Oberst P. Fr. Rist

Af Victor Krohn
Afskrevet efter: 1. Regiments medlemsblad "Kastellet", 1924.

Mandag den 7. Juli fyldte 15. Bataillons gamle forgudede Chef sin 80 Aars Fødselsdag. Kastellets Historikeren Oversergent Victor Krohn, skriver i denn anledning:

En lille beskeden Hyldest til Oberst P. Fr. Rist i Anledning af 80 Aars Fødselsdagen 7. Juli 1924.

Hvad skal jeg fortælle om gamle Oberst Rist, som ikke Tusinder af andre, der har haft den Glæde at staa under hans Kommando, kan fortælle? Aa jo dog maaske dette, at Oberst Rist slet ikke er gammel; Oberst Rist er trods sine 80 Aar evig ung, i hvert Fald evig ungdommelig i Sind og Tanke.

Naar man gør sig selv den Glæde at aflægge ham et Besøg, bliver man modtaget med et hjertevindende Smil og et fast Haandtryk, og er man saa bleven draget til Sæde lige over for ham, ja, saa svinder Timerne som Minutter. Altandøren staar aaben; gennem Esplanadens Træer skimter man Lysene i Pavillonen, hvorfra Musikken dæmpet høres, og inden man ret ved af det, har Mørket sænket sig derude og har sendt sine Skygger ind over de loftshøje Reolers tætte Bogrækker, mellem hvilke Obersten, Forfatteren og Historikeren Rist sidder og taler og fortæller med en Livfuldhed og en Varme om alt det meget, han har oplevet lige fra sit Møde som 19-Aars frivillig i 1864, om Kampen ved Dybbøl, om sin Forfattervirksomhed og alle de Indtryk af Tider og Personer, som hans mange Leveaar og historiske Studier har nedfældet i ham, og først og sidst om hans Forhold til sine underordnede, sine Soldater, ligegyldigt om det er Kulsvierne fra Helsingør eller Københavnerne fra Kastellet, for ham er de alle Menesker — ikke blot Soldater — og saa er de hans Venner.

Oberst Rist besidder en Evne, som er meget sjælden, og som særlig jeg har nydt meget godt af: Han formaar altid til en Begyndelse at sænke sin Viden ned til den mindre videndes Niveau for saa bagefter stille og umærkelig at løfte en op til sig, saaledes at man synes at være rigere og klogere, naar man forlader ham. Til Oberst Rist kan man stille de naiveste Spørgsmaal uden at føle noget til den Frygt, som Novicen altid føler, naar han møder et overlegent eller medlidende Smil; man skal nok faa et Svar; glipper Hukommelsen, tyer Obersten til sin store Bogsamling, og han helmer ikke, før han har faaet besvaret Spørgsmaalet og altid i en saadan Form, at det kan forstaas af den spørgende.

Nu er det næsten blevet helt mørkt, Oberstens Snadde og min Cigar lyser som smaa Lanterner i Mørket, og pludselig griber man sig i, at Tiden er løbet fra en, og at det vist forlængst er Sengetid. Lidt flov tager man Afsked, farer afsted med et glad og løftet Sind og skammer sig over, at man med sine 65 Aar har følt sig som en gammel Mand i Forhold til den 80-aarige evig unge Oberst Rist.