Konduite

Af Victor Krohn
Afskrevet efter: 1. Regiments medlemsblad "Kastellet", 1917 og 1938

I "Punch" stod der en Gang følgende Vittighed:

"Konduite"! Obersten: "Konduite, det er noget Fandens noget; jeg har kun en eneste Gang i mit Liv handlet efter Konduite, men Kors, hvor fik jeg dog paa Hovedet."

Jeg kunde fristes til at give Obersten Ret. Man høre.

En Gang i mine unge Dage var jeg som Sergent Vagtkommandør paa Kasernevagten i Kastellet og sad netop paa Bænken udenfor og sendte et visiterende Blik ned langs Hovedgaden. — Men lad mig først fortælle, at den Gang var der endnu Skildvagter ved Langelinies Udgange, og mellem den Post, der stod ved den nordlige Indkørsel og Skildvagten ved Norgesporten var der den Vekselvirkning, at Posten ved Langelinie kun havde at forlange Tegn af de kørende, der nord fra vilde ind i Kastellet, men derimod ikke af dem, der inde fra Kastellet vilde nord paa, fordi man gik ud fra, at dem havde Posten ved Norgesporten haft under Observation, idet hans Instruktion gik ud paa, at forlange Tegn af alle, der fra Kastellet vilde mod nord, men ikke omvendt.

Nu boede der den Gang i Norges Ravelinsbygning (hvor Stentrappen nu fører op til Langelinie) en Bøssemager Phillip. Sammen Bøssemager havde en Søn, et ungt Menneske, og samme Søn havde som saa mange andre unge Mennesker anskaffet sig en Cycle.

En Dag havde han besluttet sig til at foretage en lille Udflugt paa denne Cycle og begav sig nord paa, hvor Skildvagten efter sin Instruktion ganske rolig lod ham passere som sig uvedkommende. Men da han nu atter vilde tilbage til sit Hjem, der altsaa laa midt imellem de to Skildyagter, og netop vilde køre ud gennem Norgesporten for at naa det, Blev han her standset af Skildvagten, der Krævede Tegn. Efter lang Parlamenteren blev der appelleret til mig af den unge Hr. Philip, der godt kendte mig, og jeg forsøgte at gøre Skildvagten, der var fra Sølvgade, forstaaeligt, at Mennesket aldrig vilde kunne komme til sit Hjem, om han ikke forbarmede sig over ham. Jeg pegede paa Bygningen, der kunde ses fra hans Post, jeg lovede at ville staa som Gidsel, indtil han var kommen ind af sin Dør, jeg tilbød, at Mennesket kunde trække eller bære sin Cycle; men alt prellede af paa den standhaftige Skildvagt. Den eneste Form, under hvilken han vilde bøje sig, var, at jeg opgav ham mit Navn og paa mit Ansvar lod det unge Menneske køre. Dette skete altsaa; men Konduite er nu en Gang noget Fandens noget. Jeg blev kaldt op til Kommandanten og fik mig en ganske alvorlig Røffel og maatte vist endda være glad, at jeg slap saa billigt. Bagefter trøstede jeg mig dog over Nederlaget" thi havde jeg ikke forbarm et mig over den unge Mand, havde han maaske den Dag i Dag vandret hjemløs om med sin Cycle, thi hjem kunde han ikke komme under de forhaandenværende Omstændigheder.

Det var historien som Victor Krohn fortalte den i 1917. Han genudgiver den selvsamme historie igen i 1938, men her er den formuleret lidt anderledes. Om det er tidsforskeller på 21 år der gør, at man formulere sig lidt anderledes vides ikke, men man kan undre sig lidt over, at man ikke blot har brugt det samme manuskript. 1938 versionen er her gengivet, så kan man selv afgøre, hvilken version man bedst syntes om, blot for sjovs skyld, alternativt, spring resten over, hvis denne alternative formulering ingen interesse har:
//webmaster

Konduite

Den ældre Generation vil sikkert kunne mindes en Vittighed fra "Punch"’s Dage med denne Overskrift over et Billede, paa hvilket en gammel Officer siger: "Konduite! Det er noget forbandet noget; jeg har kun een eneste Gang i mit Liv handlet efter Konduite; men Kors, hvor blev jeg skældt ud!"

Udtalelsen er jo ikke særlig smigrende for den paagældende, og dog maa jeg erkende, at jeg ogsaa engang har handlet efter Konduite, og — blev skældt ud; men der er dog et lille Glimt af Humor over Sagen.

Ved den nordlige Indkørsel til den rigtige gamle Langelinie stod der en Skildvagt, hvis Instruks bl. a. gik ud paa, at ingen maatte køre ind paa Langelinie eller ind gennem Kastellet nordfra uden Tegn (heller ikke paa Cycle), hvorimod han intet havde at gøre med dem, der kørte ud fra de to Steder.

Omvendt stod der en Skildvagt indenfor Norgesporten, hvis Instruks gik ud paa, at ingen maatte køre ud gennem denne, medens han intet havde at gøre med dem, der kørte ind, fordi disse jo havde passeret Langelinieskildvagten. Vekselvirkningen laa altsaa i, at de to Skildvagter var sikret ved den gensidige Kontrol.

Nu vilde Skæbnen, at 1. Bataillons Bøssemager, Philip, boede midt imellem de to Poster i et Hus, der laa der, hvor nu Stentrappen Nord for Norgesbroen fører op til Langeliniekørevejen, og. Forholdet var dette, at medens de to Poster ikke kunde se hinanden, kunde i hvert Fald ham ved Norgesporten se Huset, hvad man kan overbevise sig om endnu, idet man, ved at se ud gennem Porten, kan se Stentrappen lige for.

Philip havde en ung Søn, og denne Søn var blevet den lykkelige Indehaver af en Cycle, paa hvilken han en Sommermorgen sorgløst og uhindret var kørt forbi Langelinieposten, der jo intet havde med ham at gøre; men da Philip lagde Hjemvejen gennem Kastellet, blev han selvfølgelig stoppet her af en støt Sølvgademand, der stod ved Norgesporten og i Kraft af sin Instruks forbød ham at køre ud.

Jeg, der som Sergent netop var Brandvagtkommandør ved Porten, indsaa jo straks, at den unge Philip var afskaaret fra at komme hjem igen; thi selv om han kørte helt uden om Kastellet for at køre ind, hvor han var kørt ud, vilde Skildvagten ogsaa der stoppe ham for Indkørsel. Jeg forklarede Skildvagten Situationen, opgav ham mit Navn, pegede ud paa Huset og lovede at blive staaende, indtil Philip havde faaet trukket sin Cycle gennem Porten, over Broen og ind i sit Hjem, ja, jeg gik endog saa vidt, at jeg tilbød personlig at trække den derud; men alt prellede af paa den standhaftige Soldat af Kød og Blod, og den unge Mand havde altsaa kun Valget mellem enten at miste sin Cycle eller være hjemløs, i begge Tilfælde paa ubestemt Tid.

Saa handlede jeg pr. Konduite og gav Philip Lov til, trods Skildvagtens Protest, at trække sin Cycle hjem. Men Kors! Det skulde jeg ikke have gjort, for jeg blev tilsagt til at møde hos Souskommandanten, af hvem jeg fik en alvorlig Røffel og vist maatte være glad til, at jeg slap saa billigt.

Ja! Konduite kan være noget forbandet noget, naar Instruksen ligger paa den ene Vægtskaal og den sunde Fornuft paa den anden.