Anders Lassen

Uden for Kastellet, foran Frihedsmuseet finder vi bronze-buster af to ægte, danske krigshelte, hvoraf den ene døde i kamp, og den anden blev sørgeligt misrøgtet af sit land efter krigen. Den første er Anders Lassen:
 
 
Anders Frederik Emil Victor Schau Lassen (22. september 1920 på Høvdingsgård – 9. april 1945 ved Comacchio, Italien) var en dansker, som var officer i den britiske hær og gjorde tjeneste under det meste af 2. verdenskrig. Anders Lassen modtog som eneste udlænding i 2. verdenskrig Victoria Cross, som er den højeste britiske hædersbevisning for heltemod – men næsten lige så imponerende modtog han hele TRE gange Military Cross, hvad mange i den britiske hær fandt mere svært, idet man kunne få VC ved en enkelt, tapper handling, men MC tre gange krævede konstant tapperhed.
Han var til søs, da krigen brød ud om bord på Eleonora Mærsk.
 
Den 9. april 1940 om morgenen var Eleonora Mærsk i Den Persiske Bugt, hvor kaptajnen om bord modtog et telegram fra rederiet om, at de tyske militære styrker havde besat landet, og han fik samtidig besked på at lægge til ved en neutral, tysk eller italiensk havn. Anders blev harm, da han hørte beskeden om, at Danmark var blevet besat, og opfordrede kaptajnen til at lægge til ved en engelsk havn. Han ville om nødvendigt begå mytteri for at få kaptajnen til at gøre det. 
 
I efteråret 1940 lagde Eleonora Mærsk til i Sydafrika, hvor Anders tog sin afsked fra A.P. Møller til fordel for de engelske styrker, som han ville melde sig ind i.
 
For at komme til Storbritannien tog Anders hyre som skytte om bord på handelsskibet S/S British Consul, som tit blev angrebet af tyskerne. Skibet nåede at fuldføre hele rejsen uden problemer og lagde til i Skotland, hvor Anders sammen med andre ligesindede danskere aflagde ed til kong Christian 10. ved en fane, hvor de svor troskab over for kongen og de allierede styrker i kampen mod tyskerne.
 
Efter edsaflæggelsen meldte Anders sig ind i den britiske hær.
 
I den britiske hær
Efter at han havde meldt sig til den britiske hær, blev han tilknyttet et infanteriregiment, hvorfra han senere blev udpeget til specialtjeneste og forflyttet til Poole i England for at deltage i træning og etablering af en ny specialenhed, som i starten fik betegnelsen Small Scale Raiding Force (SSRF).
 
Formålet med denne enhed var primært udførelse af kommandoraids mod besatte områder på den franske kyst ved Den Engelske Kanal.
 
Specialenhedens træning var omfattende, og viste, at Anders var den fødte soldat.
 
Anders' enheds første opgave var sejlads i en sejlbåd fra England til Dakar i Vestafrika, hvor enheden skulle neutralisere/ erobre en italiensk oceandamper, der leverede forsyninger til tyske ubåde, der opererede i Atlanterhavet. Missionen blev fuldført med succes, og efter tilbagekomsten til England i slutningen af 1941 blev Anders udnævnt til sekondløjtnant. At opgaven med at erobre oceandamperen lykkedes, skyldtes enhedens brede kendskab til det maritime erhverv og specialuddannelse. Anders blev efter denne episode tildelt The Military Cross (Militærkorset).
 
Enhedens navn blev senere ændret til til Special Boat Service (SBS), som i dag er en selvstændig enhed i det britiske marineinfanteri.
 
Efter disse opgaver blev Anders sendt til Beirut for at gennemgå særlig officerstræning, blandt andet faldskærmsuddannelse.
 
Anders Lassen blev senere sendt til det græske øhav med SBS for at kæmpe mod tyskerne, som havde besat flere øer i området. Som i tidligere operationer benyttede man sig af små fartøjer, ofte fiskerbåde i forklædning som i virkeligheden var bevæbnet. Anders erfaringer fra tidligere opgaver blev til stor gavn for operationerne i øhavet.
 
Anders Lassen deltog i utallige succesfulde raids imod tyske flyvepladser, besætninger og kommandostationer. Sideløbende med denne kampagne gjorde han også et ekstraordinært stort stykke arbejde med at hjælpe den lokale, græske befolkning samt de partisaner som han og SBS samarbejdede med. Hjælpen bestod i forsyninger med våben, madvarer, medicin og tøj.
I de anbefalinger, som chefen for SBS's operationer i Mellemøsten, udgav, blev det nævnt, at på trods af at Anders led af nyresvigt, var Anders en soldat af god standard. På det tidspunkt var Anders blevet udnævnt til kaptajn.
 
Kaptajn Lassen var på det tidspunkt en meget respekteret soldat i elitekorpsene og den britiske hær. Udover at være en populær officer var han i besiddelse af et stort moralsk mod, originalitet, humor og stille medfølelse for sine medmennesker.
 
Den 9. oktober1944 blev Anders udnævnt til major, og på dette tidspunkt var han blevet tildelt tre militærkors for sine indsatser.
 
Sidste mission
Dagene før den 9. april 1945 blev major Anders Lassen beordret til at lede en patrulje, der havde til opgave at angribe et tysk støttepunkt ved den nordlige del af Commachiosøen i Italien for at forårsage så mange fjendtlige tab og skabe så stor forvirring som muligt for at skabe det indtryk, at et hovedangreb var ved at blive sat ind.
 
Området, de skulle operere i, var ukendt på grund af manglende informationer om de tyske støttepunkter.
 
Da patruljen kom op til en dæmning og begyndte at forcere den smalle vej ind mod selve Commacchio by, blev de anråbt fra en tysk stilling. Det lykkedes ikke for patruljen at narre tyskerne til at tro, at de var lokale fiskere, og der blev straks åbnet en voldsom ild fra tysk side.
 
Ifølge de overlevende patruljemedlemmer var denne ild så intens, at hele patruljen på det nærmeste blev lammet og tvunget til at ligge i “skjul”. En situation, der ville koste dem alle livet. Anders indså dette og foretog solo en fremrykning mod det første, tyske støttepunkt. I en regn af kugler lykkedes det ham at storme frem og ødelægge støttepunktet med håndgranater. Dette kom fuldstændigt bag på tyskerne, som i nogle sekunder tøvede og funderede over, hvad der var sket. Det var tid nok til, at resten af SBS-patruljen kunne komme på benene igen og sammen med Anders ødelægge yderligere to støttepunkter. Da Anders Lassen, stadig ca. 100 m foran resten af sin patrulje, kom frem til det næste støttepunkt, blev der fra tysk side råbt om overgivelse. Idet Anders Lassen stoppede op for at modtage tyskernes overgivelse, blev han ramt af dødbringende spærreild fra et andet støttepunkt. Dødeligt såret faldt han til jorden, men på trods af dette kastede han et par granater ind mod bunkeren og dræbte og sårede alle i den. Sergent Leslie Stephenson kom hen til Anders for at få ham væk, men Anders nægtede, da han mente, at han ville dø, uanset hvad der blev gjort. Han døde senere af sine kvæstelser. 
 
Det lykkedes for SBS-patruljen at komme hjem igen med kun 3 faldne, hvoraf den ene var deres patruljefører Anders Lassen.
 
For sin indsats ved Comacchio blev han senere tildelt Victoriakorset.
 
Medaljer
Victoriakorset – Storbritannien
 
Miltary Cross med to bjælker (tildelt tre gange) Storbritannien
 
1939-45 star (kampagnemedalje) Storbritannien
 
Forsvarsmedaljen – Storbritannien
 
Krigsmedaljen – Storbritannien
 
Africa Star (kampagnemedalje) – Storbritannien
 
Italy Star (kampagnemedalje) – Storbritannien
 
Kong Christian X's Erindringsmedalje for Deltagelse i Krigen 1940-45 – Danmark
 
Det græske krigskors – Grækenland
 
Medaljerne er Anders Lassen Fondens ejendom, men er udstillet på Frihedsmuseet.
 
Den anden krigshelt er Kaj Bbirksted – Danmarks eneste flyver-es.
 
Kaj Birksted fotograferet i november 1942 som eskadrillechef
for den frie norske 331. jagereskadrille i Storbritannien.
 
Kaj Birksted, (2. marts 1915 i København – 21. januar 1996 i London) var dansk jagerpilot og flyver-es med 10 bekræftede og 10 ubekræftede nedskydninger af tyske fly under 2. verdenskrig, hvor han gjorde tjeneste i RAF med slutrang som Wing commander og oberstløjtnant i de frie norske flystyrker.
 
Kort efter Kaj Birksteds fødsel flyttede familien til USA og tilbage 12 år senere. Birksted gik i 1928 på Birkerød Kostskole. Han tog derefter en handelsuddannelse og blev i 1936 optaget på Marinens Flyveskole. To år senere udnævntes han til flyverløjtnant af reserven.
 
Kort tid efter den tyske besættelse af Danmark flygtede Birksted sammen med flyverløjtnant Charles M. Sundby til Norge, hvor de fik kontakt med de norske styrker, som kæmpede mod tyskerne. Han blev senere samme år evakueret til England og herefter optaget på den norske flyveskole, Little Norway, i Canada, hvor han virkede som elev/instruktør.
 
Fra august 1942 til april 1943 deltog Birksted i 60 offensive operationer.
 
Nordmændenes og Kaj Birksteds største bedrift fandt sted den 12. marts 1943, da 331. eskadrille under et tysk angreb på London gik i luften ved syvtiden om morgenen med 11 fly under ledelse af Kaj Birksted. De afskar 12 FW 190-fly, skød seks ned og beskadigede fire. Det trak store overskrifter i London-aviserne som: Nordmændene nedlægger seks prøjsere før morgenmad! 
 
Statistisk set er Birksted den wing-chef, som opnåede den højeste score med sin wing i forhold til tabene.
 
I slutningen af krigen gjorde Birksted tjeneste som operationel planlægger ved generalstaben , RAF, hvor han blandt andet havde ansvaret for jagerdækning og eskorte i dagtimerne på D-dagen. 
 
Efter krigen fortsatte Birksted i det danske forsvar og efter 1950 i det nyoprettede flyvevåben til 1960 hvorefter han tiltrådte en stilling ved NATO med rang af oberst.
 
Kaj Birksted stod som eksponent for en teknologisk og operativ udvikling, der ikke blev forstået i Danmark. Hans synspunkter var derfor vanskelige at forlige med såvel den politiske målsætning som den traditionelle opfattelse af dansk forsvars hovedopgaver.
 
Ved Flyvevåbnets oprettelse i 1950 skulle en ny chef udnævnes, og den nu 35-årige oberstløjtnant Birksted forekom at være et logisk valg, da han havde udført overordnet stabsarbejde under 2. verdenskrig i RAF.
 
Det blev ikke Birksted, som blev den første leder af Flyvevåbnet, men den 59-årige general C.C. Førslev. Følgende argumenter blev fremført mod Birksted: For ung, kun reserveofficer, manglende stabsuddannelse og – erfaring. Kort sagt: Dyb misundelse blandt de ”gamle” officerer, der ingen krigserfaring havde.
 
Mindesmærker
Birksteds minde er i 2009 og 2010 hædret ved opstilling af to ens buster af ham i Danmarks Flyvemuseum i Stauning og Forsvarskommandoen på Holmen i København. Samt en anden version ved siden af Anders Lassen-busten ved indgangen til Frihedsmuseet.
 
Biografisk tidslinje
  • 1936 – Marinens Flyveskole. 
  • 1938 – flyverløjtnant på Luftmarinestation København 
  • 1940 – flygter via Sverige til Norge sammen en kollega, hvor de fik kontakt med De Frie Norske Styrker. Blev evakueret med nordmændene til England. Blev optaget på nyoprettet norsk træningslejr i Canada som flyveelev og -instruktør. 
  • 1941 – England, gør tjeneste ved 43. eskadrille, hvor han fløj jagerflyet Hawker Hurricane. Bliver senere overflyttet til en nyoprettet norsk jagereskadrille, 331 Sqn., som er tildelt jagerfly af typen Spitfire. Her bliver han efter en kort periode eskadrillechef. 
  • 1942 – efter nedskydning af sit første tyske fly, en FW 190, bliver han udnævnt til norsk kaptajn og senere major. Får tildelt sin første medalje, det engelske DFC. 
  • 1943 – virker i kort tid som instruktør hvorefter han vender tilbage til den norske eskadrille, som chef, med rang af Wing Commander og udnævnt af nordmændene til oberstløjtnant. 
  • 1944 – Afvekslende aktiv og passiv flyvetjeneste. Gør tjeneste som operationel planlægger ved generalstaben i 11. Group’s Combined Control Center, RAF, hvor han blandt andet havde ansvaret for jagerdækning og eskorte, i dagtimerne under invasionen af Frankrig. 
  • 1945 – Indtræder i stilling som oberstløjtnant i det danske forsvar, hvor han bliver leder af Kontoret for Luftmilitære sager senere formand for Det Luftmiltære Udvalg. Virkede som luftmilitær rådgiver for Forsvarsministeren. 
  • 1950 – Udnævnt til oberst og chef for flyverstaben. 
  • 1960 – Fratræder sin stilling i Flyvevåbnet og tiltræder i NATO. 
 
Medaljer og dekorationer 
  • 1942 – Distinguisehed Flying Cross (DFC) – Storbritannien. 
  • 1943 – Distinguished Service Order (DSO) – Storbritannien. 
  • 1944 – Officer of the most excellent Order of the British Empire (OBE) – Storbritannien. 
  • 1949 – Ridder af Dannebrog – Danmark. 
  • 1944 – Krigskorset med to sverd – Norge to gange. 
  • Dannebrogordenens Hæderstegn - Danmark • Kong Christian X's Erindringsmedaille for Deltagelse i Krigen 1940-45 
  • Kommandør med stjerne af Sankt Olavs Orden - Norge 
  • Krigskorset med sværd og stjerne 
  • Norsk krigsmedalje 
  • kong Haakon VII's 70 år medalje 
  • Norske Deltagermedalje (krigen 1940-45) med stjerne
 
Citat (ubekræftet)
Kong Haakon VII, under et besøg i Danmark efter krigen:
 
Behold I bare Tordenskjold, hvis vi må få Kaj Birksted!
 
Kaj Birksted i sin Spitfire 

Salg af foreningens o. a. udgivelser (klik på bogens forside):