en Kæfert, som øjensynligt lagde fuldt Beslag paa alle hans Aandsevner og Muskler. Han fandt efter uendelige Anstrengelser et sort sammenkrøllet Stykke Papir i en Bukselomme. Det var Indkaldelsesordren. Sergenten saa misbilligende paa den smudsige Las:

„Hedder De Markus Johannes David Christoffersen?"

„Ja, det ka’ De bide Dem i Næsen paa, at jæ lige bestemt hedder — altsaa."

„Hold Kæft! De faar Numer 450. Se saa at komme afsted med de andre til Lægen."

„Lægen — ska’ jæ til Lægen? Jæ har aldrig fejlt noget — altsaa, Jæ er sgu i den Grad saa frisk baade ingvendig og udenpaa, altsaa. La vær med den, Hr. Befalingsmand."

„Men saa hold dog Deres Mund, Menneske, lad den næste komme til. Aa! Underkorporal!"

Saa fik Underkorporalen fat i 50 og førte ham med over i den Samlingsstue, hvor Eftersynet fandt Sted.

Med graa Sengetæpper hængt paa Snore gennem Rummet, deltes det i et Afklædningsværelse og et Konsultationsværelse. Luften var tung og ildelugtende, fyldt med Emmen fra vaadt Tøj og Dunster fra mange svedige og ikke altid helt rene Karlekroppe. 50 trak sindigt af Tøjet, medens han udtalte en aabenhjertig og ret højlydt Kritik af de allerede afklædte Rekrutters Legemsbygning.

„Gud Fader bevares, sikke nogle Pibestilke ham der med Næsen dingler rundt paa; pas paa du ikke taber Numsen, lille Ven, den hænger saa løs — altsaa."

Nogle af Selskabet grinede lykkeligt ved at høre en af deres Lidelsesfæller tage det hele saa overlegent. Det var dog nogle Pokkers Prygle, de Københavnere.

Inde i det største Rum stod den gamle, tykke Overlæge og svedte Tran, medens han undersøgte Folkene. Reservelægen vakcinerede, og en Sergent i hvid Frakke førte Journalen. Da 50 traadte ind paa Tæppet foran Overlægen, saa den Gamle et Øjeblik anerkendende paa den uvaskede Herkules, som pludselig afløste, de mange, jævnt daarligt byggede. Derefter gik han igang med sit Stetoskop og sin overfladiske Undersøgelse.

„Hm! Reservelæge! Skriv en Indlæggelsesseddel til Garnisonen. Manden har Lus.“

En saadan Beskyldning lod 50 ikke sidde paa sig.

„Lus — sae De Lus! Jæ har ikke mere Lus, end at De selv har. Hvis der er en enkelt af den Slags Husdyr saa er den altsaa sprungen over paa mig fra en af Gentlemænnerne her. De sku’ nødig sige Lus til mig, Doktor, det vil jeg altsaa bare lige ta og sige Dem saadan i Mindelighed altsaa. Mig Lus? — De ka sgu selv være Lus, ka De.“

50 akslede sit Skind og skred fornærmet hen mod Paa- og Afklædningsrummet.

„Er De Idiot?" raabte Overlægen.

„Næ, jæ er Nitter — hos Burmeister & Wain, altsaa!"

Ved Hjælp af en passende Blanding Vold og List fik man 50 vakcineret og sent til Aflusning. Da han atter meldte sig til Tjeneste ved Kompagniet, var han renset og renvasket, vandkæmmet og ædru.

Egentlig syntes han, at Soldaterlivet var som et Ophold i Slaraffenland. Man fik gratis Ophold og Tøj, var meget ude i frisk Luft, og fik netop saa megen Motion, som var nødvendig for at samle Appetit til Maaltiderne.

Selvfølgelig viste 50 aldrig, at han var glad for Tilværelsen. Der er, med Skam at melde, dansk Tradition for, at Soldater skal være utilfredse med Skæbnen.

Han var en ren Sherlock Holmes, naar det gjaldt om at opspore og udnytte de mange, smaa Fiduser, Tjenesten rummer. Han blev Befalingsmændenes Kælebarn. Dels var hans Konstitution saa ypperlig, at han selv efter den mest anstrengende Øvelsesdag var frisk som en Fisk, dels forstod han at indstille sig paa de forskellige Befalingsmænds Metode under Teori og Praksis.

Naar gamle Stabssergent Brun — „Indianeren" kaldet, fordi han i sine yngre Aar tjente i det vestindiske Gendarmerikorps eksaminerede i Kaserneorden, var 50 næsten ene om at kunne lodde Dybderne i Spørgsmaalene.

„Hvad er Larm?" spurgte Stabssergenten Numer 38, til daglig stud. mag.

„Det er en Blanding af forskellige, ikke rytmiske og uskønne Lyde, Hr. Stabssergent."

„Vrævl 38! — Hvad er det, 61?"

61 var mindre Teoretiker, han prøvede at forklare ved Eksempel: „Larm, det er naar for Eksempel hele Kompagniet buldrer ned af Trapperne til Middag, eller naar vi allesammen skyder paa en Gang, eller . ..

„Hold Mund med det Sludder, 61! De fortjente en Times Ekstralæsning — det ved Gud, De gjorde. Herre jøsses, at der dog ikke er en eneste, som kan svare ordentligt paa saadan et simpelt Spørgsmaal.“

„50! Hvad er Larm.“

„Larm er forbudt, Hr. Stabssergent.“

„Ja, det er det, som Larm er. Det er sgu da saa ligetil, at man maa være ualmindelig indskrænket, hvis man ikke kan svare paa det. Jeg haaber D’Hrr. 38 og 61 skammer sig! Det var godt, 50!“ ..........

En Dag kom 85 til den beundrede 50 og spurgte med sin vestjydske Kartoffelstemme om 50 ikke kunde sige ham, hvorfor han aldrig kunde faa nogle af de gode Tjanser. Han havde prøvet at melde sig som Oppasser, Ordonnans, Køkkenkarl og faststaaende paa de ugifte Underofficerers Stuer — alt forgæves. Hvorfor?

„Det er Synd for dig, 85. Nu ka’ du lige ta’ og pudse mit Kluns, saa ska jæ se om jæ ka finde paa en Tjans til dig imens. Men jæ ka’tte taale og arbejde, naar jæ ska’ tænke altsaa, saa jæ gaar lige en Tur ned og *faar mig en Smøj imens!"

Saa gik 85 igang med at pudse for 50, medens Nitteren fandt sig en solvarm Plads i Gaarden, hvor han nød sin Capstan og det gode Vejr. En Times Tid efter kom 85 sjokkende ned til ham.

„Naa, Aldrup-Munkedal, fik du Klunset i Orden?"

,Ja!“

„Osse Bajonetten; du ved nok Stolperenden ska’ være fin."

„Jow, det hele er ordnet. Har du funden paa en Tjans, 50?"

„Ja, jeg har. Giv mig først en Capstan."

„A røger ikke det Papirskidt."

„Saa gi mig en Cegar da."

„A har ingen."

„Saa maa du sgu skaffe én. Jæ vil altsaa sige dig, at det er en morderlig fin Fidus, jæ har funden paa."

„Du ka jo fortæll’en, saa gir A en Cegar bag efter."

„Næh, du kan tro det er en gammel Løgn, Fatter. Jæ kender godt den Indianerstamme, du hører til. I snyder hvis at man ikke lar jer punge ud paa Forhaand. Hen i Tutten mæ dig — en Føniks — frit Trav."

Der var ingen Vej uden om'. 85 maatte hente Cigaren. Han bar den mellem to Fingre, omhyggeligt og indpakket i en Las Avispapir, som var Cigarer noget særlig skrøbeligt og skørt. 50 tændte, blæste et Par Mundfulde Røg ud i Luften og begyndte saa at snakke om Tobak. Det morede ham at holde 85’s Spænding oppe. Endelig, da han følte, det psykologiske Øjeblik var inde, pegede han paa den lille, venlige Citadelskirke.

„Ka du se, der staar skrevet nogen paa Muren?"

„Jow — det med Guldskrøwt."

„Ja, lie bestemt, Fatter. Jæ ved inte, hvad det betyder, det er osse liefedt. Kan du se de Bogstaver, de er altsaa morderlig skidt pudsede? Ka du se det?"

„Jow, det ser A wal, men .. “

„Hold Kæft, til jæ er færdig. De er smaddergrønne, de Bogstaver. Det er meget upassende for en militærkirke, 85. Det er noget som kuns ka indtræffe, ved det at Befalingsmændene er saa ugudelige, de glemmer helt og se til den Side, hvor at Kirken ligger."

„Ja, men det ka da ingen Tid komme te og angaa mig.“

„Jo, det er netop det, som at det ka, og hvis du da ikke havde været saadan en halvvild Rekylbonde, som at du er, saa hade du set Fidusen i det hele for længe siden. Sig mig, lever dine Forældre endnu, 85?“

„Jow, det gør de da saa viss?

„Det er saft suseme Synd for dem med dig som Søn. Men hør nu efter. Ser du, næste Gang Skipperen kommer ned og ser paa dine plastiske Øvelser med Bøssen, saa brænder du paa ham lige med det vons. Du spør bare, om inte du ka faa Tjansen mæ og pudse de Bogstaver. Jæ tør sige Amager paa, at han blier hel skamfuld, naar han ser, hvor bemøjede de er, og saa napper du Tjansen, 85 — du gør. Naar du saa først har den, saa tar du den bare med Ro. Du kan nok klare den med og pudse eet Bogstav a Gangen. Der er Arbejde til flere Uger, du. Du sku hellere se lidt glad ud, dit Misfoster, naar Far sidder her og bryder sin Hjerne for at dividere den for dig. Nu bare paa med krum Hals.“

50 rejste sig og slentrede ned over Kirkepladsen. Han havde set et Glimt af et Par Barnepiger i det fjerne. 85 sad længe i stille Lykke og gravede med en Finger i Næsen, medens han trænede i at sige: „Rekrut Numer 485 anmoder Hr. Skesandten om Tilladelse til og henvende sig til Premerløjtenanten — Rekrut Numer 485 anmoder Hr. Premerløjtenanten om Tilladelse til og henvende sig til Kaptajnen o. s. v.“ I Pauserne fortabte han sig i Beundring for Kammeraten 50’s Hittepaasomhed.

Allerede den næste Dag foretog 85 det store Fremstød. Det var temmelig let at faa Kaptajnen i Tale. Premierløjtnanten var fraværende en halv Times Tid, og Sergenten, som havde Delingen, spurgte ikke om Grunden.

Kaptajnen var en fornuftig Mand, som straks indsaa, at 85 ikke forsøgte paa at være næsvis, og at der maatte staa en anden bagved denne vanvittige Forespørgsel. Han lovede at tænke over Sagen. Oberstløjtnanten kom ned for at se paa Øvelsen. Efter at Kompagniet var afleveret og atter gaaet i Gang med Øvelsen, fortalte Kaptajnen sin Foresatte om den mærkelige Henvendelse, som var blevet rettet til ham. Bataillonschefen ønskede at se Rekrutten, og 85 maatte svare paa en Masse Spørgsmaal, saa han tilsidst havde sagt alt, hvad 50 Dagen forud havde betroet ham om Skandalen med den upudsede Militærkirke, Befalingsmændenes Ugudelighed og saa videre. Han blev tilsidst saa nervøs af Angst for at fortale sig, at han stak i at tude. Saa blev han demitteret.

Premierløjtnanten kunde ikke forstaa, hvad der gik af Oberstløjtnanten og Kaptajnen. De stod og lo inde i en Gang, da han gik forbi. I tredie Deling snøftede 85 lydeligt.

Affæren endte med, at 85 tjente nogle Penge ved at grave Kaptajnens Have i sin Fritid. 50 blev kaldt op til Chefen, hvor han fik en Opsang han huskede længe og samtidig den triste Meddelelse, at han havde forskertset al Ret til Nattegn de første fjorten Dage.

Der var kommet engelske Marinere til Staden. 50 havde tilbragt Aftenen i sin Nyhavnskafé og var, da han tyve Minnutter i tolv satte Kurs mod Kastellet, ikke pinligt ædru. Allerede i Beværtningen havde nogle Englændere generet ham, og efterhaanden som han nærmede sig Toldbodvej, mødte han dem i større og større Klynger. Det sinkede ham, og jo større Sandsynligheden blev for at han ikke naaede hjem inden Midnat, jo mere arrig blev han. En af hans gode Sider var, at han næsten aldrig kom for sent.

Da han naaede Sjællandsporten ind til Kastellet, var der kun et Minut igen og hele Passagen var spærret af blue-jackets, som ikke gjorde Tegn til at flytte sig for 50, der kom i sit lovlige Ærinde. Skrupler gør enarmet, og Skrupler var i det hele taget ikke noget, som forekom i 50’s Praksis.

Han gik løs paa den største og midterste af dennt om paa Portens Brolægning, medens 50 i Trav løb hen for at aflevere sit Nattegn.

Til alt Uheld var Chefen for 3die Kompagni kommet cyklende lige bag efter. Han fik oplyst i Vagten, hvem der sidst havde afleveret Nattegn, skrev en Melding og beseglede derved 50’s Skæbne for et Tidsrum af 3 X 5 Dage.

Obersten spurgte 50 om, hvorfor han havde skamslaaet en Mand, som han dog næppe kunde have noget udestaaende med.

„Jæ var morderlig sent paa den, Hr. Oberst, og jæ vilde nødig straffes eller resekere alder mer at faa Natlov. Saa var det, at de hersens Englændere stod og fyldte op i hele Porten, og jæ ka inte snakke Engelsk, Hr. Oberst, saa jæ ku sige til ham om at rubbe sig, og saa var det, at jæ kom til og nikke ham den Skalle. Hade jæ bare kunnet noget Engelsk, Hr. Oberst, saa hade jæ alder slaet han.“

50 tog sin Straf uden Protester, og 3 X 5 Dage i Skyggen faar ogsaa en Ende, selv om Mellemdagene tæller med. Det tragiske var, at han mistede sit gode Navn og Rygte. Før var han altid blevet karakteriseret som „en sjov Fyr“, efter Spjældturen begyndte Kammeraterne og andre at kalde ham „Bisse" og trække sig tilbage fra ham.

Det pinte ham og gjorde ham ked af Soldaterlivet. Egentlig havde han befundet sig godt hidtil, fordi han ingen Fjender havde haft, men allevegne var blevet mødt med Kammeratskab og Velvillie. Det mest deprimerende, et Menneske kan komme ud for, er at føle sig isoleret, ensom blandt de mange.

Inden Hjemsendelsen vandt han sin Prestige igen, ja, mere endnu.

Han stod en Søndag Formiddag nede ved Toldboden og kiggede paa Skibene. Hans Humør var langt under Nul. Kammeraternes Uvenlighed tog helt Pippet fra ham, gjorde ham sløv og ligegyldig, saa han ikke engang kunde tage sig sammen til at gaa paa Arbejde i Fritiden.

Sundbaaden kom. Helt agter stod en Dame med et Barn paa Armen og vinkede Farvel. En lille Pige ved hendes Side kravlede op paa Rælingen uden at Moderen lagde Mærke til det. Ingen saa, hvordan det skete, men pludselig fik Tøsen Overbalance og faldt udenbords, ned i det skumhvide Kølvand.

Moderens Skrig vækkede 50 op af hans Grublerier. Uden at betænke sig et Sekund løb han ud paa det yderste af Bommen og sprang paa Hovedet ned efter den lille Pige, som blev baaret oppe af sine Skørter, der en kort Tid bulnede luftfyldte op om hende som en højrød Ballon.

50 havde ikke meget Begreb om at svømme. Det lykkedes ham dog at holde Pigebarnet og sig selv oppe, til der kom Hjælp. Han besvimede i Baaden og kunde først spadsere hjem efter at have kastet en Masse snavset Søvand op. Han maatte opgive Numer og Adresse til Havnebetjenten, inden han gik. Hjemme paa Sovestuen hængte han Tøjet til Tørring og gik selv i Seng. Dels var han ikke rigtig veltilpas, dels var det gamle Sæt Tøj saa medtaget, at det mindst af alt egnede sig til Søndagsspadseretur. Som Følge af sin Ensomhed fortalte han ikke sit Eventyr til Kammeraterne. Ingen spurgte om noget, og da der var gaaet en Uges Tid, havde han næsten glemt hele Sagen.

Faa Dage før Hjemsendelsen blev Bataillonens to Øvelseskompagnier befalede til Parade for Obersten. I nyt Tøj, med fint pudsede Knapper og Regimentsmusiken tilstede ventede de paa Kirkepladsen. Der blev afleveret til Oberstløjtnanten og af ham til Obersten.

Regimentschefen talte. Med et Smeld rettede de to Kompagnier sig op og lyttede med stedse stigende Forbavselse. Stod den gamle ikke dér og overroste „Bissen", 450. Nu holdt Verden ikke længer. Historien om det reddede Barn anede ingen af dem noget om. 50 var selv den mest forbavsede, han havde helt svedt den Bedrift ud. Obersten kaldte ham en Helt. Han troede næsten ikke sine egne Øren. Nu blev han kaldt frem. Han fik Kvalme af Nervøsitet og Forlegenhed. Obersten kommanderede!

„Bataillon — Præsenter Gevær!

Menig Numer 450, Christoffersen, jeg gentager, hvad jeg før sagde, De er en Helt. Jed véd, at De uden Betænkning og uden at være Svømmer sprang ud og reddede et Barn fra at drukne. De var modig og resolut, hvor andre nølede. Det er Soldater af Deres Slags, jeg ønsker mig mange af ved mit Regiment. Deres Befalingsmænd og Kammerater er stolte af Dem.

Paa Hans Majestæt Kongens Vegne hæfter jeg denne Medaille for Druknedes Redning paa Deres Bryst.

Bær den med Ære, som De har tjent den med Ære!“

Obersten rakte 50 Haanden. Geværet, som skulde have været flyttet over i venstre Haand, faldt raslende ned paa Gruset. 50, som længe havde følt en underlig grødet Fornemmelse i Halsen, gav Kampen mod Graaden op. „Bissen", som var blevet Helt, hulkede højt og besværligt. Det var saa længe siden, han havde prøvet at græde.

De sidste Dage blev de lykkeligste i 50's Liv. Kammeraterne kappedes om at gøre godt, hvad de havde ødelagt for ham. Hans Billede kom i Aviserne, og ogsaa de civile Folk kaldte ham „Helt".

Han taalte det, forsaavidt som han ikke blev vigtig, men da han en Aften gæstede Beværtningen i Nyhavn, fejrede Stamgæsterne ham i den Grad, at han blev meget drukken og kom en halv Time for sent hjem.

Til hans umaadelige Forbavselse glemte Vagtkommandøren at skrive Melding og Visiterende, der ellers var skrap nok til at opdage de mindste Uregelmæssigheder, havde slet ikke lagt Mærke til, at 50’s Seng stod urørt endnu Klokken halvet.