Arkæologiske undersøgelser i Kastellet 

Af Københavne Museum

Tekst  og billeder af Københavne Museum

I forbindelse med Skybrudssikring af Kastellet, (2019-2021), bliver der gravet meget i jorden. Udover der lægges en masse rør, så bliver der også fundet mange spændende ting! Det vil vi gerne dele med jer, så vi har teamet op med 2 dygtige arkæologer fra Københavns Museum - Camilla & Niels.

Camilla Haarby Hansen, arkæolog & museumsinspektør, Københavns Museum.
Camilla har været arkæolog ved Københavns Museum siden 2010 og er udgravningsleder på Skybrudsprojektet i Kastellet. De faglige interesser spænder vidt fra yngre stenalders begravelser til dagligdag og kost i 1700-tallet), men lige for tiden er det mest Kastellets lange historie, der er på dagsordenen. Sideløbende med projektet i Kastellet, står Camilla for driften af den lille museumshave udenfor Københavns Museum i Stormgade 18 - en have lavet på basis af arkæologiske fund af planterester fra 1700-tallets København. 

Niels H. Andreasen, arkæolog & museumsinspektør, Københavns Museum.
Niels har deltaget i en lang række arkæologiske udgravninger i ind- og udland. Med en specialisering i stenalderkulturer spænder hans forskning fra et ph.d.-projekt om tidligt agerbrug ved Adriaterhavskysten til en publiceret undersøgelse af moderne hulebrug. Niels har siden 2012 været involveret i den praktiske udførelse og administrative håndtering af arkæologiske undersøgelser i København, herunder Cityringsprojektet. Blandt hans faglige interesser er byggematerialer, metalfund og flintredskaber.

 

camilla og niels wCamilla og Niels

 

Kastellets (måske) ældste brønd.

Tekst og billeder af Camilla Haaby Hansen, Københavns Museum

I foråret 2020 blev arkæologerne fra Københavns Museum kontaktet af Kastellets Venner, der fra Rigsarkivet havde en ikke-dateret plantegning med påskriften ”Kastellets ældste brønd”. På tegningen var brønden skitseret som en rektangulær struktur, der lå nærmest på linjen mellem de sydvendte facader af hhv. Artilleristok og Generalstok. Idet denne placering – i fald brønden stadig eksisterede – ville karambolere med nogle af de store kloakledninger, der skulle lægges i forbindelse med det igangværende Skybrudsprojekt, besluttedes det at undersøge, om der stadig var levn af brønden bevaret. 

Præcis på det sted, hvor den var angivet på tegningen, fremkom ca. 85 cm under den nuværende belægning overkanten af en rektangulær ramme af nøje udhuggede og sammenfattede sandsten, der var dækket af tre store, firkantede dæksten.

Dette var dog ikke det eneste, der var bevaret, idet en langt større del af brønden kom til syne ved næste skrab med gravemaskinen. Brønden viste sig nemlig at være teglstensopbygget, cirkulær og kuppelformet, og ca. 3,5 meter i diameter.

Om dette virkelig er Kastellets ældste brønd kan blive vanskeligt at afklare (en sten- og teglstruktur lader sig ikke uden videre datere), men arkæologerne håber naturligvis på at kunne komme en datering nærmere på en eller anden måde.

Interessant er det dog at brønden ligger præcis i aksen ud for Kastelskirkens dør og således måske er forsætligt placeret symmetrisk i forhold til enten Kirken eller det aldrig fuldendte slotsbyggeri i Kirkepladsens vest ende.

 

IMG 0561 wDækstenene afdækket – set mod ØSØ

 

IMG 0571 wArkæolog Niels Henrik Andreasen renser ydersiden af den kuppelformede brønd af – set mod N

 

IMG 0606 wIndersiden af brønden – teglstensopbygget kuppel

 

IMG 0612 wBrønden set oppefra. Syd er opad.

 

Skospænder fra Kastellet.

Tekst og billeder af Niels H. Andreasen, Københavns Museum

Kastellets Skybrudsprojekt har givet mange fund af metal. En af fundgrupperne er spænder i forskellige udformninger.

Skospænder blev brugt af både mænd og kvinder fra midten af 1600-tallet og op igennem 1700-tallet. Skospænder blev fremstillet af forskellige metaller og skospænder til festtøj kunne være dekoreret med kvarts, rhinsten eller ædelsten.

Skospænder begyndte at erstatte bundne sko i midten af 1600-tallet. På især herreskoene blev de bløde sløjfer og bånd erstattet af metalspænder, som lukkeanordning, alt imens skosnuderne blev bredere og gradvist mere kantede. Separate spænder på remsko forblev på mode indtil slutningen af 1700-tallet.

Skoenes metalspænder er ikke endt sammen med husholdningsaffaldet i så stort antal, som man kunne forvente i forhold til antallet af kasserede sko. Metalspænderne er nok ikke blevet kasseret sammen med skoene, men er blevet genbrugt og til sidst omsmeltet. De skospænder, som er fundet, kan være mistet fordi remmene var slidte eller gået i stykker dér, hvor spændet har siddet, så skoens lukkeanordning blev ødelagt.

Udover skospænderne er der i Kastellets opfyldslag også fundet mere jævne remspænder af jern. Et af disse spænder er endda bevaret med den læderrem, som det har siddet på.

 

Figur01 wDer er fundet to velbevarede eksemplarer af en type skospænde med såkaldt knopformet remfæste. De ses øverst i billedet. Denne type spænde ses i Danmark mellem 1670-1720. Det aftagelige spænde kom på mode i Danmark i 1670’erne. Det elegante (men knækkede) spænde med glasindsatser til højre i billedet har sikkert siddet på en elegant herresko.

Figur02 wRekonstruktion af 1700-tals remsko med spænder.
Foto: www.townsends.us

 

Kridtpiber fra Gouda i Holland.

Tekst og foto: Niels H. Andreasen, Københavns Museum

Der dukker dagligt stumper af kridtpiber frem af jorden i Kastellet. Kridtpiber er ikke lavet af kridt, men er fremstillet af en særlig lertype, pibeler, der efter formgivning er blevet brændt i en ovn. Piberne blev fremstillet i enorme mængder i bl.a. Holland og eksporteret til store dele af Europa i 16- og 1700-tallet.

Mange af piberne fik et særligt stempel på hælen under pibehovedet, et mestermærke, som kan vise hvilken by og hvilket værksted, der har fremstillet dem og omtrent hvornår. Man kender bevarede lister over medlemmer af særlige pibemagerlaug i Holland, og på den måde vides det hvilke værksteder, der benyttede de enkelte mestermærker.

I Kastellet har arkæologerne fundet over 50 hele eller dele af kridtpibehoveder. Stemplerne herpå stammer fra værksteder i den hollandske by Gouda og viser forskellige motiver, fx en malkepige, en prins og prinsesse, en slange, en sko med en krone over, eller kombinationer af bogstaver og tal.

Selvom der ikke er mestermærker til stede, kan formen på hovedet give arkæologerne en såkaldt typologisk datering. De fleste pibehoveder fra Kastellet er af en tragtformet type, som kendes fra ca. 1675 til ca. 1740.

Generelt gælder det, at jo mindre pibehovedet er, jo ældre er piben. Årsagen til de små hoveder skyldtes prisen på tobak, som til at starte med var en dyr vare.

Piberygerne har brækket stykker af den lange stilk i takt med, at mundstykket er blevet slidt eller ulækkert. Det har ført til en stor mængde afbrækkede stilke og ved de aktuelle opgravninger i Kastellet er der foreløbigt fundet over 600 fragmenter!

Kridtpiber Figur1Kridtpibestilke- og hoveder fra opfyldslagene i Kastellet. Datering ca. 1700-1730.

 

Kridtpiber Figur2Første illustration af en mand, som ryger tobak i Europa.

Fra Anthony Chute’s pamflet ‘Tabaco’ (1595).

Trævandrør i Kastellet.

Tekst og foto: Camilla Haarby Hansen, Københavns Museum

I forbindelse med Skybrudsprojektet i Kastellet har arkæologerne fra Københavns Museum været heldige at støde på levn af tidligere vandforsyningssystemer. Der er tale om vandledninger, der er lavet af udhulede fyrretræsstammer og som har transporteret drikkevand til reservoirer i Kastellet, hvorfra det kunne pumpes op.

Indtil videre har vi set tre forskellige rør: Et langt rør, der løb skråt (NV-SØ) over den østlige del af Kirkepladsen og et andet, der løb tværs over pladsen lidt længere mod vest. I Hovedgaden er vi stødt på et rør, der løb tværs over gaden i flugt med den nordligste række kastanjetræer.

Der findes et kort over Kastellet fra 1700-tallet, hvor nogle af disse vandledninger synes indtegnet – men ikke dem alle.

Vi tager prøver ud til årrings-datering af vandrørene – hvis vi er heldige kan vi finde ud af, præcis hvilket år, træerne til de enkelte rør er fældet og dermed hvornår rørene tidligst kan være lagt.

Traevandroer Figur1Kort over pumpevand på Kastellet, 1780.

Foto: Det Kongelige Bibliotek.

Traevandroer Figur2Trævandrør på Kirkepladsen.

Garanti for kvalitet – klædeplomberne fra Kastellet

Tekst og foto: Niels H. Andreasen, Københavns Museum

Blandt de genstand, som arkæologerne fra Københavns Museum har fundet i Kastellet i forbindelse med Skybrudsprojektet er en lille samling blyplomber. Disse er såkaldte klædeplomber, der er sammenpressede blyplaketter med logo, som var hæftet på klæderuller af uld, hør og silke. Plomberne er fra 1700-tallet, men nogle kan dateres endnu mere præcist.

Der var især i Holland/Belgien og også i Tyskland en betydelig klædeproduktion fra middelalderen og frem. Klæder af god kvalitet var en efterspurgt vare og var med til at gøre mange af de store hollandske byer rige. Især en by som Leiden er kendt for denne produktion. Der var tale om industriagtige forhold og konkurrencen mellem de forskellige byer var benhård. Så for at sikre markedsandelene sørgede myndighederne for, i samarbejde med klædeproducenterne, at kvaliteten altid var helt i top.

Alt blev tjekket løbende under vævningen, farvningen etc. og hver gang blev en lille blyplombe påsat den enkelte klæderulle, som garanti for at kvaliteten var tilfredsstillende. Når klædet havde været gennem alle de forskellige forarbejdningsprocesser, og var klar til salg, blev det bragt til byens klædebørs. Her sad særligt udvalgte kvalitetsvurderingsmænd og vurdere klædets farvning og vævning og målere kontrollerede, at der også rent faktisk var den mængde klæde, som mesteren hævdede. Hvis alt var i orden, fik klædet sit endelige kvalitetsstempel af klædebørsen – en klædeplombe med byens logo. Overtrædelse af de strenge kvalitetsregler og forsøg på snyd med plomber og stofkvalitet straffedes hårdt.

Klædestofferne kom ofte til Danmark gennem nederlandske købmænd på handelsstationer der modtog engrosvarer, f.eks. Nyborg eller sildemarkedet i Skanør ved Skåne. Herfra blev de bragt videre til byerne, hvor skræddere omdannede klædet til duge, draperinger, tøj med videre. Blyplomberne er sikkert blevet kasseret med resten af byboernes affald og er på den måde havnet i jorden.

Plomberne kan bruges til at tidsfæste de jordlag, som arkæologerne udgraver. Men de kan også fortælle noget om handelsforbindelser og forbrugsmønstre fra middelalderen og frem til 1800-tallet.

Plomber Figur1

Denne plombe er fundet i nogle dybe opfyldslag bag Kommandantgården på Kastellet. Plomben har i 1700-tallet været hæftet på en rulle klæde fremstillet i Bremen i 1700-tallet. Man ser et omvendt firtal stående på to X’er og med initialerne ”I R” til siderne. På den anden side er der en kronet nøgle og skriften 46BREM / ELLE, BREMER SA(LE?). En ”bremer ellen” (ell) svarede til 0,547 meter, hvilket betyder at plomben har siddet på en klæderulle med 25,162 meter klæde. Plomben er 23mm i diameter.

 

Plomber Figur2

Plomben her kommer fra Exeter i England. På grundlag af gamle havneprotokoller og eksportpapirer kan man se, at ”WC” formentlig er WILLIAM COWNE, som eksporterede klæde til Spanien, Portugal, Gdansk og Hamburg mellem 1717-1723. William Cowne blev født i 1692 og blev d. 18. december 1716 gift med Ester Mallet i St. Peter’s Cathedral i Exeter. Året efter startede han sin eksport af klæde. Plomben har nok siddet på en klæderulle, som er kommet med sejlskib fra Hamburg eller Gdansk. Plomben er 22mm i diameter.