Arkæologiske undersøgelser i Kastellet 

Af Københavne Museum

Tekst  og billeder af Københavne Museum

I forbindelse med Skybrudssikring af Kastellet, (2019-2021), bliver der gravet meget i jorden. Udover der lægges en masse rør, så bliver der også fundet mange spændende ting! Det vil vi gerne dele med jer, så vi har teamet op med 2 dygtige arkæologer fra Københavns Museum - Camilla & Niels.

Camilla Haarby Hansen, arkæolog & museumsinspektør, Københavns Museum.
Camilla har været arkæolog ved Københavns Museum siden 2010 og er udgravningsleder på Skybrudsprojektet i Kastellet. De faglige interesser spænder vidt fra yngre stenalders begravelser til dagligdag og kost i 1700-tallet), men lige for tiden er det mest Kastellets lange historie, der er på dagsordenen. Sideløbende med projektet i Kastellet, står Camilla for driften af den lille museumshave udenfor Københavns Museum i Stormgade 18 - en have lavet på basis af arkæologiske fund af planterester fra 1700-tallets København. 

Niels H. Andreasen, arkæolog & museumsinspektør, Københavns Museum.
Niels har deltaget i en lang række arkæologiske udgravninger i ind- og udland. Med en specialisering i stenalderkulturer spænder hans forskning fra et ph.d.-projekt om tidligt agerbrug ved Adriaterhavskysten til en publiceret undersøgelse af moderne hulebrug. Niels har siden 2012 været involveret i den praktiske udførelse og administrative håndtering af arkæologiske undersøgelser i København, herunder Cityringsprojektet. Blandt hans faglige interesser er byggematerialer, metalfund og flintredskaber.

 

camilla og niels wCamilla og Niels

 

Kastellets (måske) ældste brønd.

Tekst og billeder af Camilla Haaby Hansen, Københavns Museum

I foråret 2020 blev arkæologerne fra Københavns Museum kontaktet af Kastellets Venner, der fra Rigsarkivet havde en ikke-dateret plantegning med påskriften ”Kastellets ældste brønd”. På tegningen var brønden skitseret som en rektangulær struktur, der lå nærmest på linjen mellem de sydvendte facader af hhv. Artilleristok og Generalstok. Idet denne placering – i fald brønden stadig eksisterede – ville karambolere med nogle af de store kloakledninger, der skulle lægges i forbindelse med det igangværende Skybrudsprojekt, besluttedes det at undersøge, om der stadig var levn af brønden bevaret. 

Præcis på det sted, hvor den var angivet på tegningen, fremkom ca. 85 cm under den nuværende belægning overkanten af en rektangulær ramme af nøje udhuggede og sammenfattede sandsten, der var dækket af tre store, firkantede dæksten.

Dette var dog ikke det eneste, der var bevaret, idet en langt større del af brønden kom til syne ved næste skrab med gravemaskinen. Brønden viste sig nemlig at være teglstensopbygget, cirkulær og kuppelformet, og ca. 3,5 meter i diameter.

Om dette virkelig er Kastellets ældste brønd kan blive vanskeligt at afklare (en sten- og teglstruktur lader sig ikke uden videre datere), men arkæologerne håber naturligvis på at kunne komme en datering nærmere på en eller anden måde.

Interessant er det dog at brønden ligger præcis i aksen ud for Kastelskirkens dør og således måske er forsætligt placeret symmetrisk i forhold til enten Kirken eller det aldrig fuldendte slotsbyggeri i Kirkepladsens vest ende.

 

IMG 0561 wDækstenene afdækket – set mod ØSØ

 

IMG 0571 wArkæolog Niels Henrik Andreasen renser ydersiden af den kuppelformede brønd af – set mod N

 

IMG 0606 wIndersiden af brønden – teglstensopbygget kuppel

 

IMG 0612 wBrønden set oppefra. Syd er opad.

 

Skospænder fra Kastellet.

Tekst og billeder af Niels H. Andreasen, Københavns Museum

Kastellets Skybrudsprojekt har givet mange fund af metal. En af fundgrupperne er spænder i forskellige udformninger.

Skospænder blev brugt af både mænd og kvinder fra midten af 1600-tallet og op igennem 1700-tallet. Skospænder blev fremstillet af forskellige metaller og skospænder til festtøj kunne være dekoreret med kvarts, rhinsten eller ædelsten.

Skospænder begyndte at erstatte bundne sko i midten af 1600-tallet. På især herreskoene blev de bløde sløjfer og bånd erstattet af metalspænder, som lukkeanordning, alt imens skosnuderne blev bredere og gradvist mere kantede. Separate spænder på remsko forblev på mode indtil slutningen af 1700-tallet.

Skoenes metalspænder er ikke endt sammen med husholdningsaffaldet i så stort antal, som man kunne forvente i forhold til antallet af kasserede sko. Metalspænderne er nok ikke blevet kasseret sammen med skoene, men er blevet genbrugt og til sidst omsmeltet. De skospænder, som er fundet, kan være mistet fordi remmene var slidte eller gået i stykker dér, hvor spændet har siddet, så skoens lukkeanordning blev ødelagt.

Udover skospænderne er der i Kastellets opfyldslag også fundet mere jævne remspænder af jern. Et af disse spænder er endda bevaret med den læderrem, som det har siddet på.

 

Figur01 wDer er fundet to velbevarede eksemplarer af en type skospænde med såkaldt knopformet remfæste. De ses øverst i billedet. Denne type spænde ses i Danmark mellem 1670-1720. Det aftagelige spænde kom på mode i Danmark i 1670’erne. Det elegante (men knækkede) spænde med glasindsatser til højre i billedet har sikkert siddet på en elegant herresko.

Figur02 wRekonstruktion af 1700-tals remsko med spænder.
Foto: www.townsends.us

 

Kridtpiber fra Gouda i Holland.

Tekst og foto: Niels H. Andreasen, Københavns Museum

Der dukker dagligt stumper af kridtpiber frem af jorden i Kastellet. Kridtpiber er ikke lavet af kridt, men er fremstillet af en særlig lertype, pibeler, der efter formgivning er blevet brændt i en ovn. Piberne blev fremstillet i enorme mængder i bl.a. Holland og eksporteret til store dele af Europa i 16- og 1700-tallet.

Mange af piberne fik et særligt stempel på hælen under pibehovedet, et mestermærke, som kan vise hvilken by og hvilket værksted, der har fremstillet dem og omtrent hvornår. Man kender bevarede lister over medlemmer af særlige pibemagerlaug i Holland, og på den måde vides det hvilke værksteder, der benyttede de enkelte mestermærker.

I Kastellet har arkæologerne fundet over 50 hele eller dele af kridtpibehoveder. Stemplerne herpå stammer fra værksteder i den hollandske by Gouda og viser forskellige motiver, fx en malkepige, en prins og prinsesse, en slange, en sko med en krone over, eller kombinationer af bogstaver og tal.

Selvom der ikke er mestermærker til stede, kan formen på hovedet give arkæologerne en såkaldt typologisk datering. De fleste pibehoveder fra Kastellet er af en tragtformet type, som kendes fra ca. 1675 til ca. 1740.

Generelt gælder det, at jo mindre pibehovedet er, jo ældre er piben. Årsagen til de små hoveder skyldtes prisen på tobak, som til at starte med var en dyr vare.

Piberygerne har brækket stykker af den lange stilk i takt med, at mundstykket er blevet slidt eller ulækkert. Det har ført til en stor mængde afbrækkede stilke og ved de aktuelle opgravninger i Kastellet er der foreløbigt fundet over 600 fragmenter!

Kridtpiber Figur1Kridtpibestilke- og hoveder fra opfyldslagene i Kastellet. Datering ca. 1700-1730.

 

Kridtpiber Figur2Første illustration af en mand, som ryger tobak i Europa.

Fra Anthony Chute’s pamflet ‘Tabaco’ (1595).

Trævandrør i Kastellet.

Tekst og foto: Camilla Haarby Hansen, Københavns Museum

I forbindelse med Skybrudsprojektet i Kastellet har arkæologerne fra Københavns Museum været heldige at støde på levn af tidligere vandforsyningssystemer. Der er tale om vandledninger, der er lavet af udhulede fyrretræsstammer og som har transporteret drikkevand til reservoirer i Kastellet, hvorfra det kunne pumpes op.

Indtil videre har vi set tre forskellige rør: Et langt rør, der løb skråt (NV-SØ) over den østlige del af Kirkepladsen og et andet, der løb tværs over pladsen lidt længere mod vest. I Hovedgaden er vi stødt på et rør, der løb tværs over gaden i flugt med den nordligste række kastanjetræer.

Der findes et kort over Kastellet fra 1700-tallet, hvor nogle af disse vandledninger synes indtegnet – men ikke dem alle.

Vi tager prøver ud til årrings-datering af vandrørene – hvis vi er heldige kan vi finde ud af, præcis hvilket år, træerne til de enkelte rør er fældet og dermed hvornår rørene tidligst kan være lagt.

Traevandroer Figur1Kort over pumpevand på Kastellet, 1780.
Foto: Det Kongelige Bibliotek.

 

Traevandroer Figur2Trævandrør på Kirkepladsen.

Garanti for kvalitet – klædeplomberne fra Kastellet

Tekst og foto: Niels H. Andreasen, Københavns Museum

Blandt de genstand, som arkæologerne fra Københavns Museum har fundet i Kastellet i forbindelse med Skybrudsprojektet er en lille samling blyplomber. Disse er såkaldte klædeplomber, der er sammenpressede blyplaketter med logo, som var hæftet på klæderuller af uld, hør og silke. Plomberne er fra 1700-tallet, men nogle kan dateres endnu mere præcist.

Der var især i Holland/Belgien og også i Tyskland en betydelig klædeproduktion fra middelalderen og frem. Klæder af god kvalitet var en efterspurgt vare og var med til at gøre mange af de store hollandske byer rige. Især en by som Leiden er kendt for denne produktion. Der var tale om industriagtige forhold og konkurrencen mellem de forskellige byer var benhård. Så for at sikre markedsandelene sørgede myndighederne for, i samarbejde med klædeproducenterne, at kvaliteten altid var helt i top.

Alt blev tjekket løbende under vævningen, farvningen etc. og hver gang blev en lille blyplombe påsat den enkelte klæderulle, som garanti for at kvaliteten var tilfredsstillende. Når klædet havde været gennem alle de forskellige forarbejdningsprocesser, og var klar til salg, blev det bragt til byens klædebørs. Her sad særligt udvalgte kvalitetsvurderingsmænd og vurdere klædets farvning og vævning og målere kontrollerede, at der også rent faktisk var den mængde klæde, som mesteren hævdede. Hvis alt var i orden, fik klædet sit endelige kvalitetsstempel af klædebørsen – en klædeplombe med byens logo. Overtrædelse af de strenge kvalitetsregler og forsøg på snyd med plomber og stofkvalitet straffedes hårdt.

Klædestofferne kom ofte til Danmark gennem nederlandske købmænd på handelsstationer der modtog engrosvarer, f.eks. Nyborg eller sildemarkedet i Skanør ved Skåne. Herfra blev de bragt videre til byerne, hvor skræddere omdannede klædet til duge, draperinger, tøj med videre. Blyplomberne er sikkert blevet kasseret med resten af byboernes affald og er på den måde havnet i jorden.

Plomberne kan bruges til at tidsfæste de jordlag, som arkæologerne udgraver. Men de kan også fortælle noget om handelsforbindelser og forbrugsmønstre fra middelalderen og frem til 1800-tallet.

Plomber Figur1

Denne plombe er fundet i nogle dybe opfyldslag bag Kommandantgården på Kastellet. Plomben har i 1700-tallet været hæftet på en rulle klæde fremstillet i Bremen i 1700-tallet. Man ser et omvendt firtal stående på to X’er og med initialerne ”I R” til siderne. På den anden side er der en kronet nøgle og skriften 46BREM / ELLE, BREMER SA(LE?). En ”bremer ellen” (ell) svarede til 0,547 meter, hvilket betyder at plomben har siddet på en klæderulle med 25,162 meter klæde. Plomben er 23mm i diameter.

 

Plomber Figur2

Plomben her kommer fra Exeter i England. På grundlag af gamle havneprotokoller og eksportpapirer kan man se, at ”WC” formentlig er WILLIAM COWNE, som eksporterede klæde til Spanien, Portugal, Gdansk og Hamburg mellem 1717-1723. William Cowne blev født i 1692 og blev d. 18. december 1716 gift med Ester Mallet i St. Peter’s Cathedral i Exeter. Året efter startede han sin eksport af klæde. Plomben har nok siddet på en klæderulle, som er kommet med sejlskib fra Hamburg eller Gdansk. Plomben er 22mm i diameter.

 

De indre Søer.

Tekst af Camilla Haaby Hansen, Københavns Museum

I løbet af foråret og sommeren har arkæologerne fra Københavns Museum nøje fulgt gravearbejdet på østsiden af Kommandantgården og hen mod Grevens Bastion. Her er man nemlig dykket ned i lidt af den del af Kastellet, der indtil ca. 1725 var kendt som ”De indre søer”.

Søerne er formentlig opstået ved at man har undladt at fylde området ud til volden, der løber mellem Grevens Bastion og Prinsessens Bastion, helt op, da man anlagde Kastellet delvist ude i Øresund.

Søerne ses på et kort fra perioden ca. 1704-1725. Der har på dette tidspunkt været vandhuse – en slags toiletter – bygget ud i søerne, og den jord, der er gravet op i forbindelse med skybrudsprojektet, ser da også ud til at rumme en hel del organisk materiale. Det er dog ikke alt sammen afføring 😃

På et tidspunkt – formentlig i forbindelse med opførelsen af Kommandantgården i 1725 – har man ønsket søerne opfyldt, og det har man så gjort med det materiale, man både i Kastellet og i resten af København havde ufattelige mængder af i 1700-tallet, nemlig affald! Der synes både at være stald-gødning, husholdningsaffald og træspåner i de metertykke fyldlag og dertil en masse keramikskår, dele af kridtpiber, metalslagger, dyreknogler, lædersko, tekstiler samt diverse metalgenstande (se bl.a. tidligere indlæg i ”Fredagsfund” her på siden).

Tingene er enten blevet kasseret eller er, som resultat af tab endt her, som opfyld af de betragtelige ”vandhuller”. De af genstandene, der ud fra mærker, årstal eller typologi lader sig snævert datere, hører alle til i starten af 1700-tallet.

Kort Kastellet RA Indre soeerKort over Kastellet fra starten af 1700-tallet. Vest er opad, Rigsarkivet

Møntfund fra Kastellet.

Tekst og foto: Niels H. Andreasen, Københavns Museum

Det er altid sjovt at finde mønter – også for en arkæolog. Flere af de mønter der er fundet i opgravningerne i Kastellet er helt små og tynde sølvmønter fra anden halvdel af 1600-tallet og starten af 1700-tallet. Alle mønterne er almindelige småmønter med lavt sølvindhold og ringe købekraft, og de har været ganske almindelige i perioden. Skillingsmønterne blev typisk benyttet til daglige småtransaktioner, fx på det lokale marked.

De fleste af mønterne er fra rigsfællesskabet Danmark/Norge med en enkelt schilling (1796) fra personalunionen med Slesvig-Holsten. Af udenlandske mønter er der fundet en preussisk 6-pfennig fra 1695 og en norsk 2-øre fra 1899.

To af de ældste mønter – fra 1653 og 1658 – er udmøntet under Frederik III inden opførelsen af det nuværende Kastel. De har dog stadig været i omløb i 1660’erne i Kastellets første år.

Der er også dukket to regnepenninge op. Regnepenninge er prægede, møntlignende stykker af messing eller andet gulligt metal som overfladisk set har en skuffende lighed med guldmønter. Langt de fleste regnepenninge er fremstillet i den sydtyske by Nürnberg. Regnepenningene var et hjælpemiddel, når man skulle regne - fx i forbindelse med handler på markeder og lignende og lidt på samme måde som en kugleramme.

Senest er der fundet en hel læderpung med et indhold af raslende mønter! Ikke dukater af guld denne gang, men i stedet lidt småmønter i form af 10-ører (den yngste fra 1984). Måske en af Kastellets lidt ældre medarbejdere kan huske at have tabt pungen i 1980’erne?



moenter figur01Jordfundne mønter og regnepenninge. Sidstnævnte er de to guldfarvede messingmønter i nederste højre hjørne. 

 

moenter figur02Læderpungen og dens indhold af 10-ører.

 

Arkæologernes arbejde i Kastellet.

Tekst og foto: Camilla Haarby Hansen, Københavns Museum

”Nå, så skal I ud med pensler og teskeer?!” Denne sætning hører man som arkæolog temmelig tit, og det hænder da også at det er tilfældet, men i modsætning til hvad mange tror, graver arkæologer faktisk kun meget sjældent med bittesmå redskaber 😊

Her i Kastellet består arkæologernes arbejde primært i at følge med i, hvor gravemaskinerne graver og hvad de graver ned i – og dokumentere, hvad der måtte være af arkæologiske levn. Når vi støder på lag og strukturer, der skal undersøges nærmere, tager vi vores graveskeer i brug. De er gode til at fjerne løs jord med og dermed gøre det tydeligt, hvordan jordlag, fund og strukturer ligger i forhold til hinanden. Når vi har skrabet den løse jord væk, dokumenterer vi vores iagttagelser ved hjælp af notater, fotos og håndtegninger.

Vi bruger GPS til at stedfæste vores iagttagelser. For at holde oplysningerne fra GPS’en sammen med vores notater og øvrige dokumentation, bruger vi et database-system, der er udviklet specielt til arkæologiske udgravninger. På denne måde kan alle informationerne tilgås samlet, når man skal skrive den sammenfattende rapport om de arkæologiske levn.

Når vi støder på fund – som potteskår, kridtpiber, metal og læder – samles fundene i poser, hvorpå det noteres, hvilke navngivne jordlag, fundene stammer fra. Fundene spiller en aktiv rolle i vores tolkninger af, hvad de enkelte jordlag repræsenterer og dermed i arbejdet med at rekonstruere, hvad der er hændt på stedet tidligere. På samme måde kan vi tage prøver ud til forskellige naturvidenskabelige analyser af strukturer og jordlag.

I særlige tilfælde – som det var øst for Kommandantgården, hvor vi har gravet igennem en del af ”De indre søer” (se tidligere Facebook-artikler) – er der så mange fund i jordlagene, at det giver mening at ændre udgravningsteknik. Således fik vi herfra taget en masse af jorden fra de fundrige opfyldslag op i store big bags. Fra hver big bag blev 300 liter jord kørt igennem et vandsold – altså et finmasket net, hvor man ved hjælp af en vandslange med sprøjtepistol på, kan skylle jorden af fundene og dermed ”få det hele med”. På denne måde har vi nu et bredt udsnit af alt det materiale – primært affald – der har været brugt til at fylde søerne op i perioden omkring 1725. Den jord, der ikke blev vandsoldet, blev gået over med metaldetektor og fund blev opsamlet, når jorden blev gennemgået.



Arkaeologernes arbejde Figur1Arbejdsfoto. Marc vandsolder.

 

Arkaeologernes arbejde Figur2Arbejdsfoto. Niels med metaldetektor.

 

Arkaeologernes arbejde Figur3Arbejdsfoto. Niels og Marc afrenser stenrende.

 

Fund fra den tyske besættelse.

Tekst af Niels Henrik Andreasen, Københavns Museum

Under gravearbejdet til Kastellets nye pumpestation er der dukket levn op fra den tyske besættelse under 2. Verdenskrig. Frem af jorden kom nemlig pludselig to hjelme og en læderstøvle. Hjelmene er tyske Stahlhelme, som i datiden var et stykke teknisk avanceret militært design. Hjelmene blev produceret i tre versioner fra 1935-1945 og der blev fremstillet ca. 25 millioner styks.

Fundet omfatter to forskellige versioner af den tyske stålhjelm. Den tidligste er en M40, som blev produceret på en håndfuld tyske fabrikker fra 1940 indtil midten af 1942. Fordi der var et stigende behov flere hjelme og hurtigere forsyninger af disse til fronterne blev den fra 1942 og indtil slutningen af krigen afløst af den mere simplificerede M42, som er den anden hjelm vi har fundet. Denne senere hjelmtype kan derfor ikke have være bragt til Kastellet da det blev besat af tyskerne d. 9. april 1940, men må være kommet til senere – formentlig på hovedet af en tysk soldat.

Den tyske M39 marchstøvle er syet af kraftigt læder og er forsynet med store jernnitter under sålen. De gode bevaringsforhold i jorden har bevaret støvlen i komplet stand.

Kastellets Venner & Historiske Samling har i øvrigt udgivet to glimrende bøger om Kastellet: "Kastellet den 9. april 1940" og "Bunkeren i Kastellet".



tysk besaettelse figur1Det indre af en M40-hjelm af samme type som det fundne eksemplar.
Bemærk hvordan hjelmkanten er opfoldet.
På Kastels-hjelmen er inderbåndet af stål bevaret ligesom inderhjelmen i gede-, fåre- eller svineskind er intakt.
Foto: http://www.german-ww2-helmet.com

 

tysk besaettelse figur2Den opfoldede rand på M42-hjelmen blev afløst af en skarp kant for at forenkle fremstillingsprocessen. Inderhjelm er ikke bevaret på den fundne hjelm.
Foto: http://www.german-ww2-helmet.com

 

tysk besaettelse figur3Tysk M39 marchstøvle, gravet op i Kastellet. Foto: Niels Henrik Andreasen, Københavns Museum

 

Tidlig topografi af Kastellet.

Tekst og foto: Camilla Haarby Hansen, Københavns Museum

Hvad var der i Kastellet, før det blev Kastellet? Dette er et blandt flere spørgsmål, som arkæologerne ønsker at afklare i forbindelse med Skybrudsprojektet i Kastellet.

Vi har længe vidst at Kastellet og dets forgængere, Skt. Annæ Skanse og Frederiks Kastel, blev anlagt delvist ude i vandet og at strandlinjen inden da må have løbet nogenlunde, hvor Hovedgaden gennem Kastellet løber i dag.

Det er svært at forestille sig, at bølger har skyllet ind over stranden, hvor Fortunstok og Stjernestok befinder sig nu, men ikke desto mindre har vi fundet vandafsatte sandlag med små muslingeskaller i helt oppe på den østlige side af Kirkepladsen.

Lige over de vandafsatte lag har vi på Kirkepladsen spor af nogle af de tidligste aktiviteter i området: Et enkelt skår af Siegburg-stentøj - en type keramik, som blev brugt til især krus og kander - lå indlejret i en smal horisont af mørkt, gråligt sand, som formentlig har fået sin mørkere farve af omsat organisk materiale fra den strandeng, der formodes at have været her. Skåret dateres til den sene middelalder ca. 1300 til 1500-tallet.

Hvordan skåret er landet på strandengen, er vanskeligt at sige, men det er muligt, at det er kørt med andet affald udenfor byen og ad denne vej er blevet spredt til disse dengang afsidesliggende arealer.

På et tidspunkt i 1600-tallet er området blevet inddæmmet - måske allerede i 1630’erne i forbindelse med anlæggelsen af Skt. Annæ Skanse - og der er opstået et vådområde på den østlige side af arealet, der hvor man ikke har opført bygninger.

”De Indre Søer” (se tidligere opslag) og opfyldningen af disse er de mest håndgribelige levn af dette inddæmmede vådområde. Men også i Hovedgaden foran Norgesporten har vi set levn af at der har været et vådområde, der har fået lov at vokse til - levnene ses som homogene, mørkebrune lag af helt omsat plantemateriale, der findes lige over de intakte lag af undergrundssand og -ler.




Niels undersoeger organisk jord figur1Niels undersøger organisk jord

 

Kirkeplads moerk horisont figur2Kirkeplads mørk horisont

 

Siegburg skaar figur3Siegburg-skår

 

Stenalderfund fra Kastellet.

Tekst og foto: Niels H. Andreasen, Københavns Museum

De første spor af mennesker i det område, der senere skulle blive Kastellet, er 8000 år gamle og tilhører den såkaldte Kongemosekultur (6.500 – 5.400 f.v.t.). På den tid levede befolkningen som jægere og fiskere, der ernærede sig ved vildt og planteføde fra skovene og udnyttede mulighederne for fiskeri langs Øresundskysten. Man boede permanent ved vandet og måtte jævnligt flytte på grund af nye havstigninger. I dag ligger de fleste kongemosebopladser på havbunden.

Umiddelbart nord og syd for Kastellet, er der gjort vigtige stenalderfund, nemlig omkring Midtermolen i den gamle Frihavn og i forbindelse med udgravningen til det genopførte Frihedsmuseum. Begge steder er der fundet affald fra stenalderens kystfiskere af flint, tak og knogle.

Under skybrudsprojektet i Kastellet har vi også gjort enkelte fund af bearbejdet flint fra Kongemosekulturen – blandt andet stykker af flintflækker. En af flækkerne er helt hvid fordi den mørke flint med tiden er blevet patineret af sol og saltvand.

Bearbejdede flintflækker blev brugt i stenalderen som især knive, skrabere, bor og pilespidser. Flinten er dog dukket op i langt senere jordopfyld. Måske har man ved tidligere anlægsarbejder i Kastellet gravet så dybt, at man er nået ned til de lag, der ligger lige over det moræne og smeltevandssand, der blev afsat under sidste istid.

Senest har vi vest for Generalstok opsamlet lidt bearbejdet flint, der nok tilhører den senere del af bondestenalderen. Måske dukker der en boplads op..?



Flintfund Kastellet figur1Flintfund fra Kastellet. Det hvide stykke flint øverst til venstre er det øverste stykke af en af Kongemosekulturens store flækker.  

 

Flaekkeblok figur2Flintflækkerne blev med stor præcision slået af omhyggeligt tilvirkede flintblokke med et mellemstykke af hjortetak.

 

Vandrenden ved kirken.

Tekst og foto: Camilla Haarby Hansen, Københavns Museum

I løbet af foråret 2020 – mens mange var hjemsendt grundet Covid-19 – var der stadig gang i både anlægsarbejde og arkæologi i forbindelse med Skybrudsprojektet i Kastellet.

Temmelig uventet dukkede en tømmerbygget struktur op i nærheden af Kastelkirkens nordøstlige hjørne, ca. 4,5 meter fra kirkens østvendte facade. Det var en tømmerbygget rende bestående af bundplanker og sideplanker. Hvis der på et tidspunkt har været et låg, var det ikke bevaret.

Renden var nord-syd-orienteret og var ca. 60 cm bred. Over bundplankerne i kanalens indre, fandtes et sandet lag, der syntes at være vandafsat. Dvs. at vi formoder at der har strømmet vand i renden – formentlig fra nord mod syd. I sandlaget fremkom en velbevaret lædersko og nær den ene sideplanke fremkom en patron med spidsprojektil. Samlet set daterer skoen og projektilet brugen af renden til de første årtier af 1900-tallet.

Det står endnu ikke klart, hvorfor der på dette sted findes en vandrende eller -kanal, og hvad det er, denne har været afløb for.

Da der senere på foråret blev gravet nogle meter nord herfor, kunne samme konstruktion desværre ikke konstateres – hvis den har været der, må den være blevet fjernet ved et andet anlægsarbejde i årene mellem ca. 1930 og nu.



Vandrenden set mod nord Figur1Vandrenden set mod nord – i flugt med det sydvestlige hjørne af Nordre Magasin

 

Vandrenden set mod nord Figur2Vandrenden set fra siden – mod vest.

 

Herresko fra vandrende Figur3Herresko fra starten af 1900-tallet, fundet i det vandafsatte lag inde i vandrenden.