af E. B. Will.

Fortællingen om tiden i Kastellet er et udtræk af en større fortælling som kan findes ved Københavns Stadsarkiv ”En menig soldats oplevelser 1945-1946” Pensionisterindringer 1995, nr. 481.

Min soldatertid startede egentlig allerede i 1941, hvor jeg skulle melde mig til lægdsrullen og få et indtegningsbevis; men jeg kunne jo ikke blive indkaldt i 1943, det var umuligt på grund af besættelsen. Jeg blev indkaldt den 18. juli 1945, hvor jeg skulle møde uden for porten til Bådsmandsstrædes Kaserne, og jeg var indkaldt til 1. artilleriafdeling, 3. batteri.

Efter 7-8 uger flyttede vi til Avedørelejren. Kort efter at vi var kommer til Avedørelejren, fik vi ved morgenappellen at vide, at man skulle bruge to raske soldater til en opgave. 761 Limkilde fra 1. batteri og jeg, 262 Will fra 3. batteri, løb frem uden at vide, hvad vi gik ind til. Det viste sig, at vi skulle være kontorordonnanser ved fængslet i kastellet, og det er ikke det fængsel bag Kastelskirken, som de fleste kender. Næh, vi skulle være ved det fængsel, som ligger ved Københavns hovedvagt, lige inden for ved Sjællandsporten. På ældre kort kaldes denne port også Kongeporten, men det der nok har gjort, at den er kommet til at hedde Sjællandsporten er, at uden for Kongeporten lå det, der hed Sjællands Ravelin, det var den, man skulle over for at kommen ind til Kongeporten.

Chefen for fængslet var premierløjtnant Teddy Lind, som boede i Kastellet. 761 Limkilde lejede et værelse der, for vi fik nemlig tilladelse til at bo ude i byen. Det var trods alt en fordel for os. Pr. lt. Lind havde en sekretær, fru Barsøe, som pendlede mellem Kastellet og Vesterport, hvor englænderne havde hovedkvarter. Det var jo nødvendigt med de tyske fanger, at vi kunne fa det, de sagde, oversat til dansk og engelsk.

Da vi kom ned til Kastellet, skulle vi afløse Brigaden, og jeg husker, at Pancke og Bovensiepen var ude på gårdtur, og de måtte ikke tale sammen. Den lille Bovensiepen kunne ikke holde sin mund, og en fra Brigaden, som stod inde i madrummet, affyrede sin maskinpistol ud af vinduet bag den lille mand, og han sprang frem, men det var nok det sprog, han bedst forstod. Så barske var vi nu ikke senere hen.

Af de kendte fanger kan nævnes:

Werner Best, fhv. Det tyske Riges befuldmægtigede
Günther Pancke, fhv. SS-politifører
Otto Bovensiepen, fhv. Gestapoleder af kontrasabotage
Wolfgang Söhnlein, fhv. leder af det tyske sikkerhedspoliti i Odense, og han var med til mordet på Kaj Munk

Der var mange episoder i den tid. 761 Limkilde husker, at Pancke havde efterladt en seddel på toilettet til Best, hvor han skrev: "Synes du ikke, at Goethe minder om Hitler?" Denne seddel blev fundet af 761 Limkilde. Han afleverede den til pr. lt. Lind, som afhørte Pancke. Han benægtede ethvert kendskab til sedlen, indtil pr. lt. fjernede det askebæger, som stod oven på sedlen, så svarede Pancke: "Ja, ich håbe es getan." Bagefter blev Best forhørt; men han svarede: "Darf ich mal sehen? ..." - og efter en pause: "Ja, lieber Herr Pr. Lt. ich håbe es getan, aber ich bitte um Verzeihung!"

Vagterne ved fængslet og den øvrige del af Kastellet var placeret efter anvisning fra Field Security Section i Vesterport. En aften ville en vagtkommandør afprøve vagternes effektivitet. Hans navn var Jagd. Han sneg sig op på volden tæt på fængselsgården, som benyttedes til gårdture for fangerne. Han blev råbt an af vagterne, men svarede ikke. Han sprang om bag et træ, og vagten fyrede sin Stengun af. Det var et held, at det var en Stengun, for havde det nu været en Husquarna eller en Suomi, så er det ikke sikkert, det var gået godt. Han måtte give sig til kende - og blev reddet! Om morgenen måtte jeg ned til pr. lt. Lind, der lå i sengen, og stående ved sengens fodende måtte jeg melde, at vagtkommandøren nær var blevet skudt den nat.

Omme bag Elefantstok havde den tyske sprængningskommando til huse. De skulle rydde op i tyskernes efterladenskaber, og via deres kendskab til placeringen skulle de fjerne miner og andet sprængstof og desarmere det. Det skete også, at de brændte affald af nede i Kastellet, og så kunne der godt være patroner imellem. Det lød som kraftige kinesere.

En morgen, hvor jeg kom ned i Kastellet, fik jeg at vide, at man havde brugt en hel kasse Enfield ammunition. Det skyldtes, at en flok piger fra Kløvermarkens flygtningelejr ville ned og besøge sprængningskommandoen. Det vilde skyderi havde haft til følge, at der var røget projektiler ind af vinduerne i Østbanegade.

To piger var fanget. Jeg gik over til sprængningskommandoen og lånte deres personvogn. 761 Limkilde og jeg kørte pigerne ud til Kløvermarken.

761 Limkilde kom også undervejs med, at Best og Pancke korresponderede via Dr. G. F. Duckwitz, der fra 1939 tilhørte den tyske legation som sagkyndig i skibsfart, men han var også meget imod DNSAP og havde hjulpet den danske regering og senere hen departementscheferne på forskellig vis.

Det var også Duckwitz, som tog sig af Bests vasketøj. Derfor findes der ingen vaskesedler fra Best, men 761 Limkilde har gemt andre vaskesedler, som det kan ses af billedsiderne. En del af de navne, som fremgår af sedlerne, kan også findes i "De parlamentariske kommissioners beretning".

Der blev også sørget for, at fangerne fik deres tænder vedligeholdt. Når f.eks. Best skulle til tandlægen, var det 262 Will, som bestemte hvornår, og det var jo af sikkerhedsmæssige grunde ud fra den betragtning, at når kun een person har viden om en hemmelighed, så ER det en hemmelighed.

Og det vil sige, at jeg gik op til Østerport station, hvor jeg henvendte mig til en taxachauffør og spurgte, om han kunne køre for mig i ca. 4 timer. Hvis han svarede ja til det, satte jeg mig ind i vognen, og vi kørte ned til Sjællandsporten og ind i Kastellet. Jeg gik så op og hentede Best, og så satte jeg mig ind på forsædet, bevæbnet, og bag i vognen ved siden af Best sad en sergent med en maskinpistol. Så kørte vi igennem byen, og chaufføren fik besked på, at han skulle køre hele tiden. Han skulle undgå at komme til at holde stille ved lysfyrene. Dem var der nu ikke så forfærdelig mange af dengang.

Jeg husker, at vi kørte ned igennem Strøget, vi skulle nemlig ud til Alsgades skole, og vi kørte faktisk hele tiden. Vi kom heller ikke til at holde stille ved "Stoppenålen" på Rådhuspladsen. Da vi kom til Alsgades skole ved Enghave plads, blev Best ført op til tandlægen, og så var aftalen, at denne skulle smide, hvad han havde i hænderne, når vi kom med Best. Det skete også. Hjemturen foregik på nøjagtig samme måde.

Der var også engelske soldater i Kastellet, og det var en fornøjelse af gå på besøg hos dem. Deres te med mælk var virkelig en lækkerbidsken, for slet ikke at tale om deres pibetobak, en firkantet klods, som man skar en skive af. Se, det var tobak. Man kunne lægge piben fra sig flere gange og tænde den igen, uden at smagen blev ødelagt. Det benyttede jeg mig af, da jeg sad oppe på kontoret på 1. sal i vagtbygningen. Så kunne jeg se, hvis der kom en overordnet, og så var det bare at lægge piben ned i skuffen, og når ved- kommende var gået, kunne jeg tænde piben igen, og smagen var ikke ødelagt.

Jeg husker også en dag ved vagtskiftet, hvor jeg stod ved vinduet i kontoret på 1. sal. Den afgående deling havde afladet deres geværer og trykkede så til sidst på aftrækkeren. Og hvad skete så? Jo, et skud ramte tagrenden over mig.

I begyndelsen af 1946 skulle fangerne flyttes fra Kastellet til Vestre Fængsel, og politiet mødte op med salatfade, personvogne og motorcykler. Det vakte en del opsigt. Vi kunne egentlig godt selv have flyttet de mest prominente fanger til Vestre fængsel, uden at der var en sjæl der havde opdaget det.

Efter det var ordonnanstjenesten forbi, og 761 Limkilde og 262 Will kom tilbage til Avedørelejren. Jeg husker, at vi i marts/april havde en del øvelser, hvor vi brugte lastbiler. Det var engelske Commer og svenske Volvo fra brigaden. De engelske Commer kunne tåle at køre stærkt og langt uden at blive særlig varme, mens Volvoerne måtte gøre holdt undervejs, så der kunne kommes vand på.

Vi kørte usandsynligt meget, og helst så langt væk som muligt; men vi fandt jo hurtigt ud af, hvad årsagen var, nemlig at man skulle have brugt rationen af benzin og olie for at sikre sig, at 1. artilleriafdeling fik den samme bevilling til næste finansår, og måske helst lidt mere, så derfor skulle benzinen futtes af.

Den 16. april 1946 var soldatertiden slut.

Senere, da Hjemmeværnet blev oprettet, blev jeg medlem der.

262 E.B.W. / 20-2-1995

For venlig assistance takker jeg direktør, dr.phil. Arne Hoff, oberst E.R. Hegnhøj og prokurist Per Hauen-Limkilde.