Militæretaten og — Tobaksrygning

Af Victor Krohn
Afskrevet efter: 1. Regiments medlemsblad "Kastellet", 1940

Uden at ville skrive Tobakkens Historie ud over, at Tobakken for første Gang synes at være naaet her til Landet omkring Aar 1600, vil det dog maaske kunne interessere at høre, at da man, som en Følge af, at de udenlandske Varer var for kostbare, begyndte at anlægge Tobaksplantager, fik disse deres Plads paa Glacierne, der den Gang strakte sig over hele det nu bebyggede Terræn mellem Boulevarderne — hvor de gamle Volde jo laa — og ud til Søerne, og i de nærmest følgende Aar bredte de sig mere og mere, saa at de ganske indkredsede Byen. Blandt andet fandtes der en saadan Plantage paa »G rønlands Bastion«, hvor nu Søndre Frihavnsvej og Gustafkirken ligger. Denne Plantage maa paa en eller anden Maade have staaet under militær Overhøjhed; thi der fandtes en Vagtbygning paa den, der bar Navnet "Tobaksdaasen« eller »Grønlands Eck". Det hedder, at denne Vagtbygning blev nedrevet i 1704; men den maa aabenbart være blevet genopført; thi den omtales endnu i 1716, og saa sent som i 1851 findes den indlagt paa et Kort.

For de militære Personer var Nydelsen af Tobak i høj Grad begrænset, i hvert Fald udendørs; thi ingen, som var iført Uniform, maatte ryge paa Gaden, og — det var strengt forbudt at vise sig paa Gaden i civil Paaklædning. At dette blev omgaaet, bærer de mange Befalinger Vidne om, hvori det forbydes Officerer at gaa i »grønne« Klæder. Modefarven har vel været grøn.

Naar jeg har fremdraget foranstaaende, er det paa Grund af Fundet af en Befaling i Kastellets Befalingsbog fra 30. April 1843, hvor det hedder: "Forbudet mod Tobaksrygning i Uniform paa Gaden gælder ogsaa for Gaderne i Kastellet og paa dets Vold."

løvrigt var Tobaksrygning endnu i 80-erne af forrige Aarhundrede forbudt enhver militær Person, der paa Gaden bar Sidevaaben.

Militæretaten og Tobaksrygning.

Af Porsdal (inspireret af Victor Krohns ovenstående historie)

Victor Krohns fornøjelige lille Opsæt om Hæren og Tobakken har bragt mig til at mindes en lille Tildragelse fra Officersskolen, hvor en af mine ældre Brødre var Elev i yngste og næstyngste Klasse i den første Halvdel af Halvfjerdserne for at uddannes til Reserveintendant.

Blandt de andre Elever fra Forplejningskorpset var der en Postmand, Korporal Th., der udmærkede sig ved altid enten at have Arrest paa Slottet eller i det mindste have en saadan Straf svævende over sit noget ustyrlige Hoved.

Det var dengang forbudt Eleverne at ryge, naar de bar Sidevaaben, og da det samtidig var forbudt dem at færdes uden Sidevaaben uden for Slottet og Frederiksberg Have, er det klart, at en rygende Officerselev uden for Slottet og Haven maatte vække en vis Opsigt blandt alle, der kendte Forholdene, og det er derfor ikke saa mærkeligt, at en Officersfrue, der en Dag talte med en af Skoleofficererne, omtalte, at hun havde været ude for det opsigtvækkende Syn af en cigarrygende Officerselev i Frederiksberg Allé, da hun var undervejs til Slottet. Næste Dag holdt Skoleofficeren en Tale til Skolens Elever om Formaalet med deres Ophold paa Skolen — en Tale, han for Resten havde holdt mange Gange før og ogsaa holdt mange Gange siden efter —, og som Slutning paa Talen udtrykte han sit Haab om, at Synderen fra i Gaar vilde melde sig selv. I næste Øjeblik var allerede Korporal Th., som netop stod for at skulle afsone tre Dages Vagtarrest, traadt frem med Haanden til Huen: "Det var mig, Hr. Kaptajn!" og Kaptajnens Svar lød, som Th. havde ventet det efter sit Kendskab til ham: "Det var Ret, Korporal Th., det kan jeg lide, at De melder Dem selv. Deres Vagtarrest er Dem eftergivet."

Hvem Synderen var, blev aldrig opklaret. Det var nemlig ikke Korporal Th.