Artilleristokken

 
Oprindeligt ville Rüse have lavet langt flere stokbarakker end der blev opført, faktisk skulle der have været 16, foruden et kongeligt slot og en smuk barokkirke. Men som altid blev det hele lidt mere beskedent, og der blev i alt bygget 6 barakker, som var tænkt som boliger for soldaterne. De så oprindeligt ud som vist på tegningen herover (af Svanestok). Den sydlige ende af Artilleristok er i dag ført tilbage til det oprindelige udseende.
 
Bygningerne var delt på langs i to af en brandmur, en forbarak mod gaden og en bagbarak mod gården, og hvert ”halve” hus var delt op i et antal barakker, der hver havde en dør, en trappe mellem etagerne og en skorsten, selv om der oprindeligt kun kunne fyres i stueetagen. På hver etage var der to værelser, der hver skulle huse 6 voksne (for menige soldater, officerer kunne have et for sig selv) Eventuelle børn under 12 år talte ikke med – de måtte finde plads som man kunne. Hver stue var udrustet med to tre-mandssenge, et bord og to bænke. Fattigt efter vore begreber, men dengang nærmest luksus, da man ellers lagde soldaterne i ”borgerleje”, dvs. gav hver husstand en eller flere soldater, de skulle huse – og det blev næsten uvægerligt i de ringeste lokaler, lofter eller kældre eller endog uopvarmede udhuse. Gulvene i barakkernes stueetage var oprindeligt brolagte, rummene derfor meget kolde. Tilmed var grundvandsstanden høj, så det skete at gulvene stod under vand om vinteren. Belysning var der oprindeligt ikke meget af i Kastellet, og slet ikke i de menige soldaters kvarterer. 
 
Stokkene blev i århundredernes løb ombygget igen og igen, og forfaldt også mere og mere, som det ses på dette billede taget lige før restaureringen påbegyndtes i 1950’erne. De store vinduer var i store samlingsstuer, der gik helt gennem bygningerne, og inddrog to etager, så det krævede ganske voldsomme indgreb at føre dem nogenlunde tilbage til deres oprindelige udseende – og desværre forsvandt de markante skorstene i processen. Man bibeholdt dog mansard-tagene, der gav disse bygninger en anvendelige etage mere. Disse mansardtage er bygget i 1780’erne, hvorfor man søger at føre Kastellet mest muligt tilbage til denne tid, når man restaurerer.
 
 
 
Restaureringen var ofte MEGET gennemgribende som dette billede af Svanestok under restaurering i 1956 viser.

Salg af foreningens o. a. udgivelser (klik på bogens forside):