En uheldig VagtkommandørAf Witthoff Sergent H. skal møde som Brandvagtkommandør i Kastellet Kl. 3 om Eftmiddagen. Et Kvarterstid over Tiden kommer han nok saa fornøjet gaaende ind ad Norgesporten med opknappet Kappe og dampende paa sin Cigar. Saadan et Kvarters Forsinkelse gjorde jo ikke noget, for den Vagtkommandør, der skulde afløses, instruerede i et saadant Tilfælde bare det nye Vagtmandskab og sendte dem ud til Afløsning, saa var den Ting jo i Orden, naar Efternøleren viste sig i Landskabet, og Kasernekommandanten, en gammel Oberst paa omtrent 70 Aar, tog sig ikke af Afløsningen eller inspicerede Vagten. Pludselig faar Sergenten Øje paa en Kaptajn, der staar udenfor Vagten ved det nye Mandskab. Nu kom der Sving i Sergentens Hukommelse; han havde rent glemt, at den gamle Oberst lige havde taget sin Afsked, og at Kaptajn G., en pinlig pligtopfyldende Mand, var udnævnt i hans Sted, og det var ham, der nu vilde overvære Afløsningen. Det kan nok være, at Kappen blev knappet i en Fart, Cigaren beskrev en flot Bue ud i Verdensrummet, og Marchtempoet blev givet en Tand eller to. Sergenten meldte sig nu skyldbevidst til Kaptajnen og fik saa Ordre til at instruere Mandskabet og sende dem ud paa Post, og Folkene har vist aldrig, hverken før eller siden, faaet en saa indgaaende Instruktion som den, de nu fik. Kaptajnen kaldte ham nu lidt til Side og sagde: Det var en god Instruktion, De gav, Sergent, men De kom et Kvarter for sent. Javel, Hr. Kaptajn, svarede Sergenten, men jeg fik pludselig saadan en daarlig Mave. Det er nu vist en Usandhed, De kommer med, sagde Kaptajnen. Javel, Hr. Kaptajn, det er det ogsaa, fik han til Svar, men det var den eneste Undskyldning, jeg kunde finde paa i Øjeblikket. Der kom en lille Trækning ved Kaptajnens Mund ved dette Svar, og derpaa sagde han: Hvis der ikke bliver flere Ting i Vejen Resten af Deres Vagt, skal De slippe for Straf for denne Gang. Næste Dag — en Time før Afløsning — sad Sergenten velbehagelig i sin Stol og tænkte: Ikke passeret noget siden i Gaar! Saa er den klaret. I det samme kom Kaptajnen ind til ham og spurgte, hvor Nøglen til Gashovedhanen fandtes. Paa et Brædt paa Væggen hang en Masse Nøgler. til Brandhaner, Vandhaner, Stophaner o. m. fl. Sergenten tænkte saa: Hovedhane! det maa jo være en meget stor Ka’l, og saa pegede han paa den allerstørste, der fandtes paa Brædtet. Er De vis paa, at det er den rigtige, spurgte Kaptajnen. Javel, Hr. Kaptajn, javel, det er den rigtige, fik han til Svar. Vil De saa tage Nøglen og følge med, sagde Kaptajnen, og nu ledsagede Sergenten Kaptajnen, slæbende den store Nøgle, som vejede sine 8 Pd., gennem hele Hovedgaden til Bestemmelsesstedet. Da de nu naaede Gashovedhanen, fik Sergenten Ordre til at prøve Nøglen, men nu stirrede han skrækslagen fra den store Nøgle og til Hovedhanen og fra Hovedhanen til Kaptajnen og tænkte: „Av, Kammerat, sikken en Frikadelle du der har lavet“. Han skulde bruge en ganske lille Nøgle, som kunde ligge i Vestelommen, og saa stod han i Stedet for med den store 8 Pd.s Nøgle til Brandhanen i Haanden. Er De endnu sikker paa, at det er den rigtige Nøgle, spurgte Kaptajnen tørt.
Nej, den er gal, Hr. Kaptajn, den er gal, men jeg tager Straffen som fortjent, fik han til Svar. Kaptajnen syntes godt om Svaret, thi han sagde: Naah, De tager vel ikke Straffen, før De faar den, og han fik den ikke. Sergenten var aldrig i Forlegenhed for et raskt Svar, og hans Valgsprog var altid: |
